Billedserie

Atriumgårde der forbinder inde og ude

En atriumgård er et lukket uderum og dermed en perfekt privat oase, der binder inde og ude sammen. Med vinduer ud til atriumgården får du en masse lys ind i boligen uden at lave udstillingsvinduer til naboerne. Søg læ og forlæng terrassesæsonen med 10 fede atriumgårde her.

Udeliv i flere zoner

Man kan ikke undgå at blive draget af denne flotte atriumgård, der inviterer til afslapning og hygge. Det intime gårdrum giver familien forskellige opholdszoner omkring huset og mulighed for et hyggeligt udeliv.

Det nybyggede hus har elementer af beton, der bliver blødt op af træ. Indretningen af atriumgården har også en stor effekt. De store krukker med træer trækker naturen ind, mens de mange havemøbler lægger op til forskellige aktiviteter.

Privat pool-liv

I hjertet af den eksklusive bolig finder man en stor træterrasse med indbygget pool, der fungerer som familiens samlingspunkt. Villaens mange rum støder ud til poolen og danner en privat atriumgård med et naturskønt kig mod syd. Fra nordsiden af huset kan man nyde havudsigten fra de overdækkede terrasser.

Privat uderum i nybyggeri

Visionen bag denne bolig har været at tegne en gennemtænkt familiebolig, hvor inde og ude smelter sammen, og hvor man føler sig hjemme i det øjeblik, man træder ind over dørtrinnet.

I atriumhuset er rummene arrangeret, så boligdelen, sammen med carporten, danner et lukket gårdrum - et atrium. På den vis får huset helt fra start et privat og karakterfuldt uderum – en sjældenhed i nybyggede huse, hvor hækken typisk lige skal have nogle år til at vokse op.

Respekt for det oprindelige gårdrum

Denne villa er opført som erstatning for den oprindelige villa, der lå på grunden. En villa som var forsømt og nedslidt og måtte rives ned. 

Den nye villa trækker mange referencer til den originale villas modernistiske udtryk, men er opført så rummene er tilpasset mere moderne funktioner og brug.

En ting er dog bevaret - nemlig gårdrummet, som er samlingspunkt for villaen og sikrer glidende overgange mellem inde og udelivet i boligen. 

Privatliv til familien

Ved dette nybyg har der været stort fokus på at indtænke et privat uderum indtil nybyggerkvarteret er vokset op med træer og buske.

I denne bolig danner garage og skur en mur mod vejen, så der opstår et privat haverum, hvor det spirende familieliv kan dyrkes i fred og i sikkerhed. 

Vildmarks-oase

Sommerhuset her er tegnet af arkitekt Eva Kristine Brørup og rummer en hyggelig atirumgård i direkte forbindelse med badeværelset. Her finder du også et vildmarksbad, hvor du kan nyde roen og den ægte sommerhusstemning, der omkranser dig. Atriumgården bliver en direkte forlængelse af badeværelset og skærmer samtidigt af, så det private rum forbliver privat.

Kvadratmeterne rykker udenfor

Familien ønskede et lyst alrum i en mørk tilbygning, der oprindeligt blev brugt som lager for en virksomhed. Arkitekt Anders Lind fik den idé at flytte nogle af kvadratmeterne udenfor i en atriumgård ved at rive noget af tilbygningen ned. Selvom rummet nu er mindre, virker det større, fordi atriumgården giver plads og luft omkring de store vinduespartier. Atriumgården fungerer nu som en naturlig forlængelse af det lyse køkkenalrum.