Tips og råd

10 tips til en mere klimavenlig have

Forestil dig en grøn og frodig oase, hvor hvert træ og hver en blomst bidrager til et rigere og mere mangfoldigt dyreliv. Læs med, og få inspiration til hvordan du skaber en smukkere, vildere og mere klimavenlig have.

10 tips til en mere klimavenlig have

  1. Plant flerårige stauder
  2. Lad de gamle træer stå
  3. Anlæg en køkkenhave
  4. Indret haven i niveauer
  5. Byg legehuset af genbrugstræ
  6. Byd på en tår at drikke
  7. Lav insekthotel i brændestablen
  8. Drop hegn og plankeværk
  9. Begræns belægninger
  10. Hold høns

Se uddybning af rådene herunder.

Vi skal vænne os til at tænke principperne for bæredygtighed ind i alle aspekter af vores bolig - også i haven. Boligens klimapåvirkning begrænser sig nemlig ikke kun til selve huset. Alt, hvad du foretager dig på udearealerne, tæller med i det samlede klimaaftryk.

For selvom de grønne sysler måske virker uskyldige og ja, grønne – så har flere af dem et uheldigt klimaaftryk. Heldigvis er der masser af muligheder for at udleve havedrømmene uden hverken at skade kloden, klimaet eller det lokale dyreliv.  

1. Plant flerårige stauder

Blomstrende planter er alfa og omega i den klimavenlige have. Blomsterrigdommen fremmer insektlivet, giver større biodiversitet, bedre bestøvning og en mere naturlig bekæmpelse af skadedyr. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvilke blomstrende planter du vælger. Flerårige stauder har et lavere klimasftryk end etårige sommerblomster, der hvert år skal drives, dyrkes og transporteres til din have. Flerårige stauder kan desuden deles i det uendelige og dermed skabe endnu større blomsterrigdom. Planter du tæt, gør du det sværere for uønskede vækster at etablere sig. 

2. Lad de gamle træer stå

Vi er et sol- og lyshungrende folk. Mange foretrækker den bagende sol på terrassen fremfor fuglekvidder og flimrende skygge under trækronerne. Derfor ender smukke og velvoksne træer ofte med at falde for en motorsav. Men træerne er vigtige levesteder for dyr og bidrager samtidig til biodiversiteten i din have. Lad derfor endelig de gamle træer stå på grunden. De er smukke, giver læ for vinden, skygge på solrige dage, og så er de fabelagtige til at opsamle store mængder regnvand, hvilket mindsker risikoen for oversvømmelser på din grund.

3 KLIMAVENLIGE HAVERÅD

 

UNDGÅ SPAGNUM OG SPAGNUMBASERET PLANTEJORD
Spagnum bliver udgravet i gamle højmoser, som det vil tage mange år at genskabe. Ved udgravningen bliver der frigivet CO2, som ellers ligger lagret dybt i mosen. Brug derfor i stedet jord, der er fremstillet af komposterede planterester og hestemøg. 

VAND MED REGNVAND
I tørre perioder kan det være nødvendigt at vande krukke-planter og nyplantede vækster. Opsamler du regnvandet i en tønde, kan du klare vandingen uden at bruge en dråbe af det kostbare drikkevand. Til krukkerne kan du overveje en selvvanderindsats, der doserer vandtilførslen nedefra, hvilket sikrer et minimalt vandspild. 

KOMPOSTÉR DIT AFFALD
Den mest bæredygtige havejord er jord, som ikke kunstgødes, og som ikke skal transporteres over store afstande. Med andre ord: den jord, du allerede har i haven. Hvis jordkvaliteten skulle halte, kan den nemt optimeres med tilskud af kompost.

Kilde: Danske BoligArkitekter

3. Anlæg en køkkenhave

Klimaaftrykket fra dine indkøb i supermarkedet kan nedbringes, hvis du selv dyrker en del af det frugt og grønt familien spiser. Ved at dyrke dine egne fødevarer minimerer du behovet for transport og emballage, som begge er væsentlige kilder til CO2-udledning.

I en privat køkkenhave er det desuden nemmere at reducere brugen af kemiske pesticider og gødninger, der kan være skadelige for miljøet. En køkkenhave giver også mulighed for at dyrke en bredere vifte af planter, hvilket kan styrke biodiversiteten. Sidst men ikke mindst kan køkkenhave blive et fælles projekt for hele familien, hvor store og små kan få jord under neglene og følge madens vej fra have til mave.

4. Indret haven i niveauer

Hvis du vil gøre din have mere attraktiv for levende væsner, kan du skabe en have med niveauspring og varierende plantehøjder. En sådan have tilbyder ikke kun levesteder og føde til en bred vifte af dyr, men også mikroklimaer hvor forskellige arter kan trives.

Fx vil blomster og bladløv i forskellige niveauer tiltrække og ernære bestøvende insekter som bier og sommerfugle, mens buske og træer er ideelle levesteder for fugle og pindsvin, afhængigt af frø og bærtyper. 
 
Varierede plantehøjder og niveauer vil desuden bidrage til en bedre nedsivning af regnvand og dermed begrænse risikoen for både erosion og oversvømmelser.

5. Byg legehuset af genbrugstræ

Det genbrugstræ, som du kan købe i genbrugsbyggemarkeder kommer ofte fra gamle bygninger, møbler eller restprodukter fra træindustrien, og det er ganske velegnet til både små og store byggeprojekter i haven. Genbrugstræet kan dog også komme fra din egen bolig fx i forbindelse med en større ombygning.

Bruger du genbrugstræ til børnenes legehus eller familiens shelter får du ofte et mere unikt og personligt udtryk, end hvis du køber en standardmodel fra byggemarkedet. Du støtter desuden en cirkulær økonomi, hvor materialer genanvendes og bevares i omløb længere tid. Dette begrænser mængden af byggeaffald og mindsker behovet for nyproduktion af træ. At se hvordan gamle materialer får nyt liv, kan desuden bidrage til børnenes forståelse af bæredygtighed og ciklulær økonomi. 

6. Byd på en tår at drikke

For at gøre haven mere attraktiv for dyr, skal du forsøge at skabe nogle af de elementer, som findes på deres naturlige levesteder, fx vand. Et spejlbassin vil tiltrække fuglene og give masser af liv tæt på huset. For at forstærke biodiversiteten kan du tilplante kanterne, så der bliver føde og beskyttelse til endnu flere arter. 

Med hjælp fra fx en arkitekt kan havedammen eller spejlbassinet integreres i havens arkitektur, og blive en livgivende grøn oase, som både mennesker og dyr vil sætte pris på. 

7. Lav insekthotel i brændestablen

Gamle stammer er det perfekte levested for insekter. Men i stedet for at investere i smarte fabriksfremstillede ”designhoteller”, der skal transporteres til din matrikel, kan du frede en del af brændestablen og lade naturen gå sin egen gang. Det giver ikke kun en mere autentisk haveoplevelse, men sparer også ressourcer og understøtter en mere klimavenlig tilgang til havepleje.

Når du lader gamle træstykker og stammer blive en naturlig del af haven, tilbyder du skjule- og ynglesteder for mange forskellige insektarter. Over tid vil dette lille økosystem udvikle sig og tiltrække yderligere biodiversitet, som for eksempel de fugle og småpattedyr, der lever af insekterne.

8. Drop hegn og plankeværk

Et levende hegn af planter er bedre for biodiversiteten end hegn og plankeværk af træ. Ofte er det også langt smukkere. Det er denne frodige terrasse, tegnet af landskabsarkitekt Britta Dalsgaard et fint eksempel på. Her er der skabt privatliv og intimitet med staudegræsser. En almindelig hækbeplantning som fx bøg, tjørn og navr er også velegnede som afskærmning. Et levende hegn er desuden et godt ynglested for havens fugle. 

9. Begræns belægninger

I den klimavenlige have skal der være nem nedsivning af regnvand. Det betyder, at de faste og hårde belægninger skal reduceres til et minimum. I stedet skal du vælge permeable overader som græs, grus eller perlesten, der tillader
regnvandet at sive ned til grundvandet udenom kloaksystemet.

På terrassen bør du vælge træ, da træterrasser har et lavere klimaaftryk end stenterrasser. 

Har du enkelte steder i haven, hvor du af praktiske årsager har brug for en fast og hård belægning, kan du lægge genbrugssten eller alternativt natursten, som du finder på din egen grund eller henter i lokalområdet.  

10. Hold høns

Høns er fabelagtige til at omsætte have- og køkkenaffald til førsteklasses gødning, som du kan bruge i køkkenhaven og i havens bede. Samtidig får du friske æg hver dag, og du behøver ikke bekymre dig om dyrevelfærd, da hønsene kan leve et naturligt og frit liv i din have. 
Deres daglige graven og skraben i bedene holder jorden luftig og fri for skadedyr og ukrudt. Det styrker økosystemet i din have og mindsker behovet for kemiske pesticider og gødninger.

Derudover er det både sjovt, hyggeligt og lærerigt for børn at hjælpe med pasning, fodring og indsamling af æg.