Billedserie

10 unikke køkkener

Er du træt af dit gamle køkken? Så er der masser af inspiration at hente her. Oplev alt fra tidens populære, mørke træsorter til farver i 70'er-stil og masser af snedkerkøkkener med lækre detaljer. Se også arkitektens eget køkken, der faktisk bare er bygget op af let tilgængelige materialer fra det lokale byggemarked.

Smart panelvæg skjuler alt

En tværgående væg, der tidligere delte huset i to, er nu væk, og køkken og stue er slået sammen til ét langt rum. Efter arkitekt Anders Barslund hjalp familien med at ombygge deres rodede hjem, er den store køkkenø dermed blevet husets omdrejningspunkt og deres naturlige samlingssted. Den lange panelvæg i røget eg er husets nye rygrad. Bag de diskrete låger gemmer sig bl.a. spisekammer, kældernedgang og indgang til gæsteafdelingen.
 

2. God lyd i køkken-alrummet

Det grågrønne køkken i betonvillaen har ekstra tykke bordplader i marmor. Sammen med de polerede betongulve og gyldne træ i vinduesrammerne cementerer de husets stemning af kvalitet og designmæssig tyngde. I rummet er der pudsede akustikbatslofter, der giver en god lyd i det store køkken-alrum.

3. Funktionelt snedkerkøkken

Funktionalitet og æstetik er i fokus i dette enkle snedkerkøkken indsat i et hus fra 1930'erne. Detaljer som messingamatur og de originale lamper samt den gode snedkerkvalitet får køkkenet til at passe fint ind husets tidsånd. Samtidig virker køkkenet moderne og nutidigt på grund af det enkle design. Køkkenet er holdt i fem moduler og har masser af opbevaringsplads og køkkenredskaber hængende fremme, så de er nemme at komme til. Bordpladen er i mørk lavasten, mens hylderne er i tappet egetræ.

Se flere billeder her.

4. Det ligger i detaljerne

Fine snedkerdetaljer, lækket asketræ og blide pastelfarver er opskriften i dette køkken, som er tegnet af arkitekt Thomas Hjort.

Du kan se alle billeder her.
 

5. Råt og enkelt modspil

Kontraster er vigtigt i dette køkken, hvor endemuren er fritlagt for at give modspil til det glatte, lyse køkken fra Kvik med lakerede låger. Lamperne i træ fra Nordic Tales, genbrugsmøblerne i teak og hylderne på væggen giver ekstra taktilitet og varme til rummet samt et moderne strejf af 50'erne, som er fødselsårtiet for huset.

6. Grafisk skuffekøkken

Den sorte bordplade i linoleum tegner sig som en sort kontur rundt om de lyseblå køkkenskuffer og højskabe på den ene væg. Det giver et stramt og grafisk look. Bordpladen er ført videre ind under de øverste skabe, for at lave en plads, hvor køkkenmaskiner kan stå skjult, men stadig være inden for rækkevidde. Vandhanen i messing og de gyldne lamper over vasken bryder køkkenets gennemgående kølige blå farver. Køkkenet er fra &Shufl og IKEA.

7. Enkle og lokale byggematerialer

Enkle og let tilgængelige materialer er filosofien bag dette køkken af arkitekt Uffe Topsøe Jensen fra Monomade. Gulvet er betonstøbt, spærrene er i ubehandlet fyrretræ og loftet i lyddæmpende træbeton fra Troldtekt, mens køkkenet er bygget op af hvide standartelementer med en bordplade i bøg. Alle materialer, der kan købes i det lokale byggemarked.

8. Kontrastfuldt møde

I dette hus har arkitekt Rasmus Bak arbejdet bevidst med sammensætningen af hårde og bløde materialer, hvor bl.a. de rå betongulve får modspil af det varme og gyldne egetræ i køkkenet. Kogenichen er “foret” med en smuk natursten, der er praktisk og rengøringsvenlig, men samtidig giver køkkendesignet et eksklusivt udtryk.

9. Inspireret af 1970’erne

Det snedkerbyggede køkken i krydsfiner og orange laminat er inspireret af Garde Hvalsøe og bygget af tømrer Steen Lauth med kyndig assistance fra møbelsnedker Christian Riis. Både lamper og opvaskemaskine har fået en gang orange sprøjtemaling for at matche køkkenelementerne.

10. Åbent storbykøkken

Klassisk og enkelt rammekøkken fra Hanstholm med malede lysegrå fronter og bordplade i rustfrit stål. De klassiske sort-hvide tern på gulvet i vinyl markerer køkkenets begyndelse og bryder samtidig de ensfarvede flader.

Køkkenet ligger i en klassisk københavnerlejlighed på Vesterbro og er blevet åbnet til et køkkenalrum efter at have været et lille, lukket køkken.

Ventilationsrør, som man ikke lige kan fjerne i lejligheder, er blevet integreret i køkkenets arkitektur som rumskabende søjler.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.