Flirt med fliser
Leg med farver, kontraster og former, når du vælger fliser til dit badeværelse. Se med her og bliv inspireret af 10 flotte løsninger med alt fra betonfliser og hjemmelavede mosaikker til fliser med kunst på og fliser lavet af lava.
Af: Pernille Hjorth
Foto: Christina Kayser Onsgaard m.fl.

1. Giv de matte fliser et blankt modspil
I dette renoverede kælderbad har arkitekt Rasmus Skaarup arbejdet bevidst med to typer fliser og kontrasten mellem det matte og det blanke. Fliserne markerer overgangen mellem kælderbadets forskellige funktioner. De matte, naturfarvede mosaikker definerer opholdsdelen, mens de klassiske, blanke badeværelsesfliser markerer bruse- og badezonen. Alle fliserne er fundet hos Starck.

2. Hjemmelavet mosaik
Familien her ønskede sig et lidt anderledes badeværelsesgulv og fik idéen til et gult mosaikgulv. De har selv lagt det, og det er ikke særlig svært. Du køber en stak almindelige (og gerne billige) badeværelsesfliser i flotte, matchende farver. Slå fliserne i itu og placér stykkerne på gulvet efter hvilke former, der passer sammen. Hold mønsteret i en åben form, så du ikke bliver trængt op i et hjørne, hvor du ikke kan få noget til at passe. Lim flisestykkerne fast, efterhånden som mønsteret bliver lagt fast. Fug til sidst mellem flisestykkerne.

3. Leg med farver
Det er de færreste, der har modet til at gå all in på farver, når de vælger fliser til badet. Derfor ender mange med den sikre og lidt kedelige løsning, hvor fliserne er grålige og væggene hvide. Men enkelte farveklatter kan give badeværelset mere kant og personlighed. I dette hus, har beboerne eksperimenteret med smukke, farvede glasmosaikker i brusenicherne. Da mosaikkerne er begrænset til et mindre areal, er det forholdsvis overkommeligt at skifte dem ud, hvis farverne skulle blive umoderne.

4. Tag kunsten med i bad
Kunstfliser er en anden måde at gøre det neutrale baderum mere spændende på. Familien i denne bolig forelskede sig i de finurlige motiver af den milanesisk maler, billedhugger og indretningsarkitekt, Piero Fornasetti. Kunstfliser er dyre, men man behøver blot nogle enkle for at gøre udtrykket unikt. Både kunstfliserne og de store, mørke gulvfliser er fra Flisegalleriet.

5. Byg med lavasten
Lavasten er et sjældent og eksklusivt valg, der gør badeværelset helt unikt. Dette fine gæstebadeværelse er tegnet af arkitekt Anders Barslund, der brugt lavasten til gulvet og til at bygge et lille siddebadekar. Lava-fliser fås i mange smukke mønstre og med eller uden keramisk glasur. Disse er fra Made a Mano.

6. Lodret og livligt
Når fliserne opsættes lodret og i forbandt dvs. forskudt af hinanden, giver det rummet et livligt udtryk. I dette bad er der tilmed valgt en fuge i kontrastfarve, hvilket forstærker det sprælske look. Den utraditionelle montering af fliserne på højkant fremhæver de vertikale linjer, hvilket får brusenichen til at virke højere. En anden fin detalje er nichen og gulvet i mønstrede lavasten, der bryder enkelheden i de hvide fliser.

7. Tone-i-tone skaber ro
Smalle fuger i samme nuance som flisen skaber ro og sammenhæng i rummet. I dette nybyggede hus har arkitekt Jesper Korf brugt de samme fliser på både gulv og væg. Fugerne er nærmest usynlige og derfor ser det ud som om at væggen og gulvet går ud i et.

8. Modsætninger mødes
I arkitekt Uffe Topsøe-Jensens eget badeværelse er der leget med kontrasterne. På gulvet er der lagt store, grafitgrå klinker med helt lyse fuger, mens væggen i bruseafsnittet er beklædt med små, hvide mosaikker med mørke fuger. Det utraditionelle miks af formater og fugefarver skaber en spændende, grafisk effekt, som klæder det enkle møblement.

9. Beton i badet
Barsk beton, grønligt glas og kridhvid Corian er hovedkomponenterne i dette elegante bad, der er tegnet af arkitekt Karina Søgaard. Fliserne er støbt, slebet beton, der er behandlet så det ligner natursten. Overfladen har en levende og lidt grov struktur, der giver et godt modspil til det strømlinede inventar. Fliserne er fra Helsingør Flisecenter.

10. Sten med bløde former
På det kun 9 m2 store badeværelse er der blevet plads til både bruseniche og luksus- jacuzzi. Badet er tegnet af arkitektfirmaet Birch & Rasmussen, der åbnet rummet op med ovenlysvinduer og loft til kip. Badekarret er bygget ind i et flisebeklædt plateau, der smyger sig elegant igennem rummet. Fliserne er fra Atlas Concorde model Stay – Skyline.