5 tips til det perfekte bad

Et bad skal kunne lidt af det hele.
Det skal være praktisk og funktionelt indrettet, nemt at vedligeholde og gearet til både det hurtige, daglige brus og den langvarige selvforkælelse.
Her får du gode råd og inspirerende løsninger til badets indretning og materialevalg.     

Af Pernille Hjorth
Foto: Christina Kayser Onsgaard m.fl.

#1

Badet skal passe til boligen

Et vellykket badeværelsesprojekt begynder med et kig på huset. Der er nemlig flere gode grunde til at tage byggestilen og husets oprindelige materialeudtryk i ed, før du shopper amok i fliser og sanitet. Først og fremmest er autentiske huse i højere kurs end stilforvirrede. Renoverer du med solide materialer og respekt for den oprindelige arkitektur, får du i højere grad din investering retur, end når du genvejsrenoverer med triste standardløsninger.    

Du får samtidig en mere helstøbt og sammenhængende bolig, og du får måske gravet lidt mere af den sjæl og charme frem, som du oprindeligt faldt for ved dit hus. En god måde at skabe sammenhæng mellem nyt og gammelt på er fx at bruge materialer og løsninger fra samme tidsperiode, som huset er bygget. Men giv dem gerne et moderne tvist.

I dette renoverede bad har arkitekt Anders Barslund genskabt 1920’er villaens oprindelige stil med terrazzogulv, hvide vægfliser og messingarmaturer.  Badet er moderniseret med gulvvarme, samtidig er de gamle rørinstallationer udskiftede med nye, der er lagt ind i væggene. Det afrundede vaskeskab ser næsten ud, som om det altid har stået der, men er bygget af standardelementer fra HTH og suppleret med en kridhvid Corian bordplade samt stiltypiske sorte greb. Håndklædetørreren er et unikum, som en dygtig blikkenslager har svejset sammen af kobberrør.  


#2

Indret med omtanke for rummet

Badets indretning har stor betydning for oplevelsen af og funktionaliteten i rummet. Den bedste indretningsløsning afhænger af flere ting bl.a. rummets form og størrelse, lysindfaldet, placeringen af de faste installationer osv. Jo mindre rummet er, desto grundigere bør indretningen gennemtænkes. I store rum er det derimod nemmere at eksperimentere med scenografien ved fx at gøre et fritstående og skulpturelt badekar til blikfang i rummet. Er pladsen mere begrænset, bør du prioritere en god og rummelig bruseplads højere end både brus og badekar.

Her er der valgt en løsning, hvor alle installationskrævende elementer er samlet på den samme væg. Denne løsning har flere fordele og egner sig ekstra godt til aflange rum med min. 2,7 m ubrudt vægflade. Fidusen med at samle alt på én væg er, at rørføringen bliver væsentligt forenklet og dermed billigere i håndværkertimer. Monteringen i en installationsvæg giver desuden mulighed for væghængte elementer, hvilket letter rengøringen og giver møbleringen et svævende og mere elegant udtryk. Familien her har prioriteret en ekstra stor bruseniche med dobbelt bruser. Glasafskærmningen sikrer at dagslyset kommer helt ind i rummet. De keramiske fliser er robuste og meget nemme at vedligeholde, da de tåler syreholdige rengøringsmidler.

Husk, at det altid er en god idé at søge professionel rådgivning hos en arkitekt, så du får vendt alle muligheder og løsninger, og får hjælp til at prioritere korrekt.  


#3

Knyt inde og ude sammen

Det daglige bad handler ikke kun om hygiejne, men også om velvære og om at behage sanserne i de salige minutter under bruseren. Synssansen kræver visuel ro i rummet og stimuleres af en smuk udsigt til naturen eller en grøn oase i haven. Med en terrassedør fra badet, kan du nyde den friske morgenluft, mens du står under bruseren. Bagefter kan du søge udenfor og lufttørre i solen.

I arkitekten Rasmus Baks eget badeværelse er der lagt vægt på sammenhængen mellem ude og inde. Det store glasparti i endevæggen giver adgang til en afskærmet og pigstensbelagt gårdhave med bruser og badekar – et decideret udebadeværelse med grønne plantevægge og himlen som loft. Udebadet har indlagt varmt vand og bruges flittigt hele året - også i de mørke og kolde måneder, hvor gårdhaven lyses op af stormlygter og karret fungerer som en slags hot tub. I nyere typehuse er det forholdsvis simpelt at erstatte et lille vindue med en terrassedør, men husk altid at søge professionel rådgivning, før du piller ved husets konstruktioner.            


#4

Tænk i opbevaringsløsninger

Praktisk opbevaringsplads er altafgørende for funktionaliteten i badet. Gennemtænk dine rutiner og indret rummet, så de ting du oftest bruger altid er inden for rækkevidde, dér, hvor du skal bruge dem. De lækre toiletartikler fx cremer og parfume kan du vise frem på åbne hylder eller i en indbygget niche over vasken. Men sørg også for opbevaringsplads til de kedelige hverdagsting, som du ikke gider se på fx hygiejnebind og vatpinde. Du bør desuden gennemtænke en løsning til dit snavsetøj fx en indbygget vasketøjskurv i et skab eller en skuffe under vasken.

I denne gennemrenoverede 1950’er villa har arkitekt Anders Barslund slået to fluer med et smæk: Panelvæggen i valnøddefinér fungerer både som installationsvæg og som rummeligt opbevaringsmøbel – så rummeligt, at selv toiletbørsten og hygiejnespanden kan gemmes af vejen.    


#5

Slip fantasien løs

Den kreative og sjove del af et badeværelsesprojekt er valget af fliser, sanitet og tilbehør. Men det kan være svært at overskue mulighederne og finde den rette balance mellem det praktisk-funktionelle og det æstetiske. Materialer og inventar skal nemlig ikke kun være fugttålende, skridsikre og lette at vedligeholde. De skal også være smukke, matche boligen og leve op til dine forestillinger om det personlige drømmebad. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i de forskellige materialer og deres egenskaber, krav til vedligeholdelse, syrefølsomhed osv. Du skal samtidig afgøre med dig selv, hvor meget tid og knofedt, du vil bruge på vedligeholdelsen. Er du wash’n go-typen eller en travl børnefamilie, skal du prioriterer robuste materialer og praktik højt, og omvendt. Men ellers er det blot at slippe fantasien løs og lade dig inspirere af alverdens badeanstalter og spahoteller.

I dette bad var ønsket en stemningsfuld badegrotte med rustikke naturmaterialer. Brusevæggen er bygget med paneler af natursten og på gulvet er lagt skiferfliser med struktur. Da skifer er syrefølsomt og derfor ikke kan afkalkes, er hele gulvet imprægneret med en forsegler, der lukker stenens overflade. Vaskesøjlen og badekarret i hvid Corian er til gengæld nemme at vedligeholde. Det samme gælder de robust armaturer i børstet stål.       

Se også