Kontakt Arkitekten
Iben Schlanbusch Nørkjær

Bliv ringet op gratis af Iben Schlanbusch Nørkjær

Bæredygtigt selvbyg koster 0 kr. i varme

En arkitekt tegnede skitserne, et typehusfirma leverede råhuset, og så gik Christian Tast og Marie Lind ellers selv i gang med resten. De har fået et unikt hus lige efter deres hjerte, hvor jordvarme, solceller og energiruder sørger for, at huset kan varmes op for nul kroner.


Af: Journalist Gitte Nielsen    
Foto: Christina Kayser Onsgaard

Marie Lind og Christian Tasts hus hører ikke til den slags, der går 13 af på dusinet. Alene beklædningen med de såkaldte tagspån eller shingles i cedertræ er ikke så udbredt herhjemme. Huset er så at sige bygget ind i den skråning, som var på grunden i forvejen, og da det samtidig er det sidste på villavejen, har ejerne fordelen af en pragtfuld udsigt til skov og fynske marker.

De mange niveauspring er karakteristisk for huset. Her et kig fra opholdsstuen nederst op til spiseafdeling, køkken og bagest med de blå vægge, børneafdelingen.

Børneafdeling med fælles legerum

En tur rundt i huset afslører, at huset er helt specielt. 13-årige Lukas’ værelse er placeret i den ene ende af huset i børnenes afdeling, som han deler med sine to mindre søskende, Molly på 5 år og Otto på 3.

Børneværelserne har karakter af små celler på blot syv kvadratmeter og er mest tænkt som små soverum. Iben Schlanbusch har tegnet de to alkover, mens Christian Tast som alt andet i huset selv har bygget. Molly på fem år, som har fået overkøjen, mens lillebror Otto har underkøjen på den anden side af skillevæggen. Her har hylden øverst vist sig at være genial opbevaring af den store samling bamser.

Hver af børneværelserne er kun 7 m², men til gengæld har de tre børn et stort fællesrum. Alle tre børn har hver sit værelse på kun syv kvadratmeter med udgang til haven og et større fællesrum, hvor der kan leges, spilles og sysles med kreative aktiviteter. Hele børneafdelingen kan lukkes af med en skydedør fra resten af huset. Det sidste sker nu sjældent hos Marie og Christian og deres tre børn, for her er i den grad tale om en familie, der elsker at være sammen, og det afspejler sig i indretningen af huset, som arkitekt Iben Schlanbusch fra tegnestuen B19 har tegnet.

Jeg er meget stolt over resultatet og glad for, at jeg fik udlevet selvbyggerdrømmen.

FAKTA OM HUSET

Arkitekt:
Iben Schlanbusch

Størrelse:
208 m² bolig, 48 m² carport og redskabsrum

Proces:
Arkitekten leverede tegningerne, som et typehusfirma rejste råhuset efter. Råhuset blev opført på tre uger, men hele byggeriet tog omkring to år. Det er prisen, når man vælger et selvbyggerhus.

Materialer udvendigt:
Facaden er beklædt med træspån i cedertræ fra Thorslunde Træ. Derudover tagpap på taget og træ/alu vinduer med tre lag glas fra Rationel.

Materialer indvendigt:
Væggene er behandlet med lerbaseret maling fra levendefarver.dk

Energi:
Huset er topisoleret med træfiber med dampspærre i papir, der giver et mere åndbart hus. Jordvarmanlægget holder varmeregningen på 0 kr. årligt. Solceller holder familiens strømforbrug nede på ca. 200-300 kr.

Arkitekthonorar:
Ca. 55.000 kr.

Byggepris:
Ca. 11.000 kr. pr. m² inkl. arkitekthonorar.

Parret fik kontakt til Iben Schlanbusch, der har tegnestue i København, via Maries kusine.

Da Iben fik opgaven, gik hun som det første i gang med at spore sig ind på, hvad det var for nogle mennesker, hun skulle tegne hus til.

- Det er en meget vigtig fase, som en arkitekt ikke må nedprioritere, ellers kan man ramme helt ved siden af. Det er vigtigt, at forstå de mennesker, der skal bo i huset, kende deres værdier og vide, hvordan de lever. I tilfældet med Christian og Marie var det ret nemt at spore sig ind på, hvad de ville have, og de blev faktisk glade for den første skitse, som jeg præsenterede. På den måde var det et mønsterforløb, fortæller Iben Schlanbusch.

Rustikt badeværelse med stengulv – træbeklædningen med hylden er lavet ud af krydsfiner, som byggefirmaet fik til overs. Køkkenet er fra Ikea, og selv om det ikke er et stort forkromet samtalekøkken, samtales der nu alligevel meget. Fra køkkenbordet har man nemlig godt overblik over huset og nærkontakt til spiseafdelingen, som ligger et niveau længere ned i huset.


Bag trådnettet på den øverste etage ligger forældresoveværelset. I hjørnesofaen kan man hygge og kigge ud på terrasse- og haveområde. TV’et må man derimod helt ned i kælderen for at se.


Ville ikke bo i en plasticpose

Da skitserne til huset lå klar, indgik Christian en aftale med typehusfirmaet Skovbohuse, der ud fra Iben Schlanbuschs tegninger konstruerede og opførte råhuset – men kun selve trækonstruktionen.

Alle ydervæggene inklusive isolering og beklædningen har ejeren selv bygget. Og her afveg familiens ønsker fra det gængse både hvad angår isolering og facadebeklædning.

- Vi vil ikke bo i en plasticpose. Jeg har før haft problemer med eksem og tilskrev det, at jeg på det tidspunkt boede i et nyt og helt tæt hus, der var isoleret med rockwool og dampspærre, som jo er det mest almindelige. Derfor har vi valgt at isolere med træfiber. Det giver et perfekt indeklima, og samtidig er huset topisoleret, fortæller Christian Tast

Det sidste vidner familiens varmeregning da også om. Efter at familien nu har ”prøvekørt” huset gennem flere vintre, kan de nemlig konstatere, at deres varmeregning er på siger og skriver nul kroner. Solcelleanlægget leverer strøm til varmepumpen, som styrer jordvarmen.

Familiens samlede strømforbrug er dog lidt større, end solcellerne kan klare, men en elregning på beskedne knap 300 kroner er, hvad familien må ud med om måneden.

Fakta om træspån

Træspån eller shingles, som de også kaldes, er mindre stykker træ i lige store stykker, som bliver lagt på taget, gavlen eller på facaden. Materialet benyttes sjældent herhjemme, men har faktisk været kendt siden vikingetiden.

Skæres træspån korrekt dvs. som spejlskårne shingles, vil vandet løbe af taget i stedet for at opfugte træet. Dette kaldes selvimprægnerede spån. Spånerne skal dog have en overfladebehandling, der beskytter træet mod solens ultraviolette stråler.

Den bedste overfladebehandling er trætjære eller træolieprodukt. Laves spånerne af lærketræ er holdbarheden 75-100 år.

Prisen for tagspån ligger omkring 300 kr. pr. kvadratmeter.

Husets facade set ned fra baghaven med markante og afvekslende vinduespartier.

SELVBYGGERENS BEDSTE BYGGERÅD

Lad lysten drive værket
Gør det ikke for at spare penge – men fordi du virkelig brænder for dit husprojekt. Regner jeg alle mine arbejdstimer sammen, er jeg ikke sikker på, at jeg har sparet noget. Til gengæld har jeg fået udlevet min selvbyggerdrøm.

Overlad råhuset til et byggefirma
Det viste sig at være en fordel for os. Råhuset blev opført på kun tre uger, og firmaet stod også for etablering af jordvarmeanlægget. Tømrerne fra byggefirmaet efterlod mange byggematerialer, som jeg kunne bruge andre steder i huset.

På bagsiden af huset kan man i ro og mag tage sig et udebad og samtidig nyde udsigten ud over skov og marker. Et kig ind i den ombyggede skurvogn med brædde- loft og vægge. Her rykker 13-årige Lucas måske ind om et par år, i mellemtiden bliver rummet i begrænset omfang lejet ud som bed and breakfast. I enden af huset er der både garage og et stort hobbyrum med plads til både motorcykel og bordtennisbord.