Claus Reinholdt

Bliv ringet op gratis af Claus Reinholdt

Skriv en besked herunder eller ring

Funkisvilla vendte grundplanen på hovedet – og fik fjordudsigt

Den gamle funkisvilla fik slet ikke nok ud af sin beliggenhed ved Kolding Fjord. Det mente arkitekt Claus Reinholdt, der vendte husets grundplan på hovedet - og skaffede familien den skønneste fjordudsigt. Oplev husets forvandling her.

Af: Nina Klinker Stephensen
Foto: Frederikke Heiberg

Huset lå højt på grunden, og fra haven var der en fantastisk udsigt over vandet. Det var netop den udsigt Marianne og Anders faldt for, da de købte funkisbungalowen ved Kolding Fjord. Indefra fra historien derimod en helt anden. Her var udsigten skjult, og alle husets centrale rum var orienteret mod baghaven - væk fra lys og vandudsigt. Indgangsparti og trapperum dominerede facaden og optog den plads, hvor man ellers havde mulighed for et smukt vue over fjorden.

─ Det var jo lidt tosset at bo med den udsigt uden at kunne se den, siger Anders.

Parret blev husejere i 2004, men med små børn og travle karrierer blev ombygningsplanerne hele tiden skudt til hjørne. Først i 2011 mødte de den rigtige arkitekt, Claus Reinholdt fra Danske BoligArkitekter, der så det samme potentiale i huset, som ægteparret selv havde set syv år tidligere: en fantastisk beliggenhed og en bolig, der slet ikke udnyttede den. Selve den praktiske indretning var heller ikke optimal - især ikke efter, at parret fik deres to børn.

FAKTA OM OMBYGNINGEN

Familien fik: Ny planløsning og tilbygning på 60 m2 med nyt spisekøkken og udgang til flere terrasser med fjordudsigt, nyt badeværelser, udskiftning af vinduer, ovenlys i børneværelset og franske altaner i alle soveværelser. Renovering og udvidelse af kælder med egen indgang, gæsteværelse og bad, nyt tag og isolering af loft.

Byggepris: Ca. 2.0 mio.   

: Husets tilbygning rummer et lyst køkken-alrum med udgang til terrasse. Med tilbygningen fik familien mere plads, lys og havudsigt. Spisebordet er fra Bolia, og kan forlænges til 16 personer. Stolene er Wegners klassiske Y-stole. Loftlampen er en Semi-pendel, der har fået ny kulørt ledning.
Familiens køkken-alrum befinder sig i tilbygningen. Køkkenet er købt hos Invita, og har en bordplade af corian. Pendlerne hedder Flowerpots og er designet af Verner Panton. Husets karakteristiske hjørnevinduer er ført videre i tilbygningen.
De kulørte klinker over komfuret er et genbrug fra husets gamle køkken. Den tidligere ejer har hentet dem i Italien, hvor de er lavet af en kunstner, der var elev hos Picasso.
Det flotte armatur er fra Vola og matcher farvevalget i familiens køkken.
Det nye køkken i tilbygningen er lyst og enkelt. Det strømlinede udtryk er dog brudt af kulørte klinker fra det gamle køkken og den tidligere ejer. Han har hjembragt dem fra en kunstner i Italien. Køkkenet er fra Invita og har en bordplade af corian. Pendlerne er Verner Pantons Flowerpots.
Mellem køkken og trapperummet på den anden side af den oprindelige ydervæg er anbragt et vindue. Det giver naturligt lys til den trappe, der med tilbygningen blev ‘trukket’ ind i huset. Gulvet er af amerikansk pitch-pine. Det er også brugt i det oprindelige hus, og parret valgte at fortsætte med det.

Claus Reinholdt var vedholdende, så nye muligheder og bombarderede Marianne og Anders med idéer. Og det var præcis, hvad det travle lægepar havde brug for.

─ Nu havde vi det fornødne overskud. Desuden blafrede stearinlysene i vindueskarmen, og hoveddøren havde svært ved at lukke helt i. Noget skulle gøres, så vi ikke fyrede for gråspurvene, forklarer Anders.

Vi ønskede os ikke et pyntehjem, men et levende sted med lys og udsigt, og det har vi fået. Den nye tilbygning er det sted, vi opholder os mest. Og huset har stadig samme udtryk, som det vi faldt for første gang vi så det

─ Claus var kompromisløs i sit ønske om at bevare funkisstilen. Han har bygget en del i området, og hans projekter virkede alle gennemtænkte, så vi følte os i virkelig gode hænder, fortæller Marianne og fortsætter:

─ Vi ville naturligvis have udsigten ind i huset. Derudover havde vi behov for et ekstra værelse til overnattende gæster. Vi ville også gerne have en større spisestue, for vi er ofte mange omkring bordet. Kælderen var mørk og fugtig - den skulle gøres anvendelig. Og så ville vi frem for alt have dagslyset ind.

Terrassen fortsætter henover den trappe, der leder fra haven op til hoveddøren. Bemærk den runde form på terrassens rækværk. Rækværket er gedigent og opført som en del af murværket for bedst muligt at smelte sammen med huset. På rækværket er lagt galvaniseret stål. Nye havemøbler i retro-stil er sat til.
Tilbygningen er næsten som en ‘kasse’, men smelter naturligt sammen med det oprindelige byggeri. Vinduespartierne, der fortsætter rundt om hjørnerne og kendertegner funkis-stilen er ført videre i tilbygningen.
Ovenpå tilbygningen er en ugenert terrasse med udsigt over Kolding Fjord. På terrassedækket er lagt harpiksholdigt hårdttræ. Terrassen er en af familiens nye yndlingspladser.

Ifølge Claus Reinholdt er mange ældre huse indrettet så de centrale leverum, som vi i dag opholder os mest i, er vendt væk fra lyset.

─ Dengang gav man stadsstuen, som kun sjældent blev brugt, den bedste placering - den placering, der ligger mod vejen. Men selv stuen var mørk i dette tilfælde. Opgaven var derfor at ‘vende’ huset, så lys og sol kom ind i de centrale rum, og udsigten kunne nydes. Samtidig skulle boligarealet øges. Den indvendige trappe lå op ad husets bedste facade, og en lokalplan hindrede, at trappen kunne flyttes ud i et nyt trapperum, for man måtte ikke længere bygge i to etager, fortæller Claus Reinholdt.

Det var jo lidt tosset at bo med den udsigt uden at kunne se den

Løsningen blev at bygge ‘en kasse’ på huset - i én etage, men med terrasse foroven og mere kælderplads forneden. Det eksisterende trapperum blev derved trukket ind midt i huset i stedet for at ‘spærre’ for udsigten. Langs trappen blev sat en glasrude, så lyset fra køkkenet kunne nå trapperummet og de bagerste værelser. Indgangspartiet blev flyttet om på siden af huset.

─ For os har det været vigtigt, at huset kan bruges til børn, deres venner, mange mennesker og almindelig selskabelighed. Vi ønskede os ikke et pyntehjem, men et levende sted med lys og udsigt, og det har vi fået. Den nye tilbygning er det sted, vi opholder os mest. Og huset har stadig samme udtryk, som det vi faldt for første gang vi så det, siger Marianne.

Trapperummet lå oprindelig i den side af huset, der har udsigt mod vandet. Ved at bygge udenpå blev trappen placeret i midten af huset. Et vindue mellem trappe og køkken-alrum sikrer en naturlig lyskilde, og holder samtidig de to rum adskilte. Den lille bænk er fra Bolia, og bruges af børnene når de skal have sko af og på. Gulvet er amerikansk pitch-pine, som får et rødt skær når det lakeres.
For at give lyset bedst mulig adgang er langs trappen lavet to vinduespartier. Det ene har kig til det nye køkken-alrum, og det andet udsigt til terrassen på 1. sal. Gulvet er amerikansk pitch-pine.
Med et vindue over TV’et har lyset fået adgang gennem huset. TV-stuen deler væg med trapperummet, hvor der sidder et tilsvarende vinduesparti mellem trappe og køkken-alrum. Stolen er en flagermus-stol i patineret læder. Sofaerne er en gave fra Anders Jordy’s faster.
Pejsen er bygget af en tidligere ejer, og fungerer nu som brændeovn. Bogkasserne er fra Montana. Over dem hænger en samling af nordiske kunstnere: et Heerup-litografi, et oliemaleri lavet af islændingen Bjartalid og en kunstplakat fra Edvard Munch museet i Oslo.

Familiens bedste byggeråd

  • Tænk haven med i projektet fra start af og planlæg anlæggelsen, så haven står færdig samtidig med huset.
  • Tag billeder af haven, før du sætter byggeriet i gang. Så er det lettere at genskabe haven når byggerodet er overstået.
  • Vær præcis i dine krav og beskrivelser til byggefirmaet om indkøb og montering af inventar. På den måde undgår du at ende i tvister og at ting skal laves om. 
Husets oprindelige ydervæg anes i åbningen mellem stue og køkken. I gangen er nu lavet en åben trappe til kælderen, som også er blevet udbygget og renoveret. Gulvet i både tilbygning såvel som det oprindelige hus er et pitch-pine trægulv.
Det nye indgangsparti blev flyttet om på siden af huset. Det er nu placeret, hvor det oprindelige køkken lå. En del af det gamle køkken rummer nu også et af husets tre badeværelser. På gulvet ligger slidstærkt rødt linoleum.
I en del af det gamle køkken ligger nu et moderne badeværelse. Toilettet er et hænge-kloset fra Ifö og hedder ‘Signart’ - det er designet af Knud Holscher. Vasken af corian er fra Invita. Det røde gulv fortsætter ud i entréen og er et linoleumsgulv.
Kælderen var oprindelig mørk og fugtig, men er nu blevet udbygget og renoveret, og føles ikke længere som kælderum. Kælderetagen rummer sin egen lille lejlighed med gæsteværelse, bad og toilet. Parret overvejede en gulvbelægning i pudset beton, men valgte i stedet at lægge skifer.
Indgangspartiet er nu placeret på siden af huset i stedet for at tage plads på husets front, der vender mod fjorden.
Villaen ved fjorden fik en rektangulær tilbygning bygget på, som rummer et køkken-alrum, og fik dermed både udsigt til havet og masser af lysindfald.