Skråvægge - sådan!

Mange rynker på næsen af skrå vægge, og de bliver ofte beskyldt for at være upraktiske for indretningen og årsag til spildplads. Men udnytter du den skrå tagflade til opbevaring og sætter du spot på skævhederne og de skrå vinkler, kan du skabe fantastiske rum med masser af brugbare kvadratmeter, sjæl og charme.

I denne billedserie har vi samlet de bedste arkitekttegnede løsninger til de skrå vægge.

Af: Camilla Vinkel
Foto: Andreas Mikkel Hansen, Christina Kayser Onsgaard m.fl.

Skråvæg på skråvæg

Denne nye førstesal, som Arkitekt Tom Mose står bag, skabte hovedbrud hos både arkitekt og boligejere. De skrå tagflader gjorde det svært at få brugbare kvadratmeter på den nye etage. Arkitekten løste det ved at bygge en asymmetrisk kvist på murstenshusets tagryg - men vel at mærke en stor én af slagsen med masser at ståhøjde og rummelighed. Sammenbygningen af tag og kvist har skabt et rum med spændende former og fint skyggespil. Ved at lade en reol kravle op af en af rummets flade vægge, udnyttes pladsen i rummet, samtidigt med at den leder øjnene op til det smukke spil i loftet.  


Fra skunk til jacuzzi

Da Arkitekt Merete Rasmussen og hendes mand Per Birch Nielsen skulle renovere dette badeværelse, var det et stort ønske fra boligejerne, at der skulle etableres et jacuzzi i det lille badeværelse. Løsningen blev at skunken blev fjernet og der i stedet blev skabt et plateau som omkransede badekarret. Den brede kant ved badekarret er nu en god siddeplads, når der skal lakeres tånegle, og laves andre praktiske gøremål, som hører til i et badeværelse. Man kan også sidde her med et glas vin og samtale med den badende. I badeværelset blev der også åbnet til kip og isat seks tagvinduer. Under tagfladen er bruseren nøje placeret, så der er plads til at bade i den glasindrammede brusekabine. 


Som fod i hose

På en grund, der ligger i første parket til Lillebælt og med den mest fantastiske udsigt ikke bare over vandet, men til Fyn og Fredericia Havn, har Arkitekt Jesper Korf tegnet en livsnyder bolig i 2 plan. Førstesalen er udstyret med skrå vægge, men alt er tilpasset så kvadratmetrene udnyttes bedst muligt. Her på badeværelset er de skrå hvide vægge, der mødes med den grå klinke, med til at skabe en næsten skulpturel stemning. Bemærk hvordan badeværelsetmøblet og ikke mindst spejlet passer som fod i hose ind i arkitektens design. 


Tagetage til turister

Arkitekt Sarah Maria Philipp blev kontaktet af en boligejer, der ønskede at lave en ferielejlighed i en uudnyttet loftetage over et butikslokale. Etagen gennemgik en total transformation og kan nu huse fire turister i den lille fine lejlighed. I soveværelset blev der etableret en skræddersyet garderobeskab. Skabet passer perfekt ind under de skrå vægge, så ingen plads går til spilde, ligesom det giver et mere fuldendt udtryk. 


Specialdesign fra IKEA

Arkitekt Tom Mose har tryllet med denne elegante løsning i et soveværelse med skrå vægge. Ved at udnytte pladsen under skråvæggen har parret fået en specialdesignet opbevaringsløsning og en smuk skabsvæg ved blot ved at tilpasse moduler fra Ikea og bruge greb fra Byggfrabriken.


Transparent specialløsning

Arkitekt Rasmus Skaarup har tegnet denne transformationen og ombygning af en familievilla. Formålet med ombygningen var at skabe et klassisk og moderne hjem med respekt for husets oprindelige arkitektur. Projektet indeholdt en totalrenovering af fire etager, med fokus på det gode design og gedigne håndværk. Loftet af den gamle villa er indrettet som kontor med snedkereret inventar og tekøkken. Den specialdesignede glasvæg ved trappeopgangen giver både lys og luft til rummet og sikrer at de skrå vægge ikke føles klaustrofobiske.


Amagerhylden over dem alle

Da Farums ældste hus, Kålundshuset, skulle restaureres, udnyttede Arkitekt Tom Mose muligheden til at åbne op til kip og etablere en kæmpe stor Amagerhylde. Ud over at reolen giver mulighed for ekstra opbevaring og udstilling af nips, så får den også øjnene til at vandre op og husets rum til at syne større. 


Lækker lydoptimering

Denne fantastiske bolig tegnet af Arkitekt Rasmus Skaarup er skabt til fest og mange mennesker og derfor var det også vigtigt at boligen kunne rumme de mange mennesker akustisk. På førstesalen, som består af et stort rum med skrå vægge, er der opsat lister på hele loftfladen. Løsningen forener akustikken med æstetik og sætter spot på husets smukke vinkler og udsigt. 


Sæt spot på din skråvæg

Arkitekt Lars Christensen står bag designet af denne bolig som er en kombination af traditionelt muret byggeri og præfabrikeret modulbyggeri. Stueplanet er opbygget i H+H Thermoblokke på et traditionelt terrændæk med fladt tag. Første salen er leveret som et præfabrikeret modul der gjorde det muligt at vende overetagen 90° i forhold til stueplanet, hvorved husets funktioner og udnyttelse er optimeret, samtidig med, at der fra stuen skabes optimale udsigtsforhold til det omkringliggende landskab. Som prikken over i'et er der sat spot på 1. salens skrå vægge ved at beklæde dem med den fineste finer. Det skaber både stemning og løfter projektet til hele nye højder.