Skal du flytte eller bygge dig til mere plads?
Når boligen er blevet for lille og børnene klumper sig sammen på alt for små værelser, er det fristende at vende ryggen til det hele og starte forfra et nyt og større sted. Men i nogle tilfælde kan det bedre betale sig at bygge om eller til end at flytte i noget nyt. Få eksperternes bedste råd her.
Af: Gitte Nielsen og Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Christina Kayser Onsgaard m.fl.
Måske er du allerede begyndt at tjekke ejendomsmæglernes annoncer. Men inden du kaster dig ud i et dyrt og besværligt boligkøb, er det værd at kigge ekstra godt på din nuværende bolig. Der kan nemlig være en langt bedre økonomi i at udvide eller omorganisere den frem for at flytte. Først og fremmest sparer du flytteomkostningerne, og hvis du og din familie i forvejen er glade for at bo, hvor I bor, hvorfor så flytte?
Din adresse bestemmer, om du skal flytte
Om en ombygning eller en flytning er det rigtig valg for dig, kommer ifølge sekretariatsleder Curt Liliegren fra Boligøkonomisk Videnscenter dog meget an på, hvor i landet du bor.
LÆS OGSÅ: Undgå disse 6 byggebrølere
I Danmarks yderområder er boligerne billige. Kan du få solgt dit hus, vil det derfor typisk kræve et langt mindre greb i lommerne at købe noget større end at bygge ud på det gamle hus.
- Man skal tænke over bytteforholdet mellem køb og salg. Bevæger man sig langt væk fra de store byer og tager til Maribo eller Skive er bytteforholdet godt. Her kan man sagtens finde en perle – fx en patricier-villa – som dem i Holte, men til få penge, siger Curt Liliegren til Danske BoligArkitekter og fortsætter:
- Bor man derimod i eller tæt på en af landets store byer, skal man overveje, om man kan lide at bo, hvor man bor, hvor meget friværdi man har at bygge for, samt hvad det er for en bolig, man bor i. For det er ikke alle boliger, der er lige lette at bygge om eller til, så det fungerer og ser pænt ud.
HVORNÅR KAN DET BETALE SIG AT BYGGE OM ELLER TIL?
Jo højere huspriserne er i det område, du bor i, jo bedre kan det betale sig at bygge til din eksisterende bolig. Jo flere kvadratmeter tilbygning, desto lavere bliver kvadratmeterprisen. En ny tilbygning på 100m2 vil altid have en væsentlig lavere kvadratmeterpris end en tilbygning på 20 m2. Husk at højst 30 % af grundens areal må bebygges. Desuden kan der være regler i lokalplanen, der sætter begrænsninger for 1.-sale m.v.
Følgende vil gøre tilbygningen dyrere:
1. Hvis køkken og bad udgør en stor del eller det hele.
2. En vinkeltilbygning frem for en forlængelse af boligen.
3. Kompleks sammenbygning med den eksisterende bolig.
4. Dårlige jordbundsforhold, da det kan kræve ekstra fundering.
5. Kviste, karnapper og åbent til kip.
Kilde: Videncentret Bolius