Gør din bolig levende med træ

Træ er fantastisk til at give varme og modspil til boligens hårde flader og materialer. Kig med, og bliv inspireret til, hvordan du kan bruge træ i din indretning.

Af: Ida Pedersen
Foto: Christina Kayser Onsgaard m.fl.

1. Bryggers i træ

Brug træ lidt utraditionelle steder, såsom i bryggerset, og oplev en ny varme i rummet. Den samme træsort er brugt igennem hele huset, hvilket skaber en helhed og enkelhed, der lader træet være i fokus. Træet skaber en god kontrast til det hårde og kolde betongulv og sammen bidrager de med en masse stoflighed, der gør bryggerset rart at være i, samtidig med at det er praktisk.

Billedet er fra arkitekt Jan Smidt Andreasens eget hjem, en funkisvilla, hvor træ er det bærende element.

Se mere fra boligen her

2. Blød køkkenet op med bæredygtig bambus

Mange danskere er vilde med et køkken i sort og hvidt, hvilket dog til tider kan virke lidt hårdt og koldt. Træ, som i hjemmet her er valgt i sorten bambus, kan være en god måde at bløde køkkenet op på. Du kan køre hele linen ud og vælge alle dine køkkenelementer i træ, som i dette køkken. Synes du, det er for voldsomt, kan du også sagtens nøjes med en borplade i træ, træhåndtag på lågerne, nogle frithængende træhylder eller nogle træskåle som pynt på bordet.

Se mere fra boligen her

3. Billigt træ, der ligner en million

I det lille soveværelse er væggene er beklædt med billige plader af krydsfiner. Du behøver altså hverken investere i teaktræ eller mahogni for at få træ, der ser lækkert ud. Det naturlige materiale giver en fornemmelse af ro, som passer perfekt til sommerhuslivet. Væggene er endda så flotte, at du ikke behøver at hænge kunst på dem.

Se mere fra boligen her

4. Hold igen med den hvide maling!

Mange havde måske valgt at male det dengang tobaksplagede træloft over med hvid maling. Arkitekt Pernille Arends valgte dog at give træloftet en chance. Træloftet med flotte massive åretegninger er blevet behandlet for tobaksskaderne og fået sit gamle liv tilbage, hvor det spreder hygge i en bolig med mange forskellige træsorter - hoveddøren er lavet i mahogni, vinduerne i teak, gulve og lofter i pitch pine og fast inventar i oregon pine. 

Se mere fra boligen her

5. Skulpturelt listeloft, der giver god lyd

Det imponerende skrå listeloft giver en smuk skulpturel effekt, og det frembringer nogle imponerede kig gennem det langstrakte rum. Øjnene søger automatisk mod loftet, der går i kip, og rummets højde er i fokus. Listeloftet er desuden et akustik-loft, der sørger for god lyd. I et så stort, højt og åbent rum som dette, er det vigtigt at tænke akustikken med.

Se mere fra boligen her

6. En hyldest til typehusets materialer

Lad din træfacade fortsætte ind i huset som her i dette ombyggede typehus fra 1959. På den måde skaber du bedre forbindelse mellem inde og ude. Samtidig er det en sjov ide, der giver stoflighed og personlighed til dit hjem. I dette hus er det typehusets typiske sortmalede træ, der fortsætter ind i entréen. Det er nærmest en hyldest til hustypen.

Se mere fra boligen her

7. Pakket ind i egetræ

Hvorfor lade sig begrænse? Er du vild med træ, så gå all in som ejerne til dette soveværelse, hvor alle væggene er beklædt med egetræ. Sengen er holdt minimalistisk uden sengegavl, som lader træet være i fokus. Åreringene på de forskellige vægplader flugter med hinanden, hvilket skaber en harmonisk effekt.

Se mere fra boligen her


Se også disse historier