Svævende villa er årets mest innovative hus

Der kan være stor gevinst for både økonomi og velvære ved at vælge et speciallavet hus. I dag blev det offentliggjort, at en usædvanlig bolig i Glostrup er vinder af den prestigefyldte arkitekturpris IdéPrisen 2016 som årets mest vellykkede og innovative, arkitekttegnede hus. ”Huset er fyldt med oplevelser, og familien har fået et skræddersyet hus til en meget lav pris,” lyder nogle af dommerpanelets begrundelser.

Isma og Usman Syed er vant til, at forbipasserende drejer hovedet, når de kører forbi deres hjem i Hvissinge Skov ved Glostrup. De kommende måneder må de nok finde sig i, at interessen bliver endnu større. Det svævende hus er nemlig netop kåret som vinder af arkitekturprisen IdéPrisen 2016 for årets mest vellykkede, private nybyggeri.
Parret havde nogle helt særlige ønsker til deres kommende hus og kiggede i flere år på færdigbyggede huse. Til sidst måtte de erkende, at deres meget personlige ønsker kun kunne blive indfriet ved hjælp fra en arkitekt. Og de var noget overraskede, da parret fandt ud af, at de kunne få deres unikke drømmehus, tegnet specielt til denne grund, for cirka samme pris som et typehus.

”Ved et typehus tilpasser du dig huset. Det her hus er derimod lavet lige præcis til os. Det føles helt specielt at bo i et hus, som ingen andre i hele verden har. Vi ville gerne have store åbne rum og højt til loftet, og det får du altså ikke i et typehus, hvor konstruktionen er forudbestemt. Fx er der otte meter til loftet og kig til himlen fra vores køkken,” fortæller Usman Syed.

Alene i 2015 blev der bygget 3.815 private huse i Danmark – en stigning på 150 i forhold til året før – og stadig flere ønsker ligesom familien Syed en unik bolig tilpasset præcis dem. Det mærker man hos Danske BoligArkitekter, der oplever en stigende interesse fra private, der har fået øjnene op for muligheden for at få et personligt og skræddersyet hus til en rimelig pris – en pris, der ofte kan konkurrere med de bedste af typehusene. Også ved et eventuelt hussalg giver det god mening at tænke unikt og kreativt, understreger ejendomsmægler Jesper Nielsen og medlem af dommerpanelet til IdéPrisen.

”Hvis valget står mellem to lige store huse i samme område, vil alle vælge det arkitekttegnede. Der er en tydelig tendens til, at vi gerne vil adskille os mere og mere. Vi ser det både i det tøj, vi går i, og de steder vi rejser hen. Det betyder noget for os, at vores ydre skal repræsenterer os godt, og med hjælp fra en arkitekt kan folk få deres hus til at fortælle en særlig historie,” siger Jesper Nielsen.

Han understreger dog, at det er vigtigt, at huset ikke bliver for specielt. Funktionaliteten skal stadig være i orden, for hvis huset er for specielt og fyldt med skæve vinkler, er der en meget lille målgruppe i forbindelse med et fremtidigt salg.

Skal du bygge nyt?

Så bliv inspireret af vores flotte boligreportager med nybyggede huse.

Det siger juryen om årets vinder af IdéPrisen 2016:

”Det her er uden tvivl en bolig, som rigtig mange mennesker gerne ville bo i. Den detalje, jeg er mest forelsket i ved dette hus, er trappen. Den er vanvittig smuk, og kombinationen af træ og mere rå materialer er løst på en utrolig æstetisk måde.”
Lene Espersen, direktør for Danske Arkitektvirksomheder

”Familien har fået meget arkitektur for pengene, og det er ikke kun arkitektens fortjeneste. De har fra første skitse engageret sig med stor entusiasme i processen og været kompromisløse i deres ønsker til husets form og arkitektoniske udtryk – fx det svævende hjørne, der er lavet uden støttesøjle.”
Pernille Hjorth, arkitekt og sekretariatsleder hos Danske BoligArkitekter

”Huset er fyldt med oplevelser – både ude og inde. Især det søjleløse hjørne, som indefra åbner op til himlen og giver en ’the sky is the limit-følelse.”
Jesper Nielsen, ejendomsmægler og kendt fra tv-programmerne ’I hus til halsen’ og ’Hammerslag’

”Ruminddelingen er næsten det bedste ved huset. Der er en naturlig ruminddeling til børn og voksne på begge etager. Det giver et hus, hvor livet virkelig kan leves.”
Erik Rimmer, chefredaktør, BO BEDRE

”Huset er tydeligvis som skræddersyet til stedet. Modsat et typehus, der kan stå alle steder og derfor også ofte bliver ret upersonligt, er huset her bygget til at ligge i præcis denne skov med præcis det her lysindfald. Og parret har oven i købet fået det til en meget lav pris.”
Kristine Virén, arkitekt og formidlingschef, Bolius – Boligejernes Videnscenter

Jury, arkitekt Lars Bo Poulsen og husets beboere efter præmieoverrækkelsen. Foto: Claus Bjørn

Fakta om huset

  • Arkitekt: Lars Bo Poulsen, Nørkær + Poulsen Arkitekter
  • Byggepris: 3,75 mio. kr., heraf arkitekthonorar på 170.000 kr., der dækkede skitseforslag, myndighedsgodkendelse og projektering.
  • Areal: 270 kvm. Grunden er på 300 kvm.
  • Byggeår: 2015
  • Her bor: Isma Syed, sekretær, Usman Syed, global it-chef, og parrets tre sønner på 4, 12 og 16 år.
  • Hvor: Hvissinge Skov ved Glostrup.
  • Se den store boligreportage om huset her.

FAKTA

Sådan sikrer du dig et unikt, arkitekttegnet hus på mini-budget

  1. Læg et budget, og fremlæg det for arkitekten. Vær dog opmærksom på, at der ligesom ved andet byggeri kan opstå uforudsete udgifter senere i forløbet.
  2. Vær meget specifik omkring dine krav og behov. Det letter arkitektens arbejde.
  3. Begræns dig. Du kan altid vælge bedre materialer og smukkere løsninger, men det koster – på samme måde som med et typehus, hvor folk ofte ser grundprisen, men glemmer, at det koster mere, hver gang du skal bestille trelagsvinduer, massive trægulve osv. Vælger du fx tagpap og en simpel konstruktion, får du råd til smukke fliser, lækkert dagslys og personlige detaljer.
  4. Sæt fokus på kvalitet frem for kvantitet – et stort hus er ikke nødvendigvis bedre end et mindre. Men det er dyrere at bygge.
  5. Lav grundig research. Du kan spare penge mange penge på fliser, hvidevarer, køkken og gulv ved at indhente flere tilbud og krejle lidt. Det tager tid, men sparer penge.

Kilde: Danske BoligArkitekter

IdéPrisen – boligejernes egen arkitekturpris

IdéPrisen er boligejernes egen arkitekturpris og uddeles af Danske BoligArkitekter, der er et samarbejde mellem Bolius, Boligejernes Videncenter A/S, og Danske Arkitektvirksomheder.

Ideen er at vise, at arkitekter kan bruges til andet end kunstmuseer og operahuse. De er også yderst gavnlige, når almindelige boligejere skal have bygget nyt hus. Det er fjerde gang, prisen uddeles, og i år har man valgt at fokusere på arkitekttegnet nybyggeri.

Vinderen er udvalgt af både en professionel jury og via en afstemning på danskeboligarkitekter.dk. Juryen består af Lene Espersen, direktør i brancheforeningen Danske Arkitektvirksomheder, Erik Rimmer, chefredaktør på BO BEDRE, Kristine Virén, arkitekt og formidlingschef i Bolius, Jesper Nielsen, ejendomsmægler og kendt fra tv-programmerne ’Hammerslag’ og ’I hus til halsen’ samt Pernille Hjorth, arkitekt og sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter.
Vinderen af IdéPrisen får 25.000 kr. plus en statuette af den fynske kunstner Jens Ingvard Hansen.