Boligreportage

Fra fladt tag til himmelkig

En ny førstesal gav lys, luft og plads i 1960’er parcelhuset for en børnefamilie i Københavnsområdet. Familien kontaktede arkitekt Morten Dalsgaard, der foreslog at bygge til i højden og udvide boligen med 70 kvadratmeter og himmelkig.

Familien drømte om mere plads i parcelhuset, men ønskede ikke en tilbygning, der ville tage plads fra haven. Ved at bygge til i højden undgik familien at tage af pladsen i haven, og med etableringen af nye ovenlysvinduer og loft til kip fik huset et mere lyst og luftigt udtryk.
 

Fakta om projektet


Projekttype: Ny førstesal

Samlet projektpris: Ca. 2.000.000 kr.

Boligtype: Parcelhus

Resultat hos boligejeren: Ny førstesal, mere dagslys, mere plads, bedre planløsning

Arkitektens pris: Ca. 150.000 kr.

Bygningen er opført: 1964

Energitiltag: Nye højisolerede ovenlysvinduer, vinduer og døre er udskiftet, taget er skiftet, efterisolering af førstesal

Total forvandling

Børnefamiliens oprindelige vinkelhus på 121 kvadratmeter i gulsten og med built-up tag havde dannet en fin ramme om familiens liv. Men pladsen var blevet for trang, og huset manglede både dagslys og bedre opbevaringsmuligheder.

På den konto fik de en opholdsstue, to ekstra værelser og et stort fleksibelt rum med en funktionel skabsgang. Husets oprindelige stue blev åbnet til kip, hvilket gav det dejligste kig til himlen og et fint dagslys gennem de nordvendte ovenlysvinduerne. 

Husets oprindelige stue blev åbnet til kip, hvilket gav det dejligste kig til himlen og et fint dagslys gennem de nordvendte ovenlysvinduerne. 

Mere plads til familien

Med den nye førstesal har husets nye opholdsstue fået ekstra højt til loftet og kig til den nye etage. Der er adgang til den nye tagetage fra den oprindelige stue. I stueetagen er den oprindelige spisestue udvidet og to små børneværelser slået sammen til et åbent kontor.

Alle vinduer og døre er udskiftet. Glaspartierne omkring spise- og opholdsstuen når ned til gulvet og er blevet udvidet i højde og bredde. Alt sammen løsninger, der har gjort huset langtidsholdbart for familien og har åbnet for lys, luft og plads. 
 

Ny og moderne facade

Renoveringen har givet huset et nyt og moderne udtryk. Facaden er filtset med indfarvet hvid puds, og der er etableret gråsorte vinduer og døre i træ og aluminium. Tagetagen er beklædt med smukt og vejrbestandigt cedertræ i gavle og sider.

Kvisten er i zink, og der er lagt sort tagpap med listedækning på taget. Når det ubehandlede cedertræ har fået lov til at patinere i sølvgrå nuancer, vil farverne med tiden danne en fin gråtoneskala.

Med renoveringen er det oprindelige gulstenshus blevet et hus med plads til hele familien.
 

Morten Lie Dalsgaard

Morten Lie Dalsgaard

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.