Billedserie

Få mere plads med en moderne tilbygning

Det kan være svært at kopiere de eksisterende materialer, farver og byggeteknik, når man vil bygge til et ældre, klassisk hus. Derfor anbefaler mange arkitekter at lade de ekstra kvadratmeter være en moderne og nutidig kontrast. Men hvordan ser det mon ud? Se 12 eksempler fra arkitekterne her.

Mere lys i murermestervillaen

Murermestervillaer er et meget færdigt og fint kvadratisk hus, hvorfor det kan være svært at bygge til med succes. Men det er arkitekt Rasmus Skaarup faktisk sluppet godt fra her og har endda udnyttet muligheden for masser lys og god kontakt til haven med de store glaspartier. Vinduerne i tilbygningen er derfor udformet, så boligejerne får glæde af udsigten til haven og skoven i både hovedhus og tilbygning.

En tilbygning til en tilbygning

Et ældre klassisk hus havde tidligere fået en firkantet tilbygning på, men nu ville boligejerne have mere plads og hidkaldte derfor arkitekt Jørgen Dahlgaard. Den svære opgave er dog lykkes med succes ved at give alle bygningsdele nyt tag i zink og lade taget på den nye tilbygning have samme hældning som det oprindelige hus. Den nye tilbygning skiller sig dog stadig ud med sin mørke facade, moderne form og forskudte vinduer.

Dobbelt så mange kvadratmeter til statslånshuset

En tilbygning som kontrast kan nemt overtage det eksisterende hus, hvis den bliver for stor. Det var derfor en udfordring for arkitekt Tom Mose Petersen at bygge næsten dobbelt så mange kvadratmeter til et lille, klassisk statslånhus, så den voksende familie i boligen kunne blive der. Men det lykkedes med et flot og helstøbt resultat, og huset ser endda langt mere spændende ud i dag.

1960'er parcelhus fik kobbertilbygning i to etager

Med et ønske om tilbygning og en førstesal i den gulstenede 60’er-villa tegnede arkitekt Per Hartwig denne modernistiske tilbygning med store vinduespartier og beklædning af tombak, der er en slags kobber. Hovedhus og tilbygning adskiller sig umiddelbart meget i form og udtryk, men taler alligevel sammen, da tegltag og tombak-facaden holder til i samme farveskala.

Farven sort binder sammen

Det engelsk cottage-inspirerede hus fra 1936 manglede kvadratmeter og kontakt til haven. Det løste arkitekt Tom Mose Petersen med en sortpudset tilbygning med zinktag og en høj karakteristisk skorsten i sortbrændte teglsten. Den sorte farve taler sammen med de sortbrændte stænk i husets gule mursten, mens skorstenen med sin lange lodrette form bidrager til en bedre komposition og et lækkert terrasserum med udepejs.

Rækkehusets knopskud i cedertræ

Med både facade og tag beklædt med smalle lister i cedertræ og sin moderne, minimalistiske form uden tagudhæng eller andre detaljer, skiller tilbygningen her af arkitekt Erik Nord Nielsen sig ud som en kontrast mod det eksisterende røde rækkehus. Ved at lade tilbygningen følge rækkehusets tag og linjer taler de to dog stadig godt sammen, ligesom trælister på rækværk og karnap også skaber en samlet helhed.

To former - samme materiale

Der er markant forskel på tilbygningens form med lige linjer og store vinduesparier og den gamle landejendoms form med saddeltag og små kig ud.. Men ved at bruge samme materialer som hvid puds, zink og egetræ er det alligevel lykkes arkitekt Hanne Lind-Bonderup at skabe en helhed. 
For at lade de to former stå frie og selvstændige uden at blive ødelagt af den anden, er tilbygningen ikke bygget direkte på hovedhusets gavl, men koblet til via en mindre glasgang.

Ekstra stramme kvadratmeter til bungalowen

Med en fin og færdig kvadratisk form er bungalowen som hustype svær at bygge til uden at ødelægge dets karakteristiske udtryk. Den udfordring er arkitekt Morten Dalsgaard sluppet fint fra her, da han efter ønske fra boligejerne om mere plads og kontakt til haven udvidede en bungalow fra 1936. De nye kvadratmeter er placeret mod husets ene gavl som en moderne sort og stram tilbygning i træ, stål og glas. En stærk kontrast til det oprindelige.

Statslånshus udvidet med simple materialer

Når man ankommer til boligen her, er det stadig det fine, gamle statslånhus, man møder. Men ud mod haven har arkitekt Kim Pretzmann Olesen udvidet med en moderne tilbygning i skarp kontrast. Til tilbygningen er valgt helt enkle materialer som træ, beton og glas, så tilbygningen ikke larmer for meget, og trods forskellighed, taler med hovedhusets lige så simple materialevalg.

Moderne tilbygning er stadig nummer to

Boligejerne ville gerne have haft endnu flere kvadratmeter. Men for at den moderne tilbygning til det fine lille bedre byggeskik-hus ikke skulle tage al opmærksomheden, rådede arkitekt Jan Smidt Andreasen familien til at skrue lidt ned. Men som et genialt kompromis tilføjede han lidt ekstra plads som en zinkkarnap, der svæver. Materialeskiftet og de fri centimeter, for udvidelsen til at virke mindre bastant.

Tilbygning i rette træsort

Som en moderne karnap med zinkdetaljer og træbeklædning, står den lille tilbygning her af arkitekt Nanna Bering i skarp kontrast til det klassiske rækkehus. Valget af lærketræ giver tilbygningen en smuk rødlig nuance, og skaber derved en fin helhed med de røde mursten og tegl på taget.

Spiral fordoblede bondegårdens areal

Med en imponerende spiralformet tilbygning har arkitekt Charles Bessard fordoblet arealet af en bondegård i Bourgogne. ’’Spiralen’’ forbinder de private rum med boligens fællesarealer og danner både en intim gårdhave og en skånende taghave. Tilbygningens højde og vindueslinjer følger hovedhusets, hvor de kan, mens den grønne taghave blender sammen med naturen omkring og bløder udtrykket op.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.