Parkér med manér

Garagen og carporten er en vigtig del af dit hus’ ydre. Tænk derfor pladsen til bilen med, når du bygger. Se 6 flotte carporte og garager fra vores arkitekter her.

Af: Ida Pedersen
Foto: Christina Kayser Onsgaard, Pia Enghild, Steffen Stamp og Andreas Mikkel Hansen

1. Hus og carport smelter sammen

Tænk carporten med fra start, når du bygger nyt hus. På den måde opnår du det mest helstøbte udtryk og undgår kun at have råd til en grim en fra byggemarkedet, når hele budgettet er brugt til huset.

Det huskede arkitekt Jan Smidt Andreasen heldigvis, da han byggede denne funkis-villa til sig selv og sin familie.

Carporten er beklædt med lister i egetræ, der matcher husets egetræsvinduer. Taget støder helt op til huset, så den ikke kun holder bilen tør, men også familien, når de skal finde nøglerne frem og ind i huset.

Se mere fra boligen her


2. Lad tilbygning og carport følges ad

Skal du bygge ud på din bolig, så overvej, om det også er tid til at få ny carport. Derved kan du slå de to byggeprojekter sammen og spare både tid og ressourcer.

Det gjorde arkitekt Allan Lorenzen, da dette typehus fra 60’erne skulle bygges om og have en tilbygning. Begge er udført i det samme sorte træ og lige linjer. På den måde har arkitekten også sikret, at carporten passer til husets stil.

Se mere fra boligen her


3. Naturlig overgang mellem hus og carport

Er dit hus og din carport bygget i forskellige materialer, så skab en mere naturlig overgang med et vindfang.

I huset her af arkitekt Allan Lorenzen er trælamellerne i egetræ fra carporten ført videre over i et vindfang over hoveddøren. Den skærmer både husets indgang for vind, og skaber en vigtig visuel sammenhæng mellem hus og carport.

Se mere fra boligen her


4. Kobber-garagen, der bliver smukkere over tid

Vælg materialer, der ældes med ynde - især når det kommer til garagen, da den vil blive udsat for alskens vind og vejr.

Garagen består af fire materialer: skifer, stål, sort puds og kobber. Garagen var oprindelig antrazitgrå, men efter lidt tid løb kobberet ned over stålet, så farven nu changerer på en unik måde. Garagen er som et levende kunstværk, der skifter udtryk med tiden, takket være dets materialer.

Se mere fra boligen her


5. Indram hoveddøren

Brug carporten til at indramme indgangen til hjemmet og skab et velkommende miljø.

Carporten leder gæster hen mod hoveddøren, så arkitekturen fortæller, hvor du skal gå hen, og dermed føler du dig velkommen. Carportens forskudte plader i indfarvet krydsfiner gør den desuden til et helt kunstværk at se på.

Se mere fra boligen her


6. Luksus-garagen

Den ultimative garage er den, der ligger i direkte forlængelse af hjemmets indendørsarealer. Aldrig mere kolde vintermorgener, hvor ruderne skal skrabes og hænderne ryster af kulde!

I denne bolig er underetagens garage en fuldt integreret del af huset. Familien kører med bilen direkte ind i garage, hvorfra der er indgang til huset.

Se mere fra boligen her