8 forvandlede typehuse

De er blevet beskyldt for at være grimme og kedelige. Men typehusene fra 1960'erne og 70'erne har vist sig at være langt bedre end deres rygte. De er smækfyldt med muligheder og populære som aldrig før. Se 8 kreative forvandlinger her, og få ideer til hvordan du bedst udnytter husenes skjulte potentialer. 

Af: Pernille Hjorth
Foto: Christina Kayser Onsgaard,
Andreas Mikkel Hansen, Martin Dyrløv Madsen og Julie Vöge

1. Fra dyster kældertrappe til imponerende biblioteksvæg

Familien i denne villa fra 60’erne ønskede at udnytte de mange kvadratmeter i deres kælder bedre, så de blev en aktiv del af huset. Før var der et mørkt og trangt trapperum, der forbandt de to etager.

Arkitekt Erik Nord foreslog en markant åbning mellem etagerne, hvor en trappereol forbinder det øvre og det nedre niveau. På den måde er der skabt sammenhæng mellem etagerne og den nederste etage føles ikke længere som en kælder.

Se flere billeder af projektet her.


2. Fra mørk cigarkasse til lys og moderne drømmehus

Nikotingulnede listelofter, pistolgang og gule mursten hører fortiden til. I dag bader det gamle typehus fra 1960’erne sig i lys og luft. Det oprindelige hus er udvidet med en højloftet tilbygning, der giver et skønt kig til haven. Ombygningen er tegnet af arkitekt Lotte Elkiær fra Elkiær + Ebbeskov Arkitekter.

Se alle billeder fra huset her.


3. Gammelt hus i ny indpakning

Den karakteristiske 1960’er arkitektur med udhæng, saddeltag og lette facadepartier er bevaret, men opdateret med fibercementplader og vinduer i samme antracitgrå farve, der giver en fin kontrast til det hvidpudsede murværk.

Før ombygningen var huset ”lukket” i midten. Men med den nye, åbne planløsning har familien fået ét stort rum, hvor dagslyset kommer ind fra begge sider. Fra køkkenet er det blevet muligt at nyde udsigten til den nærliggende skov, mens man laver mad. Ombygningen er tegnet af Morten Dalsgaard fra M4 Arkitekter.

Se hele forvandlingen her.

4. Tradition og fornyelse i parcelhuset

Stuen i denne nænsomt renoverede Friis & Moltke-villa er åbnet op til køkkenet og spisestuen. De oprindelige parketgulve er udskiftet med nye, og radiatorerne under vinduerne er erstattet med gulvvarme. Det har givet mulighed for et nyt vinduesparti med glas fra gulv til loft. Den gamle brændeovn var sjov, men upraktisk og måtte vige pladsen for en ny og mere miljøvenlig pejseindsats. Huset er bygget om med hjælp fra Rasmus Bak, Baks Arkitekter.

Se mere fra den respektfulde til- og ombygning her.


5. Ny facade skjuler det grimme tagudhæng

Huset her var en nedslidt sag i gasbeton med fladt tag og et grimt tagudhæng. Men med hjælp fra arkitekt Rasmus Skaarup fra 2r arkitekter er det forvandlet til et skarptskårent og moderne hus med en rummelig tilbygning og facadebeklædning i cedertræ. Den nye facade skjuler samtidig det uskønne tagudhæng, som det ville have været meget dyrt at skære af.

Den mørke værelsesgang er ikke til at kende efter den har fået ovenlyskupler. Den oprindelige dør mellem køkken-alrum og gang er fjernet og erstattet med store skydedøre, der går fra gulv til loft og fra væg til væg.  Gulvet i cementpuds binder rummene sammen til en visuel helhed.

Se flere billeder fra huset her.


6. Kunstigt åndedræt til typehuset

Beliggenheden var helt perfekt. Men selve huset var på ingen måde det drømmehus familien ønskede sig, og de havde svært ved at se, hvordan den nedslidte gulstenskasse nogensinde skulle kunne blive en tidssvarende familiebolig. Men så kom arkitekt Jan Christoffersen fra Christoffersen Arkitekter på besøg og familien fik åbnet øjnene for hvordan et klassisk typehus kan moderniseres så det fremstår helt moderne.  

Se alle billeder fra huset her.


7. Huset voksede i højden

Den naturskønne beliggenhed på kanten af en nordsjællandsk skov var helt perfekt. Men derudover lod det nedslidte og triste 1960’er hus meget tilbage at ønske. Indretningen var håbløst umoderne, rummene tørstede efter dagslys og der manglede ekstra kvadratmeter til familiens børn. Men da huset ligger i landzone, var udfordringerne at tegne en løsning, der ikke udvidede husets foraftryk på grunden, men alligevel gav ekstra plads, lys og livskvalitet til familien. Den opgave løste arkitekt Uffe Leth ved at lade huset knopskyde i højden med en række ”tagboliger” der indeholder børneværelser, hemse og smukke ovenlys.

Se mere fra projektet her.


8. Ny førstesal med panoramaudsigt

Huset på bakketoppen ligger helt perfekt, men ejerne ville have endnu mere ud af den smukke beliggenhed og bad arkitekt Lars Bo Poulsen fra Nørkær + Poulsen om hjælp til at tegne en ekstra etage på huset uden at ødelægge de oprindelige materialer, linjer og proportioner. Resultatet er en skulpturel tilbygning i højden, der har givet familien ekstra kvadratmeter og en fantastisk panoramaudsigt.

Se flere billeder fra huset her.


5 ting du bør bevare i typehuset

  1. Skifer eller andre natursten. Der er langt mere spil i gamle naturstensfliser, og med lidt forsigtighed kan de pilles op og genbruges andre steder.
  2. Gamle haver. Grønne oaser skaber rum og oplevelser omkring huset, som nye haver har svært ved at hamle op med. Tynd gerne lidt ud de stedsegrønne vækster, hvis kirkegårdsstemningen har taget overhånd.
  3. Glatte finérdøre i mahogni. Det er især smukt, hvis du sætter det sammen med moderne, rå materialer som fx beton og stål. Er du ekstra modig bevarer du også de oprindelige plastikhåndtag.
  4. Finurlige detaljer. Fremelsk det skæve. Bevar de sjove og tidstypiske detaljer fx glasmosaikvinduer, ventilationsluger og træskodder. Det giver dit hus kant og personlighed.
  5. Den åbne pejs. Genbrug åbningen ved at bygge en pejseindsats ind i den, og byg evt. et brændedepot omkring den, så du fremhæver pejseområdet.

Kilde: Arkitekt Rasmus Bak/Danske BoligArkitekter


Se også disse historier