Billedserie

Arkitektens bedste idéer til badeværelset

Trænger dit bad til en mindre opgradering eller skal du i gang med den helt store renovering? Så får du her en række inspirerende løsninger fra boliger, hvor arkitekten gjorde noget ekstra ud af badeværelset.

Rumdeler i marmor

Marmorskiven bag badekarret er skåret i ét stykke ud af italienske klipper, og det smukke spil i stenen er næsten som et kunstværk i dette badeværelse. Bag marmorskiven gemmer brusepladsen sig. For at skabe sammenhæng i rummet er der brugt den samme marmortype på gulvet og som bordplade på det lange vaskeskab.  

Bind inde og ude sammen

Med en terrassedør fra badet, kan du nyde den friske morgenluft, mens du står under bruseren, og bagefter kan du søge udenfor og lufttørre i solen. I arkitekten Rasmus Baks eget badeværelse er der lagt vægt på sammenhængen mellem ude og inde. Fra badet er der direkte udgang til en gårdhave med brus og badekar.

Respekt for fortiden

I dette renoverede bad har arkitekt Anders Barslund genskabt 1920’er villaens oprindelige stil med terrazzogulv, hvide vægfliser og messingarmaturer. Badet er moderniseret med gulvvarme, samtidig er de gamle rørinstallationer udskiftede med nye, der er lagt ind i væggene.

Det afrundede vaskeskab ser næsten ud, som om det altid har stået der, men er bygget af standardelementer fra HTH og suppleret med en kridhvid Corian bordplade samt stiltypiske sorte greb.

Plads til wellness

Masser af albuerum, en smuk udsigt og et dejligt dagslys. Det er opskriften på dette wellness-rum, der inviterer til lange ophold og selvforkælelse. De hurtige brusebade klares under bruseren, mens det skulpturelle badekar indbyder til langvarig selvforkælelse.

For at skabe en stemning af badegrotte er der brugt rustikke naturmaterialer. Brusevæggen er bygget med paneler af natursten og på gulvet er lagt skiferfliser med struktur.

Møblér én væg

I dette bad er alle installationskrævende elementer samlet på den samme væg. Løsningen har flere fordele og egner sig ekstra godt til aflange rum med min. 2,7 m ubrudt vægflade.

Fidusen med at samle alt på én væg er, at rørføringen bliver væsentligt forenklet og dermed billigere i håndværkertimer.

Monteringen i en installationsvæg giver desuden mulighed for væghængte elementer, hvilket letter rengøringen og giver møbleringen et svævende og mere elegant udtryk. Familien her har prioriteret en ekstra stor bruseniche med dobbelt bruser.

Skulpturelt blikfang

Badets indretning har stor betydning for oplevelsen af og funktionaliteten i rummet. Den bedste indretningsløsning afhænger af flere ting bl.a. rummets form og størrelse, lysindfaldet, placeringen af de faste installationer osv.

Jo mindre rummet er, desto grundigere bør indretningen gennemtænkes. I store rum som dette er det derimod nemmere at eksperimentere med scenografien ved fx at gøre et fritstående og skulpturelt badekar til blikfang i rummet.

Lyst og stilrent i parcelhuset

Moderne materialer som glas, stål og Corian passer godt til den enkle parcelhusstil. Ovenlysvinduet skaber et fint lys i rummet. Møbler, sanitet og armaturer er fra Copenhagen Bath. De store sandfarvede klinker er fra Royal Mosa.

Skulpturelt kælderbad

Arkitekten bag dette bad, Rasmus Skaarup har arbejde bevidst med at gøre rummet lidt mindre og hyggeligere bl.a. ved at ”indbygge” badfunktionerne i en niche, så det ser ud som om de er ”skåret ud” i den ene væg. For at understrege ideen, er overgangen markeret med to typer af fliser – blanke i nichen og matte, naturfarvede udenpå. Alle fliser er fra Starck.

Under skråvæggen

På det kun 9 m2 store badeværelse er der blevet plads til både bruseniche og luksus- jacuzzi. Hvad rummet ikke har i kvadratmeter har det til gengæld i loftshøjde og lysindfald. Badeværelset er tegnet af arkitektfirmaet Birch & Rasmussen.

Rummet er åbnet til kip med en loftshøjde på 3,7 m. De nordvendte tagvinduer giv masser af lys og kig til træerne udenfor. Badekarret er bygget ind i et flisebeklædt plateau, der smyger sig elegant igennem rummet. Fliserne er fra Atlas Concorde model Stay – Skyline.