Kontakt Arkitekten
Lotte Elkiær

Bliv ringet op gratis af Lotte Elkiær

1960’er parcel blev til lyst drømmehjem

Snævre børneværelser, pistolgang og gule mursten hørte det gamle parcelhus til, der i dag bader i lys, luft og højt til loftet på den gamle skovmatrikel. Se her, hvordan familien Falk forvandlede deres trætte parcelhus.

Af Christina B. Kjeldsen
Foto: Martin Dyrløv Madsen

Det var ikke fordi, Mette Falk og hendes familie nærede særligt varme følelser for den klassiske parcelstil og dertil hørende kvaliteter, da de købte deres 1960'er-parcelhus ved Hareskovby i Nordsjælland. Faktisk var de ikke engang ude og se på det lille gulstenshus, inden de sendte et bud af sted til ejendomsmægleren.

– Vi havde kigget efter hus i lang, lang tid og havde efterhånden indsnævret det til en håndfuld veje tæt ved skoven og skolen, som vi gik og holdt øje med. Da huset her kom til salg, bød vi på det. Jeg var helt overbevidst om, at vores arkitekt Lotte Elkiær ville kunne bygge det om til det, vi ville have uanset hvad, fortæller Mette Falk.

Husets oprindelige køkken tørstede efter lys og luft. Men efter ombygningen er der blevet plads til familiens drømmekøkken med masser af lys og luft og kontakt til den smukke have.

Det blev et lynhurtigt salg, og da Mette og familien kom ud og kiggede på det hus, de pludseligt havde købt, var der intet, der rykkede ved deres tro på, at det nok skulle blive et hjem efter deres hoved. Selv om energimærket var i bund og huset var mindre, end det rækkehus, de kom fra.

Terrassen er en fortsættelse af køkkenet, og man føler nærmest, man står i haven, når man arbejder i køkkenet

Sammen med arkitekten gik familien i gang med at tegne på det hus, den klassiske 1960'er-parcel skulle bygges om til. Løsningen blev et etplanshus med en ny tilbygning, der er bygget forskudt på den oprindelige del af parcelhuset. Resultatet blev en moderne og skarpskåren version af parcelhuset med et stort fokus på udelivet, som familien vægter rigtig højt.

FAKTA OM HUSET

Familien fik: til- og ombygget et nedslidt parcelhus fra 1966. Det oprindelige hus på 112 m2 blev udvidet med en tilbygning på 67 m2 så huset i dag indeholder køkken-alrum, stue, fire soveværelser samt bryggers, viktualierum, loftsrum og to badeværelser. Derudover haveanlæg, terrasser og carport.

Processen: Familien overtog deres hus i november og kunne flytte ind i det totalrenoverede hus ca. 7 måneder efter.

Samlet byggesum inkl. arkitekt: ca. 3,5 mio.

Husets forskudte dele gør, at køkkenet og spisepladsen hænger sammen med opholdsstuen, men alligevel er adskilt. Udhænget ved terrassen giver Carsten mulighed for at bruge grillen hele året rundt i tørvejr – et klart ønske, som arkitekten tegnede med i det færdige hus. Andeparret på terrassen kom forbi og gik faktisk helt ind i huset, da vi var på besøg. Stole fra Paustian, og kunsten herover er et lyddæmpende vægpanel, håndlavet af Anne Kyyrö Quinn – se annekyyroquinn.com.

Arkitektens råd til 1960'er-huse

  • Lysindfaldet i et hus er afgørende for den livskvalitet, din bolig kan være med til at give dig, så vær meget opmærksom på grundens solorientering, både hvordan det eksisterende hus ligger, men også i forhold til, hvor på grunden du kan bygge til.

  • Vær opmærksom på, at det langt fra er alle 1960’er huse, det kan betale sig at bygge videre på. En del huse fra den periode er i så dårlige materialer (eksempelvis et rent gasbetonhus), at det både omkostningsmæssigt og energimæssigt ikke kan betale sig. Få altid en byggesagkyndig med indover inden køb.

  • Undersøg, om der er nogle særlige servitutter på grunden, der kan komme til at spænde ben i forhold til en til/ombygning – det kan være f.eks. være at der kun er tilladt 1 etage.

  • Et huskøb og en om/tilbygning er en af de største investeringer, man gør i sit liv, og det er derfor vigtigt at få professional rådgivning, så du får afdækket alle de muligheder en grund og et hus har.
Et helstøbt hus. Den lave del af huset markerer den oprindelige del af parcelhuset, mens den høje del er den forskudte tilbygning. Hele huset er blevet pudset op, og familien nu fået et hjem på 179 kvm, der ligeså godt kunne have været et spritnyt hus. Stuedelen af uderummet er indrettet med bløde loungemøbler fra Karmameju. Fuglehus PipPip fra SMD design.
Husets oprindelige køkken tørstede efter lys og luft. Men efter ombygningen er der blevet plads til familiens drømmekøkken med masser af lys og luft og kontakt til den smukke have. Familien Falk har tænkt meget over akustikken i huset, og har indrettet rummene med lyddæmpende kunstværker fra Akuart og her over spisepladsen desuden med akustikplader. Spisebordet er fra 8000c, lamperne er Hope fra Luceplan og Wegners Y-stole er fra Carl Hansen & Søn.
Det nye køkken er fra Kvik og blev tegnet groft ind i huset af arkitekten og finpudset af køkkenfirmaet. Bordpladen i corian er fra Bordpladen.dk, armaturer fra Vola og køleskab fra De Dietrich.

Oprindeligt kiggede vi jo efter noget nybygget, for vi har hverken tid eller evner til at bo i et hus, der kræver konstante reparationer. Her føler vi også, vi bor i et nyt hus, hvor alt er tilpasset vores behov.

– Arkitekten fik mere eller mindre frie hænder og kom med flere forskellige forslag. Vi ønskede os et hjem med masser af lys, og hun har i tråd med det ønske formået at få haven inkluderet i huset. Terrassen er en fortsættelse af køkkenet, og man føler nærmest, man står i haven, når man arbejder i køkkenet, forklarer hun.

Familien faldt også for, at stue og køkken er lidt adskilt, selv om de stadig var tæt på hinanden – for husets forskudte dele gør, at du alligevel kan trække dig tilbage til stuen uden at kunne kigge ud på opvasken.

På den måde tilgodeser arkitekturen alle de ønsker, som familien havde listet op og som de typehuse, som Mette Falk også havde researchet på, ikke kunne indfri. Og selv om fundamentet for huset er et gammelt 1960'er-parcelhus, føler familien at de bor i et helt nyt hus.

– Oprindeligt kiggede vi jo efter noget nybygget, for vi har hverken tid eller evner til at bo i et hus, der kræver konstante reparationer. Her føler vi også, vi bor i et nyt hus, hvor alt er tilpasset vores behov. Det slående punkt er udhænget ved terrassen, hvor vi griller hele året, og det var nærmest min mands eneste krav til huset – at han kunne stå og passe grillen i tørvejr. Og det kan han nu.

Kig fra køkkenet mod indgangspartiet, hvor loftshøjden er hævet og et vindue er sat ind for at give mere lys og luft. Kunsten på væggen er endnu et lyddæmpende værk fra Earmark / Akuart, køkkenet er fra Kvik med corian-bordplade fra Bordpladen.dk, køleskabet fra De Dietrich.
I stuen har familien indrettet et hyggeligt sofahjørne, der fortsætter ud på terrassen, som i denne del også er indrettet med opholdsmøbler. Sofaen er fra Bolia og sofabordet i corian fra Naver Collection. Skænken er et arvestykke af Børge Mogensen, den høje lampe fra Tom Dixon. Maleriet over sofaen er endnu et lyddæmpende stykke kunst, her fra Earmark / Akuart.

Boligejerens bedste byggeråd

  • Vælg gerne en lokal entreprenør. Vi fik tre tilbud fra håndværkere, der alle gav et bud ret tæt på hinanden. Vi valgte ikke det billigste, men et lokalt firma, Partnerbyg, hvor tømrermesteren bor lige om hjørnet. Så han kiggede lige forbi hver eneste dag og holdt snor i byggeriet.
  • Pak følelserne væk. Det var klart en fordel, at vi ikke havde følelser omkring det gamle hus. Det gav arkitekten helt frie hænder til at efterkomme vores behov. Og så hjalp det også, at vi var helt trygge ved det, som Lotte kunne. Prismæssigt endte vi også med en løsning, der lå tæt på det, det kostede at nyt bygge et helt nyt typehus. Men nu har vi fået noget helt unikt, der er vores, og som ingen andre har.
  • Tænk uderummene med fra start. Vi er lykkelige for vores terrasse, der er tænkt ind i arkitekturen som en forlængelse af både køkken og stue. Det giver mulighed for at have mange gæster, og vi kan dyrke vores glæde ved at grille hele året.
Et af husets to badeværelser. Enkelt indrettet med grå fliser fra Royal Mosa og møbler fra Duravit.
Kig ned af den tilbyggede del af huset, hvor værelserne ligger mod haven og forsiden af huset, mens de høje vinduer nærmest haven hører til det lyse køkken-alrum. Mod haven og skoven har huset store vinduespartier.
Mod vejen er huset mere lukket om sig selv med mindre vinduer. Her ser man tydeligt arkitektens idé om at bygge huset til med en forskudt del. Loftshøjden i den oprindelige del (til højre) er hævet ved indgangspartiet for at give en mere lys og luftig velkomst til huset. En stor forskel fra det oprindelige 60'er-hus' mørke og lavloftede pistolgang.