Kontakt Arkitekten
Thue Krog Andersen

Bliv ringet op gratis af Thue Krog Andersen

Anden gang er lykkens nybyggergang

Lars og Lotte boede i et hjemmebygget hus, og var friske på at bygge igen, da den rigtige grund dukkede op. Nu med hjælp fra en arkitekt, så parret denne gang var sikre på at få udnyttet kvadratmeterne optimalt.

Af Julie Vöge
Foto: Andreas Mikkel Hansen

De boede egentlig meget godt, dér i det gamle sommerhuskvarter i grønne omgivelser, og i et hus, som Lars med sine egne, bare næver havde bygget det meste af tilbage i 2005. Til daglig arbejder han med IT, og netop kontrasten i at sidde i timer foran en computer og i fritiden få lov til at lege byggemand Bob gjorde, at det projekt, der for mange ville virke som en uoverkommelig mundfuld, for Lars var kærkommen afveksling. Derfor var planen også, at han skulle trække i arbejdstøjet igen, da familien nogle år senere forelskede sig i en grund lidt længere nede ad vejen og besluttede sig for endnu en gang at bygge deres egen bolig. Det færdige resultat med det første hus havde imidlertid åbnet Lotte og Lars øjne for, at der var en masse muligheder rent arkitektonisk, som de ikke have fået udnyttet godt nok.

Det var umiddelbart en masse ønsker, som var svære for os selv at tænke en løsning frem på, men som heldigvis ikke var en for svær opgave for arkitekten.

- I vores første hus valgte vi en del nemme løsninger, der lænede sig meget op af et traditionelt typehus, og fik derfor en lidt kedelig bolig. Vi valgte desuden nogle løsninger, som virkede godt på papiret, men som i realiteten ikke var super brugbare, fortæller Lars. Det gjaldt fx at bygge loftet til kip, og dermed ikke have et loft eller en kælder, hvor familien kunne stuve vintertøj, vinterdæk og ekstra klapstole af vejen. Ligesom højden i stuen gav en dårlig akustik. Huset havde også to indgange og to store badeværelser, men familien brugte aldrig den ene dør og det andet badeværelse. I erkendelse af, at parret havde truffet nogle planløsningsmæssige beslutninger, som de senere fortrød, besluttede Lotte og Lars sig for at kontakte Thue Krog Andersen fra Årstiderne Arkitekter for at få hjælp til deres nye hus.

Thue Krog Andersen, der er medlem af Danske BoligArkitekter tegner boliger i en stil, som familien godt kan lide. Alligevel lod de ikke udformningen af huset være helt op til arkitekterne, for Lotte og Lars havde allerede gjort sig en masse erfaringer i deres første husbyggeri og vidste præcis hvilke faldgruber, de skulle styre udenom i deres nye hus.

Parret var enige om, at de gerne vil have et hus i en moderne, minimalistisk stil med åbne rum, uden at der skulle være tale om store, afgrænsede rum, som kan være svære at indrette.

- Vi ville også have en pejs med siddebænk, morgenlys i soveværelset, en overdækket hovedindgang, en separat Tv-stue, et børnelegerum, store vinduespartier, hyggelige nicher og kontraster i materialer, så huset ikke kom til at ligne et ordinært typehus. Det var umiddelbart en masse ønsker, som var svære for os selv at tænke en løsning frem på, men som heldigvis ikke var en for svær opgave for arkitekten, siger Lars.

FAKTA OM HUSET

Familien fik: 370 m2 arkitekttegnet familievilla med kælder og rummelig garage samt haveanlæg med spejlbassin og flere terrasser, som er tilpasset husets arkitektur.

Proces: Familien lavede en ønskeliste, som dannede grundlag for de skitseforslag, som arkitekt Thue Krogh Andersen fra Årstiderne Arkitekter derpå lavede. Fra skitseforslaget var godkendt tog det ca. fire mdr. at færdiggøre tegningsmaterialet. Familien fandt selv en entreprenør, Jan Drøhse Løgumkloster Tømrer- & Snedkerforretning ApS samt en byggesagkyndig, der kunne tage sig af eventuelle tvister under byggeriet.

Materialevalg indvendigt: Akustiklofter i fællesrum. Gulve i egelamelplanker, antracitgrå vinduesrammer og mørkebrune sten omkring pejsen.

Materialevalg udvendigt: Huset er et træskelet beklædt med betonplader, der er pudset op, så det ligner hvidmalet beton. Ved skorstenen, der er blotlagt, er der mørkebrune teglsten og udvalgte steder egetræsbeklædning mellem vinduespartier. Terrassedækket er lavet af hårdt træ med navnet Ipé.

Energitiltag: Energimæssigt er boligen tænkt som en helhed, der åbner op med store glaspartier mod syd og solen. Der er dog lavet overhæng udover vinduerne, som skærmer for lyset og dermed sørger for, at rummene ikke bliver overophedet om sommeren. Der er solceller på taget og regnvandsopsamling til havevanding forbundet til 3 vandhaner i haven. Huset har også et balanceret ventilationsanlæg, der genanvender og fordeler varmen og sørger for et godt indeklima.

Byggepris: 5 mio. heraf arkitekthonorar 175.000 kr.

I mellemgangen, hvor nedgangen til kælderen også er, er der sat ovenlysvinduer i for at alle steder i boligen skal være oplyst af naturligt dagslys, og altså også en del af kælderen.
Egetræsgulvene i lamel plank er fra Norparquet, der kan levere planker til trapper, så trinene ser massive ud.

Thue Krog Andersen tog alle familiens ønsker til sig og holdt dem op imod den stramme lokalplan, der blandt andet diktere at husene ikke må være større end 200 m2 og at der ikke må reguleres og niveauudlignes på terrænet, hvilket var fristende da byggegrunden skråner en helt del.

- De mange juridiske benspænd kan være svære for private at bøje og integrere på en brugbar og ligefrem dynamisk måde i et byggeri, men er tit udfordringer, som får det mest kreative frem i os arkitekter. Jeg valgte at lade huset følge den skrånende grund, hvilket gav spændende niveauforskelle og mulighed for højde til loftet. Niveauforskellene giver nicher, overraskende detaljer og mulighed for som familie at være sammen og alligevel lidt adskilt.

I vores første hus valgte vi en del nemme løsninger, der lænede sig meget op af et traditionelt typehus, og fik derfor en lidt kedelig bolig.

Det er blevet til en komplet familiebolig, hvor børn og voksnes rutiner og interesser er tænkt ind i arkitekturen og planløsningen, forklarer Thue Krog Andersen. Han tilføjer, at familien Rasmussens grund og hus er et godt eksempel på, hvor givtigt det er at alliere sig med en arkitekt:

- Det havde været svært at få plads til et typehus på den her skrånende grund. Og var det lykkedes, så er jeg ret sikker på, at det ikke ville være et lige så spændende hus at gå på opdagelse i, som det hus Lars og Lotte nu kan kalde deres.

Familiens bedste byggeråd

  • Når du beslutter at bygge dit eget hus, så er det en fantastisk mulighed, som du ikke bør spilde på dårlige beslutninger. Gør det rigtigt, én gang for alle og søg al den rådgivning du kan.
  • Finder du selv en entreprenør, så sørg for at arkitekten har lavet et detaljeret tegningsmateriale med grundige beskrivelser. På den måde sparer du både entreprenørens tid og din egen, da der er færre ting at tage stilling til i byggefasen.
  • Lad dig ikke afskrække af, at det de første samtaler med arkitekten kan virke meget abstrakte. Lige så snart, han eller hun laver en grundplan, bliver projektet mere konkret.
I tre udvalgte fællesrum er der sat akustiklofter op. Hullerne er kvadratiske og matcher på den måde husets firkantede, enkle stil.
Pejsebænken med indbygget opbevaring ved siden af pejsen er en genganger fra familiens første hjemmebyggede hus. Der er tale om 3-lagsvinduer, som ikke bliver kolde at sidde op ad selv på en vinterdag.
Pejsen er muret op af håndbrændte sten fra Petersen Tegl A/S, der sammen med egetræsgulvene giver en varm kontrast til de hvide vægge og lofter.
Lotte og Lars ønskede sig en bolig i en moderne, minimalistisk stil, som samtidig ikke måtte være en stram, kedelig kasse. Resultatet er blevet et hus i flere niveauer med knæk, indbyggede detaljer og brydninger i materialevalg.
Et overdække over de store glaspartier mod syd sørger for, at rummene ikke bliver overophedet.
De store vinduesrammer er fra Pro Tec Vinduer A/S og har den finesse, at glasset brydes af en vandret sprosse på den øverste tredjedel, hvilket tilfører vinduespartiet et let udtryk. Selve rammen er malet træ.
Rummene smelter sammen og får boligen til at virke stor og luftig. Men, fordi rummene er adskilt i åbne niveauer er der ikke tale om store balsale, men zoneopdelte rum. Zoner til børnene, til forældrene og fælleszoner.
I det enkle køkken fra Svane er der som flere andre steder i boligen spots indbygget i loftets gipsplader. Den elegante løsning kan lade sig gøre, fordi der blev lavet en samlet belysningsplan af Faust Projects relativt tidligt i byggeprocessen.

Arkitekttegnet VS typehuse

  • Med typehuse kan du vælge mellem forskellige typer af huse, hvor et arkitektfirma oftest vil give dig forskellige bud på, hvordan et hus kan ligge lige netop bedst på din grund og passe til dine personlige ønsker og behov.
  • Et typehus integrerer sjældent haveplanen i husets arkitektur. Det gør arkitekttegnede huse oftest.
  • Et arkitekttegnet hus kan tage højde for eventuelle regler i lokalplanen, så ejernes ønsker bliver opfyldt takket være kreativitet. Den mulighed følger ikke med et typehus.

    Kilde: Thue Krog Andersen, Årstiderne Arkitekter.
For Lars og Lotte var det et stort ønske at vågne med morgensol, hvorfor soveværelsets største vinduesparti er østvendt.
Årstiderne Arkitekter lavede også en haveplan, så den funktionelle og stilmæssige sammenhæng mellem ude og inde blev optimal.
Ved en af udgangene til haven er der anlagt et vandbassin, der reflekterer lyset ind i boligen.
Et overdække over hoveddøren sørger for, at familien altid kan gå tørskoet ud at hente avisen, hen med skraldet og stille støvler og sko udenfor. Petersen Tegl står bag de håndbrændte sten, er giver en flot kontrast til den ellers hvidmalede facade. Mod haven ses husets forskellige niveauer tydeligt.