Projekter fra Danske BoligArkitekter nomineret til Renover Prisen 2018
Hele to ud af seks projekter, der er nomineret til Renover Prisen 2018, er tegnet af arkitekter fra Danske BoligArkitekter. Arkitekterne har formået at bevare boligernes sjæl og kombinere dem med et moderne udtryk, lyder begrundelsen.
Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Julie Vöge og Andreas Mikkel Hansen
Med en ombygget bondegård og et moderniseret typehus fra 1960'erne er Danske BoligArkitekter stærkt repræsenteret ved årets udgave af Renover Prisen.
Her er seks projekter nu nomineret til at vinde titlen som Danmarks bedste renovering.
De to nominerede projekter fra Danske BoligArkitekter er af henholdsvis arkitekt Uffe Topsøe-Jensen fra Monomal og arkitekt Jan Christoffersen fra Christoffersen Arkitekter.
Som de eneste af de nominerede er de i kategorien private boliger.
- Det er meget glædeligt, at også private boliger kan kvalificere sig til en nominering i Renover Prisen. Det er samtidig et solidt skulderklap til både arkitekter og boligejere, og den værdi de i fællesskab kan skabe omkring et større renoveringsprojekt, siger Pernille Hjorth, der er sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter.
Projekterne bliver i konkurrencen bedømt ud fra syv parametre: eksempelværdi, samarbejde, økonomi og værdiforøgelse, brugskvalitet, energikrav og bæredygtighed, bidrag til omgivelserne og udførelseskvalitet.