10 inspirerende entréer

Kom indenfor!

Flyder entreen med sko og overtøj og mangler du ideer til farver, indretning og smarte opbevaringsløsninger – så se med her, hvor vi viser dig 10 venlige indgange til hjemmet.


Tekst af Pernille Hjorth
Foto: Christina Kayser Onsgaard, Martin Dyrløv m.fl.

Farvel til rodet

En entre med åben trappe og nul garderobeplads betød kaos hos børnefamilien i dette hus.

Men så kom arkitekt Nanna Bering forbi og skitserede en løsning, der gav styr på sko, overtøj og skoletasker.

Pladsen under den åbne trappe blev omdannet til rummelige skabe, der har diskrete låger med klik-åbning.


New Yorker-stil i baghuset

Baghuset bag Perchs Thehandel husede oprindeligt købmænd og andre handelsvirksomheder. I dag er bygningen omdannet til moderne lejligheder.

Den fritlagte murstensvæg og radiatorskjuleren af sortbejdset asketræ understreger pakhus-stemningen.

De sjove hattelamper fra Innermost kan købes på designdelicatessen.dk.


Midnatsblå ankomst

Da arkitekt Thomas Hjort overtog sit drømmehus overtog han samtidig en nedslidt hall med gammel linoleumsbelægning.

Men Thomas var vild med den dybe, midnatsblå farve, som man ikke kan få mere i dag. Derfor blev belægningen renoveret og bevaret.

Væggene er malet i en lyseblå tone, der matcher gulvet og stilen i det gamle hus.        


Tegneserie-galleri

Familien i denne lejlighed er vilde med tegneserier – især Tintin-tegninger. Det hele begyndte med en Tintin-kalender, men da året var omme, rev de alle tegningerne ud og hængte dem op i gamle rammer, som de fandt på loppemarkeder.

Siden er samlingen vokset. En knaldrød, indbygget reol holder orden på familiens fodtøj. Bænken er et arvestykke.


Vis frem og gem væk!

Det er ikke alt i entréen, der tåler at blive vist frem. I dette hus, er der bygget nicher til de ting, som familien har lyst til at vise frem, og lukkede skabe og skuffer til fx vintergear, cykelhjelme og andet praktisk. I nichen for enden hænger det overtøj, som pt. er mest i brug.


Lang, men ikke kedelig

Et traditionelt typehus fra 1960’erne er her forvandlet til en lys og moderne drømmebolig.

Den lange gang, som denne hustype ofte er født med, er indrettet med højglanslakerede garderobeskabe, og lange, svævende hylder til sko.

I den modsatte ende står en gammel bænk med familiens rejseminder og lys.


Hjemmearbejdsplads i entreen

Da typehuset fra 1959 skulle forlænges med en tilbygning så arkitekt Rasmus Bak sit snit til at skabe en lys og lækker entré med masser af garderobeplads, udgang til haven og en niche til hjemmearbejdspladsen. Skabene fra Ikea er blevet sprøjtelakeret i smukke pastelfarver og har fået lædergreb fra Skindladen i Otterup.


Respekt for 50’er stilen

Murermestervillaen fra 1950 fik nye, unge ejere, der ønskede at bevare husets særlige ånd. Med hjælp fra arkitekt Jørgen Dahlgaard blev villaen totalrenoveret med respekt for de originale detaljer.

I entreen er den riflede vægbeklædning og de indbyggede garderobeskabe malet i en karakteristisk 1950’er kulør.


Skæve fund og historier

Fortiden som filmrekvisitør manifesterer sig allerede i entreen i denne bylejlighed, som Thomas Abel og hustruen Caroline har bygget om i samråd med arkitekt Gitte Falk.

Pladsen er udnyttet til sidste kvadratcentermeter med bænke, knager og reoler fra gulv til loft.

Vinduet ud mod køkkenet er et gammelt værkførervindue, som giver ekstra lys i entreen.


Pejsen byder velkommen

60’er husets store, åbne entre med gaspejs er en venlig indgang til hjemmet. Den sortmalede trævæg har niche til overtøjet og fungerer som rumdeler mellem entré og spisestue. Pejsen kan nydes fra begge sider.