Guide

Få et sommerhus der matcher dine behov

Er du til vild naturgrund eller velplejet plæne? Lader du bedst op i skoven eller ved vandet? Skal dit sommerhus rumme hele familien, eller være en fredfyldt oase for to? Her får du inspiration og gode råd til, hvordan du får et sommerhus, der matcher dine behov.

I skoven eller ved vandet?

Start med at stille dig selv spørgsmålene: Hvad er min drøm med sommerhuset? Hvilket liv, vil jeg gerne leve der?

Ønsker du, at dit liv i sommerhuset skal adskille sig fra dit normale liv derhjemme? Ønsker du en mere simpel tilværelse i ferierne? Hvis ja, så skal dit sommerhus måske bygges i en primitiv og mere enkel stil med færre kvadratmeter og uden alle hverdagens hjælpemidler og luksusindretning.

Overvej eventuelt, om det kunne være en smart løsning for dig, at få møblerne bygget ind i husets arkitektur fra start. Det kan være en alkove eller en reol indbygget i væggen, skræddersyede indbyggede bænke samt karnapper, man kan sidde i. På den måde er det let at gøre rent, og der er meget lidt indretning at tage stilling til, når huset først er bygget. Bare det at bruge andre materialer end dem, der er i din helårsbolig, eller det at indrette sommerhuset, så man springer entréen over og går direkte ind i stuen, vil give en kontrast til dit normale liv.

Et sommerhus behøver nemlig ikke nødvendigvis at indeholde de samme funktioner som din helårsbolig, hvor hverdagens praktik stiller krav til funktionalitet og vedligeholdelse.

Flere og flere sommerhusejere går dog i dag i den modsatte retning. De vil stadig have nutidens komfort, lækre materialer og masser af plads, og vælger derfor et moderne sommerhus, der på mange måder minder om et almindeligt hus. Det har fladskærme, musikanlæg, stort køkkenalrum, flere badeværelser, gulvvarme, vand hele året rundt og mange kvadratmeter at boltre sig på, selvom det regner.

Det liv, du ønsker, skal arkitekturen til dit nye sommerhus understøtte.

Tosomhed eller familiefest?

Inden du tager fat i en arkitekt, er det også en god idé at overveje, hvad sommerhuset skal bruges til. Er det et gemmested, hvor du og din partner kan være alene og helt jer selv, kan du let nøjes med få kvadratmeter, et lille køkken og en enkelt soveplads. Drømmer du derimod om at kunne have familien med alle dine søskende eller hele surferslænget på besøg til overnatning, er det et helt andet scenarie. Så kræves der masser af sovepladser, et større fællesrum, så der stadig kan hygges, selvom det regner, flere toiletter og badeværelser, så I ikke står i kø hver morgen og rummene slides hurtigt. Det kan også være, at en eller to annekser adskilt fra huset vil være optimalt, hvis gæsterne stadig skal kunne have lidt privatliv og ikke forstyrres af larm, når nogle vil sove og andre spille spil til langt ud på natten.

Dit sommerhus er en mulighed for et andet liv

Lad dit sommerhus invitere til et andet liv end det derhjemme. Det kan gøres enkelt ved at lave anderledes sovepladser - fx alkover, køjesenge eller et adskilt anneks til børnene. I kan også vælge at bandlyse tv og internet og lave udekøkken på terrassen. Måske behøver I heller ikke skabe og reoler til tøj og ting. Ved at gøre sommerhuset anderledes end parcelhuset derhjemme, bliver følelsen af at komme væk og få en pause forøget.

4 Gode råd inden du bygger sommerhus

  • Byggeprocent
    Vær opmærksom på, at byggeprocenten ofte er meget lavere for sommerhuse end for helårshuse. Du må nemlig kun bygge på 15% af grunden. Det kan dog veksle fra kommune til kommune, så tjek din lokalplan.
  • Økonomi
    Læg 10% af jeres samlede budget oven i prisen som buffer til uforudsete udgifter. De kommer altid. Tænk desuden over, hvor I lægger jeres penge. Brug hellere mange penge på et godt gulv, der skal tage imod meget slid hver dag, end på nogle dyre fliser på badeværelset.
  • Facade
    De fleste bygger deres sommerhus i træ - måske du også vil det? Træ er et glimrende materiale, fordi det er billigt, rustikt og enkelt, og så passer det godt ind i naturen. Vandrette trælister giver et klassisk udtryk, mens lodrette trælister i et tyndt format gør huset mere let og slankt at se på. Du kan også mikse bredder og længder, for at opnå et mere moderne og anderledes ydre.
  • Placering
    Vend stue og køkkenalrum, hvor du opholder dig mest, mod den bedste udsigt og læg soveværelserne mod nord, så de kan holdes kølige.

Kilde: Arkitekt Karina Søgaard fra Ksark ApS