Guide

Få bugt med træk og kulde

Ingen træk og en tilpas varm og stabil temperatur er afgørende for et godt indeklima. Den mest effektive måde at skabe et lunt og stabilt indeklima på er ved at sørge for, at din bolig er tæt og velisoleret. Det kan derfor være en god ide at energirenovere, hvis du oplever problemer med kulde og træk, når du er derhjemme.

For at få bugt med træk og kulde, kan det være nødvendigt med en gennemgang af hele boligens isoleringsgrad og tæthed. Bor du i et parcelhus fra 60’erne eller 70’erne, kan træk og dermed måske et stort varmetab stamme fra vinduerne. Måske trænger de originale vinduer til at blive udskiftet helt eller delvist. Andre gange kan noget så enkelt som en ny tætningsliste gøre underværker.

Lad altid en rådgiver vurdere kvaliteten og isoleringsevnen i det eksisterende, så du ikke risikerer at udskifte materialer, som er af god kvalitet, og sagtens kan holde i mange år fremover. 

Har du store temperaturforskelle i boligen kan det også opleves som træk. Sørg derfor for at have en stabil temperatur på tværs af boligens rum. Det giver det bedste indeklima. Ifølge Videncentret Bolius er den optimale temperatur i boligen 20-22 grader. 

En tæt bolig er også en godt isoleret bolig, så måske har du behov for en efterisolering. Det vil give ikke bare en lavere varmeregning men også stabilisere temperaturen, komme klamme, kolde vægge til livs og undgå træk gennem revner og sprækker.

6 tips til mindre træk

  • Efterisolér gulvet, hvis isoleringen er mindre end 100 mm. Tjek tykkelsen på tegninger af huset, løft et gulvbræt eller få en energirådgiver til at tjekke det.
  • Reparér eller udskift utætte døre. Er døren blevet skæv, eller er den rådden, kan det være på tide at udskifte den. Eller kan du måske nøjes med en tætningsliste eller med at få rettet døren op med hjælp fra en snedker.
  • Minimér kulde ved vinduer og ydervægge ved at skifte vinduet ud med et lavenergivindue eller ved at isolere væggen, hvis den er kold, når du kører hånden langs væggen. 
  • Udskift slidte tætningslister ved døre og vinduer ud med nye. Tjek om de skal udskiftes ved hjælp af et stearinlys. Blafrer flammen, når du holder lyset foran listen, skal den udskiftes. Husk at lukke for andre luftkilder, der kan forstyrre.
  • Udskift eller reparér dine slidte dørtrin, hvis der kommer luft ind mellem dørtrinnet og døren.
  • Isolér vinduesbrystningerne, der er stykket fra vindueskarmen og ned til gulvet, hvis der ikke er 100 mm. isolerende mineraluld indenunder.