Billedserie

Spektakulære træhuse

Tænker du på en bjælkehytte i skoven, når du hører ordet "træhus"? Hvis du gør, så er du ikke alene. Men et træhus kan være meget andet end en bjælkehytte. I dag er der store muligheder i at bygge med træ, og arkitekter skaber træhuse i de vildeste former. I denne artikel viser vi dig spektakulære huse i træ, som får dig til at glemme alt om bjælkehytter.

Tubeformet sommerhus

Arkitekt Eva Kristine Brørup har tegnet dette iøjefaldende sommerhus i træ, som er placeret på en skovgrund 200 meter fra Kattegats kyst. Huset er designet i en tubeform med et bemærkelsesværdigt buet tag. Væggene er lavet i fyrretræ, som spillet smukt op til den synlige jernkonstruktion. Alt interiør er lavet af træ, som giver følelsen af at være i en traditionel træhytte - selvom dette sommerhus er alt andet end traditionelt.

Spidse vinkler og bløde former

Det imponerende træsommerhus tegnet af arkitekt Søren Sarup tager sig ud i en karakteristisk facon. Husets spidse vinkler og geometriske former står i kontrast til terrassens bløde linjer. På samme måde spiller tagets skiferfliser op til facaden i træ, og sammen skaber de forskellige elementer en harmonisk helhed.

Inspireret af mayaerne

Træhuset, som befinder sig på en smuk naturgrund i Nordsjælland, er tegnet af arkitekt Lotte Elkiær. Den pyramideformede tagkonstruktion leder tankerne hen til de gamle maya-templer i Mellemamerika. Ydermere har det flotte tag fået ovenlysvinduer, som kaster lyset rundt i rummene.

300 kvm originalitet

På første række til Sejrøbugten ligger dette intet mindre end 300 kvm sommerhus med panoramisk udsigt over hele bugten. Og netop udsigten har arkitekt Martin Kallesø haft fokus på at få alt ud af. Derfor har han tegnet mange indhak i facaden, som giver adskillige vinkler med kig til havet og skaber mulighed for flere gårdhaver og terrasser. For at matche sommerhuset med områdets ældre huse har han valgt at beklæde facaden med smalle sortmalede brædder.

Den moderne bondegård

Placeringen på landet og de tre bygninger med hver sine funktioner giver dette hus karaktertræk af en bondegård. Arkitekt Niels Christoffersen har valgt facader beklædt med cedertræ, og den vandrette beklædning forstærker husets enkle arkitektoniske udtryk. Også de rustikke og autentiske ladeporte bidrager til husets autentiske og samtidig moderne fortolkning af den trelængede bondegård.

I træ fra top til tå

Betagende smukt sommerhus. Andet kan man ikke sige om dette mesterværk af arkitekt Søren Sarup. Sommerhuset er placeret i naturen med tæt beplantning og udsigt til en sø, og valget af materialer i træ får det til at gå i et med naturen.