Billedserie

Nye villaer på tegnebrættet i 2020

Et nyt år er begyndt, og med det følger nye boligdrømme og byggeplaner.
Arkitekterne har slået stregerne, og nu skal både arkitekt og boligejer til at følge byggeriet gå fra projekt til drømmebolig. Her er 4 eksempler på kommende byggeprojekter fra arkitekternes hånd, der alle ser dagens lys i løbet af 2020.

Moderne længdehus under nåletræernes toppe

Længdehuset er tegnet af arkitekt Hanne Lind, og det skal opføres i 2020 på en 5.330 m2 stor grund syd for Råbjerg Mile. Husets store vinduespartier skal sikre en tæt forbindelse mellem boligen og den omkringliggende skov.

Der er valgt enkle materialer som sedumtag, sortmalet træbeklædning og træ/alu-vinduer og -døre, og støbte betonterrasser skal omkranse hele huset.

Centralt for boligen bliver opholdsrummet med dets mange muligheder. "Her kan vi være, når vi er mange. Her kan man lege og arbejde. Her kan man lave større hobby-projekter. Og hvem ved - måske der engang kan være plads til at gå og arbejde på den gamle veteranbil," fortæller den kommende ejer.

Unik villa med magiske tre etager

På en fantastisk udsigtsgrund ved fjorden kommer denne unikke villa tegnet af arkitekt Michael Løvbjerg Frandsen til at ligge. På den skrånende grund har arkitekten fået villaen til at vokse ud af terrænet med de tre plan, som boligen skal indeholde. Fra vejen ser man kun to etager, med fra haven ser man alle tre.

Boligens tre etager skal indeholde alle familiens ønsker og behov. De store terrasseområder bliver integreret på en sådan måde, at der er udsigt fra næsten alle rum.

Udvendige materialer er valgt ud fra princippet om, at byggeriet skal falde naturligt ind i landskabet. Facaderne er lavet med en blanding af Petersen Tegl K51, cedertræ og tombak. Rammerne på vinduer og døre er i samme farve som tombak.

Ny villa med historie

Arkitekt Allan Lorenzen har taget højde for nabolaget, som denne bolig skal bygges i. Det kommende hus er beliggende i et område, der er præget af en rig bygningskultur. Husene er opført i gode materialer med omhu for detalje samt personlige udtryk. 

Det har været den kommende boligejer og arkitektens ønske, at boligen skal passe naturligt ind i villakvarteret - uden at gå på kompromis med boligens karakter. Både facade og tag skal være af tegl af høj kvalitet, og boligens alrum skal være lyst og åbent.

Moderne fortolkning af funkishuset

Til en skøn grund i Aabybro har arkitekt Ryan Wichmann Lyngesen tegnet denne villa. Den stringente villa er en moderne fortolkning af funkisvillaen. Boligens planløsning er funktionel med god overgang mellem de forskellige rum og med udgang til en stor overdækket terrasse.

Lys er et gennemgående tema i hele projektet, hvilket resulterer i et åbnet og enkelt design.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.