Arkitektens opgraderede typehus
Børnefamilien faldt prompte for arkitekt Werner Mathies’ hus og fik bygget deres egen luksusudgave i mursten og med nogle ekstra kvadratmeter. Især husets enkle linjer tiltalte dem, og de nyder nu hver dag at komme hjem til et hus fuld af lys, luft og varme.
Af: Gitte Nielsen
Foto: Martin Dyrløv Madsen
Egentlig er det nybyggede hus på villavejen to huse i ét. Ud mod vejen er det et gedigent murstenshus med små vinduer, der signalerer privathed, men straks hoveddøren åbnes, kommer et helt andet hus til syne. Vi træder ind i et kæmpe rum, der går fra den ene ende af huset til den anden. Lyset strømmer ind både fra oven fra seks ovenlysvinduer og fra den gennemgående glasfacade, hvor der er udsigt til både himmel og have. Udenfor er der anlagt en terrasse i hårdt træ i hele husets længde, så her har vi i den grad det, som boligejere i dag efterspørger: en let og nærmest usynlig overgang mellem inde og ude – mellem stuerne og haven.

FAKTA OM HUSET
Arkitekt: Werner Mathies.
Størrelse: 219 m2.
Type: Ét plan med ensidig taghældning.
Proces: Huset er et arkitekttegnet typehus, som familien har modificeret og opgraderet til en særlig luksusudgave, der er bygget på stedet. Men man kan også bestille Werner Mathies’ hus som et elementbyggeri, hvor vægelementerne kommer færdige direkte fra fabrik.
Materialer udvendigt: Facaden er en trækonstruktion med skalmur af Kolumba-tegl fra Petersen Tegl. Vinduer og skydedørspartier med tre lag glas fra Pro Tec. Tagbelægning er tagpap.
Materialer indvendigt: Plankegulve i douglasgran fra Danish Hardwood. Køkken med elskuffer og 6 mm massiv stålbordplade fra JKE Design. Hvidevarer fra ATAG.
Energi: Naturgasfyr og varmegenvindingsanlæg fra Genvex. Der er gulvvarme i hele huset.
Arkitekthonorar: ca. 100.000 kr.
Byggepris: ca. 16.000 kr. pr. m2 inkl. arkitekthonorar

Huset er tegnet af Werner Mathies, der er tilknyttet Danske BoligArkitekter, og indtil videre er der opført syv af slagsen rundt om i Danmark. Den første udgave blev bygget i 2006 i forbindelse med boligudstillingen Fremtidens Parcelhuse i Herfølge og var et af de første svanemærkede lavenergihuse herhjemme. Men det var først flere år efter, da Stefan og Louise Skafdrup skulle i gang med at bygge deres eget hus, at de fandt ud af, at det netop var sådan et hus, de drømte om.
Det er langtidsholdbart på en anden måde, end hvis vi havde købt et traditionelt typehus.
Parret havde fået datter nummer tre, og deres gamle hus var blevet for trangt, men det var svært at bygge til. Heldigvis lå huset på en stor grund, der kunne udstykkes i to, så de besluttede at sælge og bygge et nyt hus på den nyudstykkede grund ved siden af. Men hvilket hus?
– Vi så på mange typehuse og var frustrerede over, at vi ikke kunne finde det rigtige. Men da vi besøgte Werner Mathies’ hus, var vi ikke mere i tvivl, fortæller Stefan Skafdrup, der som ejendomsmægler ser en del huse og derfor måske også er lidt mere kræsen end gennemsnittet.


FAKTA OM KOLUMBA-STEN

Facaden mod vejen består af en trækonstruktion, som er beklædt med murstenenes haute couture: Kolumba-mursten fra Petersen Tegl. Stenene er både længere og smallere end almindelige mursten, og så er de håndlavede.
Ved at brænde murstenene med kul opnås farvespillet mellem de lyse og mørke nuancer. Metoden er krævende, men er også med til at give stenene sit unikke udtryk.
Stenen blev udviklet af arkitekt Peter Zumthor og Petersen Tegl til Kolumba-museet i Köln og kendes også fra Skuespilhuset i København.
På familien Skafdrups hus er det bevist, at stenen også tager sig godt ud på et almindeligt enfamiliehus. Da familien ønskede en murstensfacade, som der ikke var på Werner Mathies’ oprindelige hus, blev deres hus lidt dyrere end grundmodellen, men det unikke resultat har været alle pengene værd.

Huset her havde præcis det, som familien ledte efter: enkelhed, rene linjer, masser af lys og funktionel planløsning.
Huset er groft sagt bygget op i to dele adskilt af en væg med dybe nicher, som arkitekten kalder en ”fortættet ryg”, hvor størstedelen af husets skabe er indbygget. Til den åbne side mod haven er det lange rum med køkken, spisestue, opholdsstue og arbejdsværelse delvis adskilt af rumdelere. Mellem køkken og spiseplads er det for eksempel en stor skabssektion, og mellem spise- og opholdsstue er det en muret dobbeltsidet brændeovn, der bryder det lange rum. Til den lukkede side mod gaden ligger værelserne på rad og række som små huler.
Vi så på mange typehuse og var frustrerede over, at vi ikke kunne finde det rigtige. Men da vi besøgte Werner Mathies’ hus, var vi ikke mere i tvivl
Selv om huset er et arkitekttegnet typehus, valgte familien deres egen ”håndlavede” udgave og fik det bygget op fra grunden på stedet. Med sine 219 m² er huset større end grundmodellen, og familien har ønsket en murstensfacade, som der heller ikke er på Werner Mathies’ oprindelige hus.
– Huset fungerer perfekt for os, og vi glæder os over det hver eneste dag. Jeg tror, at vi altid vil synes, at det er et fedt hus. Det er langtidsholdbart på en anden måde, end hvis vi havde købt et traditionelt typehus. Det er lidt ligesom at købe en Wegner-stol – man bliver aldrig træt af den, siger Stefan Skafdrup.








