Carporte i træ

Carporte i træ er en klassisk løsning, som mange vælger. Men det betyder ikke, at der ikke kan leges med udtrykket og skabes en løsning, som løfter udtrykket fra gør-det-selv til arkitektur.

Her får du 3 bud på, hvordan en carport i træ OGSÅ kan se ud. 

Projektet er tegnet af Arkitekt Jan Christoffersen. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Sort sammenhæng

Arkitekt Jan Christoffersen har tegnet en tilbygningen til denne bolig. Tilbygningen er lavet mod vejen, hvilket har givet mulighed for at lave en fin planløsning med separat børneafdeling med soveværelse, badeværelse, stort opholdsrum, mens huset samtidig får et nyt og selvstændigt udtryk mod gaden med en flot sammenhængende carport holdt i samme sorte træ som tilbygningen.

Carporten til venstre er tegnet af Arkitekt Anette Mørch. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Carporte i symbiose

Da en gammel carport fra 1924 stod over for udskiftning, tog Arkitekt Anette Mørch udgangspunkt i naboens løsning, da der skulle bygges nyt. Inspireret af udformningen blev der skabt et match mellem den eksisterende carport, som naboen tidligere havde opført og den nye carport, der skulle placeres ved siden af.

Carporten skulle ikke være magen til, men størrelse og materialer skulle være som naboens, så de to kunne indgå i en harmonisk symbiose.

Mens naboens carport har et mere lukket udtryk, så er den nye carport holdt i en mere åben stil med sine træ-tremmer, som synes nærmest gennemsigtige og er lysfiltrerende. Alt efter lysets retning giver denne løsning fine sol- og skyggeeffekter.

Carporten spænder i længderetningen over fire moduler - tre "lukkede" og et åbent felt, som er tilpasset en åben bildør i førersiden. Bagerst er der gjort plads til cykelrum og græsslåmaskine m.m.

Projektet er tegnet af Arkitekt Finn Strabo. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Den svævende carport

I forbindelse med renoveringen af et A-hus fra 1977 har Arkitekt Finn Strabo tegnet en ny carport- og udhus løsning langs grundens nord-skel. Carporten er 12 meter lang og er lavet med udkragende og indspændte stålspær, der giver fleksibilitet i forbindelse parkering og færdsel, da søjler helt undgås, og taget på carporten nærmest svæver.