Kontakt Arkitekten
Rasmus Iversen

Bliv ringet op gratis af Rasmus Iversen

Arkitekternes ”togvogn” i træ og beton

Arkitektparret Rasmus og Viviana Iversen begik en lille genistreg, da de på en grund på kun 500 kvadratmeter fik plads til et hus på i alt 248 kvadratmeter. Løsningen var et hus i tre plan bygget i så miljøvenlige materialer som muligt.

Af Gitte Nielsen
Foto: Andreas Mikkel Hansen

Den lille byggegrund på gadehjørnet lå ubebygget hen i mange år i villakvarteret nordvest for København. Et byggeprojekt blev opgivet - der var simpelt hen ikke plads til et gængs typehus, med mindre noget blev skåret væk. Ikke desto mindre har arkitektparret Rasmus og Viviana Iversen i dag 248 kvadratmeter at boltre sig på. De bed nemlig på, købte grunden og tegnede deres eget hus, så det passede lige nøjagtig til denne grund.

Dengang vi byggede var det meget svært at få dokumenteret, hvad byggematerialerne bestod af. I dag kan du selv i almindelige byggemarkeder få de fleste nødvendige oplysninger.

Huset har vakt opsigt i kvarteret, men mest på den positive måde.

- Børnene kalder det togvognen. Forbipasserende har også troet, at det skulle være en børneinstitution eller hjemsted for en ny 7-Eleven. Det sidste nok især på grund af beliggenheden på gadehjørnet, fortæller Viviana Iversen uden antydningen af at være fornærmet over sammenligningerne.

”Togvognen” er i dag både en velfungerende privatbolig og arbejdsplads. I underetagen er der indrettet tegnestue, og for nylig blev der også sat en skillevæg op og indrettet et ekstra værelse her.

- Da vi flyttede ind, havde huset kun to børneværelser. Så det problem måtte løses, da nummer tre var ankommet. Han er nu tre år og har lige fået sit eget værelse, mens vores store pige på 15 er rykket ned i det nye værelse i underetagen, fortæller Rasmus Iversen.

FAKTA OM HUSET

Arkitekt: Rasmus og Viviane Iversen, Vidal & Iversen

Størrelse: 124 m2 + 124 m2 underetage, der er godkendt til beboelse

Materialer: Husets underetage er støbt i beton og selve huset er en let trækonstruktion med facadelister i canadisk cedertræ fra Moelven. Taget er en tjærefri belægning, der minder om tagpap.

Energi og miljø: Solfangere på taget sørger for opvarmning af vand. Huset er tilsluttet det lokale naturgasnet og så velisoleret, at de årlige udgifter til opvarmning kan holdes på under 7.000 kr. Huset har opsamling af regnvand, der genanvendes til tøjvask og toiletskyl. Huset er isoleret med specialisolering fra det schweiziske firma SIGA.

Byggepris: 11.290 kr. pr. kvadratmeter eksklusiv moms.

Familiens samlingspunkt er det store multirum med både køkken, spise- og hyggeafdeling. Spiseafdelingen er placeret lige ved det store vestvendte vinduesparti, hvorfra der er direkte udgang til terrasse og have. Bord og stole fra Arper. Gulvet er beton med epoxybelægning.
Køkkenet er baseret på elementer fra Ikea kombineret med Rasmus Iversens eget køkkendesign i sort finer.
Ved køkkenbordet er der et lille kig ud til vejen gennem det smalle vindue. På hylden et foto af Guggenheim museet i New York.
Fleksibelt køkkenmodul på hjul. Gennem det lange og flade vindue kommer morgenlyset ind i køkkenet.

Husets underetage er heller ikke det værste sted at befinde sig. Der er nemlig ikke tale om en gængs kælder. Her er tre meter til loftet, og fra de brede vinduer øverst falder lyset smukt ned på tegnebordet. Fra arbejdspladsen har parret også direkte udgang til havet.

Børnene kalder det togvognen. Forbipasserende har også troet, at det skulle være en børneinstitution eller hjemsted for en ny 7-Eleven.

Udefra syner huset ikke stort, men netop underetagen tilfører mange ekstra kvadratmeter. Der måtte også fjernes ikke så lidt jord fra grunden, da gravemaskinerne gik i gang for snart otte år siden.

- Byggeprocessen var lang. Det tog os omkring to år at bygge huset, og da vi flyttede ind, var det ikke nær færdigt, så vi boede i et af værelserne, mens vi gjorde køkken og badeværelser færdige, fortæller Viviana Iversen. I dag er hun mere end tilfreds med familiens hus.

Det store multirum fungerer både som entré, køkken samt spise- og dagligstue. Her er masser af gulvplads til at bl.a. husets yngste kan køre lidt ræs i sin fine bil. Læg mærke til de runde former både i loftet og i skillevæggen ved indgangspartiet.

Den lange byggeproces skyldtes delvist, at parret ville bygge så bæredygtigt og energivenligt som muligt og efter craddle-to-craddle-principperne, hvor alle materialer skal være giftfri og kunne genanvendes. For at gennemføre projektet måtte de uden for landets grænser.

De lod sig især inspirere af byggerier i Østrig og Schweiz, hvor man har mange erfaringer med lavenergihuse og andre former for dampbremse, der ifølge arkitektparret både har en længere holdbarhed og giver et bedre indeklima, så huset kan ånde.

- Dengang vi byggede var det meget svært at få dokumenteret, hvad byggematerialerne bestod af. I dag kan du selv i almindelige byggemarkeder få de fleste nødvendige oplysninger, fordi der er kommet mere fokus på miljøvenlige materialer, siger Rasmus Iversen, der er medlem af Danske BoligArkitekter.

Selv om det bæredygtige aspekt har været vigtigt for parret, har de dog ikke slækket på de arkitektoniske krav. Og de to ting går fint op i en højere enhed, mener parret.

Små og store lysindfald fra både brede, smalle, små og store vinduer, runde hjørner overalt, der bløder op og er med til at give god akustik, og masser af små detaljer er alt sammen elementer, der gør det til en oplevelse at færdes i ”togvognen”.

Den lille åbning i gulvet til installationer er prydet med et billede fra Schweiz, hvor Viviana Iversen er født.
Det runde ovenlys, som i øvrigt går igen flere steder i huset, kaster her lys over trappen ned til husets underetage.
Den rå betonvæg giver et godt og ingenlunde koldt modspil de lyse vægge og ditto betongulv. På væggen hænger kunst af danske Anders J.B. Jørgensen og schweiziske Irene Davi. Sofa og sofabord er købt secondhand.
Det lille maleri er af schweiziske Irene Davi. Lysestagerne er en foræring fra Schweiz, og det lille ansigt er Rasmus Iversens eget værk.
Sjov detalje: Et hul i den rå betonvæg giver et effektfuldt kig til køkkenet.
Overalt på væggene dukker der applikationer op – de er unika og udført af elever fra Kunstakademiets designskole.
Huset er bygget i tre niveauer. Fra husets store fællesrum træder man et trin op i en mellemgang, der fører til badeværelse, børneværelser og længst væk forældresoveværelset. Ved trappen er der kig ned til tegnestuen i kælderen.
I soveværelset er der både ovenlys og direkte udgang til haven.
Huset har i alt 3 badeværelser. Dette er det største og benyttes af hele familien. Badekarret er købt i et tysk byggemarked, og skabene er ombyggede og tilpassede standardelementer fra Ikea.
Finurlige detaljer - her en hånd der stikker ud af væggen til et prakisk formål.
Lyserøde detaljer præger bordet i badeværelset.
I spejlet ses de smukke betondetaljer og de ombyggede skabe fra IKEA.
Udefra træder man direkte ind i husets store multirum, hvorfra der er nedgang til underetagen.
Bag den røde dør er garderoben bygget ind i den buede væg.
Arkitektparret Viviana og Rasmus Iversen har været fælles om at skabe deres hjem lige fra de første skitser blev tegnet for omkring 10 år siden. Sammen har de tegnestuen VIDAL+Iversen, der har adresse i privatboligens underetage. Underetagen har tre meter til loftet og direkte udgang til haven.
Husets krumning følger grundens form. Om vinteren er der kig ud til vejen gennem et buskads, men om sommeren, når der er blade på træerne, har familien haven for sig selv.