Billedserie

Fantastiske tage

Fra en billig heldragt i stål til håndlavede unikateglsten på en halv meter. Se med her, og bliv inspireret af arkitekternes bedste ideer til et tag med masser af karakter.

Lys i pyramiderne

Tagene på dette sommerhus har en helt særlig form, der med den flade top giver associationer til maya-pyramiderne. Arkitekt Lotte Elkiær har tegnet huset og tænkt ovenlys ind i det pyramideformede tag. Resultatet er helt unikt og giver en fantastisk lysoplevelse.

Metallisk enkelthed

Denne nybyggede villa af arkitekt Uffe Topsøe-Jensen, lægger sig smukt ind i den nordiske farveskala. Udvendigt er der arbejdet med mørke toner og varme maghoni-vinduer, mens taget er et simpelt metalpladetag, der passer ind i den enkle stil og farveskala.

Højt på strå

Stråtage er enormt smukke og har en lang håndværkstradition bag sig. Modsat andre tagmaterialer kan stråene smyges om alle hjørner og og kanter og stort set formes, som man har lyst. Den fleksibilitet er udnyttet på dette nybyggede hus af arkitekt Rolf David Jensen, hvor taget følger vinduernes rundinger og står knivskarpt.

Træ på to måder

Da familien købte dette fritidshus var det primært for den skønne beliggenhed - huset i sig selv trængte til en kærlig hånd. Arkitekt Jørgen Dahlgaard valgte at beklæde husets facade med træbrædder og taget med træspåner. De forkskellige overflader skaber en flot variation i udtrykket, mens de tre lette kviste sørger for lyset.

Kærlighed til lister

Sommerhuset af arkitekt Søren Sarup har samme træbeklædning på både facade og tag, der over tid vil patinere til en grålig nuance og samtidig kræver meget lidt vedligehold. Udtrykket er homogent og enkelt med en tydelig rød tråd og stor kærlighed til træ.

Kig til himlen

Skær et cirkeludsnit til himlen i dit tag som her i det eksklusive kobberhus af arkitekt Lars Bo Poulsen. Cirklen fungerer som fikspunkt og giver masser af karakter og wauw-effekt til huset. Dæk hullet med glas for et anderledes ovenlysvindue eller brug det her som terrasse mellem to afdelinger af huset.

Rullet ind i zink

Lad tagmaterialet fortsætte ned ad facaden for et anderledes udtryk. På huset her af arkitekt Tom Mose Petersen fortsætter zinktaget ned ad den ene facadeside, mens det på den anden side stopper inden facaden. På den måde er taget med til at give retning på huset med en bagside og en forside. Samtidig fungerer zinken som en smuk kontur, der gør huset endnu skarpere.