Boligreportage

Råt til lyst

Familien Philipsens boomerangformede betonhus ligger på en bakketop fra istiden ved Ikast. Fortiden viger nu pladsen for en arkitektur og indretning med internationalt format og fremsyn.

Hele fem færdige udkast lå klar på tegnebordet i løbet af de to år, det tog for designer og butiksindehaver Louise Toftekær og direktør Kasper Philipsen at beslutte sig endeligt for, hvordan deres drømmehus skulle se ud. Og da dagen endelig kom for, at første spadestik skulle drøne i jorden, var parret lige ved at råbe stop på grund af nerver.

Var de sammen med arkitekt Rasmus Bak fra Baks Arkitekter virkelig kommet i mål? Var det store hus på 450 m², der skulle opføres i beton med finurlige vinkler, rundinger, raffinerede detaljer ved blandt andet vinduespartier og skodder og sammensætningen af materialer, nu svaret på to års tanker og drømme? Efter endnu flere blikke på tegningerne var svaret ja.

– Vi havde købt den her grund, fordi den til den ene side støder op til et villakvarter med liv og legekammerater til vores børn og mod den anden side skråner voldsomt ned ad en bakke fra istiden, der giver et uforstyrret blik udover fantastisk natur. Ikke en nem grund at bygge på, og det var netop dén udfordring, der tvang os til at tænke skævt og kreativt. Vi ville ikke have en firkantet, stor kasse, men et hus, der skulle føles som et personligt, unikt mesterværk. Vi ville have det hele og fik det, siger Kasper Philipsen.

FAKTA OM HUSET

Arkitekt: Rasmus Bak

Størrelse: 450 m²

Type: To planer

Proces: Louise og Kasper kom med et oplæg til arkitekt Rasmus Bak fra Baks Arkitekter, der herefter tegnede villaen og en del af interiøret, samt lavede en belysningsplan for inde og ude og en haveplan. HD Byg var entreprenør på selve byggeriet, der tog omkring 8 mdr. 

Materialevalg indvendigt: Gulve i begge plan et miks mellem poleret beton,  egetræ og marmor. Væggene er rå beton, der enkelte steder er malet. På badeværelserne er der marmor på væggene.

Materialevalg udvendigt: Huset er bygget i beton, kombineret med dør- og vinduesrammer i egetræ samt tagudhæng i egetræslameller.

Arkitekthonorar: ca. 175.000 kr.

Byggepris: Ønskes ikke oplyst

Vi ville ikke have en firkantet, stor kasse, men et hus, der skulle føles som et personligt, unikt mesterværk.

Nu lyder det måske, som om Louise og Kasper med deres høje ambitioner og trang til at ændre en del i ellers byggeklare tegninger er et mareridt af en bygherre at få ind ad døren. Men ikke for arkitekt Rasmus Bak, der hjalp parret med at få realiseret deres drømme.

– Modspil fra de mennesker, der en dag skal bo i det hjem, jeg tegner, gør mig kun endnu mere engageret og giver som regel et meget personligt og unikt hus. Her var opdraget at bygge et enkelt, råt hus i beton, men blødt op med træ og arkitektoniske detaljer, der gør boligen til alt andet end en traditionel stor, nybygget kasse. Netop Louise og Kaspers høje ambitioner og mod til at opføre et hus med skæve rum og rundinger har været spændende at være med til at underbygge og realisere.

En del af skævheden består i, at huset nærmest er boomerangformet og ud mod villavejen er lukket af med en muret gårdhave. Facaden har flere steder krumninger og indhak, der gør huset foranderligt, når du går omkring det. Rundt om næste hjørne eller bue venter en ny arkitektonisk oplevelse. De skæve dimensioner og krumninger gælder selvfølgelig også inden døre, hvilket giver en organisk fornemmelse og en lyst til at gå på opdagelse. For hvad gemmer sig rundt om næste hjørne eller bue og nede ad trappen? Nysgerrigheden pirres yderligere af det materialemiks, som er anvendt.

FAMILIENS BEDSTE BYGGERÅD

  • Brug tid på at finde det rette byggefirma, så du er sikker på, at der er forventningsafstemt i forhold til både det arkitektoniske, konstruktionsmæssige og ikke mindst kemien, inden I påbegynder samarbejdet.
  • Hold fast i den gode dialog med entreprenøren, så du får præciseret de vitale elementer, hvor du ikke ønsker at gå på kompromis.
  • Sørg for at have tid nok i hele processen, så du har mulighed for at gennemtænke arkitekturen ordentligt og undgå for meget tidspres under selv byggefasen.
  • Få en arkitekt med fra starten, så du får samlet ideerne og holdt fast i den røde tråd i forhold til byggeriets samlede arkitektur og samspil af materialevalg.
  • For os var det essentielt, at husets atmosfære, stemning og arkitektur afspejler vores identitet.

– Beton er ikke kun en del af byggeriets konstruktion, men også et æstetisk element, fordi beton har en stoflighed over sig. Det er rart at røre ved. Og så fremstår beton ærligt, for du kan se, hvad materialet består af. Men beton kan i så store huse, som det her, også virke bombastisk, hvis det ikke blødes op som fx her af egetræ, der er anvendt på dele af gulvet og i vinduer og døre. Et materialemiks, der er vigtigt at bruge både ude og inde, fordi det giver en overordnet ensartethed og sanselighed, som du så kan lege kreativt med på detaljeplan. For mig handler det ikke bare om at lave en fin skal, men også om at føre arkitekturen og den overordnede, tilstræbte stemning videre på interiør- og belysningssiden.

Rasmus Bak

Rasmus Bak

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.