7 smukke veje til førstesal

Spændende arkitektonisk element eller praktisk bindeled mellem etagerne? Der er mange muligheder, når det gælder trapper. Se arkitekternes smukkeste løsninger her, og få gode råd, før du vælger.

Af: Pernille Hjorth
Foto: Andreas Mikkel Hansen m.fl.

1. Som en musetrappe

En rå, smuk og robust trappeløsning i et trapperum, hvor også gulve og vægge er støbt i beton. Hus og trappe er tegnet af arkitekt Rasmus Bak fra Baks Arkitekter.

Se mere fra huset her

2. Trappe med god lyd

Højloftede trapperum er smukke, men kan give akustiske udfordringer med støj og trinlyd, der vandrer imellem etager­ne. Her er akustikken tænkt ind i trappeløsningen med lyddæmpende vægpaneler og trappetrin af massivt træ, der dæmper trinstøj. Huset er tegnet af Nørkær + Poulsen Arkitekter. Akustikpanelet er fra Moelven.

Se flere billeder fra huset

TRAPPEGEOMETRI

Det er simpel geometri, der bestemmer, hvor behagelig en trappe er at gå på. En gylden regel siger, at to stigninger plus en grund skal måle 61-63 cm. Stignin­gen er den lodrette del af et trappetrin, mens grunden er den vandrette, dvs. den, du træder på. En passende stigning er 17 cm. Det betyder, at grunden skal være 29 cm (2 x 17 + 29 = 63). Men du kan selv justere målene og gøre trappen mere eller mindre stejl, blot du holder dig inden for formlen.

3. Trappen er smuk fra alle sider

Den er det første, man møder, når man træder indenfor, og den er hele husets omdrejningspunkt. Familien har selv været med til at designe den. Trappen har massive trætrin og gelænder i hærdet glas. Under trappen er der blevet plads til et vinkøleskab.

Se mere fra huset her

4. Trappe med sving

En kvartsvingstrappe er en genial og pladsbesparende løsning i rum, hvor der ikke er plads til en ligeløbstrappe. Trappen i dette byhus har kileforme­de trin i massivt egetræ. For at opnå den bedste og sikreste gangkomfort er der særlige regler for udformningen af denne trappetype. Arkitekten kan hjælpe dig med at få styr på trappegeometrien. Glasgangbroen og trappens lette design med åbne trin er med til at trække lyset ned gennem trapperummet. 

Se mere fra byhuset her

Vælg de rigtige materialer

Trapper fås i mange forskellige materialer fra de traditionelle modeller i træ til designobjekter i glas, stål og beton. Da der er stor forskel på materialerne og deres egenskaber, er det vigtigt at du overvejer forhold som fx gangkomfort, trinlyd og vedligeholdelse, før du vælger materiale til din trappe.

Træ er det mest brugte materiale til trin – og ikke uden grund. Trætrin giver en behagelig gangkomfort og er mindre støjende end fx ståltrin, der kan skramle en del. Overfladebehandling er også vigtig, da trappen er en af de bygningsdele, der slides mest intensivt. Træ kan behandles med enten maling, lak eller olie. Lak er nemmest at vedligeholde, men sværere at reparere på, når der slides hul. Oliebehandlede trin er robuste men kræver jævnlig vedligeholdelse med plejeolie. Malede trin er nemme at holde rene, men får hurtigere skrammer og skal derfor friske op med maling med jævne mellemrum.

Stål og hærdet glas er velegnede som gelænder og værn. Et glasgelænder kan gøre rummet mere transparent, hvilket kan være en fordel, hvis der er begrænset med plads eller sparsomt dagslys

Fantastisk skulpturel trappe af arkitekt Charles Bessard

5. SKULPTUR I RUMMET

Den smukke spiralformede trappe slynger sig op gennem etagerne i denne villa, der er tegnet af arkitekt Charles Bessard. Arkitekten har arbejdet bevidst med at gøre trappen til et overraskende arkitektonisk element i huset.

Se mere fra huset her

Arkitekttegnet trappe i træ af arkitekt Rasmus Skaarup
Arkitekttegnet trappe i træ og med smukt hegn af arkitekt Rasmus Skaarup

6. GRAFISK TRAPPE TIL FØRSTESAL

Det flotte sving i denne trappe understreges af de enkle trin i massivt træ, der nærmest giver trappen et grafisk udtryk. Trappen er uden gelænder, men på førstesalen har arkitekt Rasmus Skaarup designet et helt specielt værn af stål og sejlgarn.

Se mere fra huset her

Sikker trappe – sådan!

En sikker trappe må ikke være for stejl. Trappegrunden dvs. den flade, vandrette del af trappen, skal være dyb nok til, at du kan få tilstrækkeligt med fodfæste og trinene bør ikke være for høje. Følger du reglerne for god trappegeometri, som er beskrevet andetsteds her på siden, er du sikret en optimal og behagelig stigning på trappe.

Husk at lukkede trin er mere sikre end åbne, og at malede, lakerede og polerede trin kan være glatte i strøm­pesokker.

Sørg for god belysning på trappen, fx ved hjælp af indbygget trinbelysning. 

Arkitekttegnet trappe i beton af arkitekt Steen Lundhild

7. BETONTRAPPE MED SVÆVETRIN

Der er gjort noget ekstra ud af trapperummet i denne nybyggede villa. Væggene er i beton, som er støbt på stedet. Det giver væggene en levende overflade med aftryk og mærker efter støbeformen. Trappens trin svæver og er også lavet i beton. 

Se mere fra huset her

Placér trappen rigtigt

En dårligt placeret trappe kan forringe ind­retningsmulighederne og gøre huset mindre funktionelt. Begynd med at få analyseret alle gangmønstre og funktioner i huset sammen med arkitekten, og arbejd med trappen som et samlende arkitektonisk element. Trappen skal være nem at komme hen til og gå uden om. Sørg for rigeligt med plads omkring trappen.  


Se også disse historier