Få råd til dit drømmeprojekt

Der findes mange fordyrende elementer i et byggeri, der kan sluge dit budget og forhindre dig i at få dit drømmerprojekt ført ud i livet. Vi giver dig her en række tips til hvor du kan skære ned på omkostningerne og komme i hus med dit byggeri.

Simpelt og enkelt. billigt arkitekttegnet sommerhus i træ af arkitekt
SIMPELT LIV I SOMMERHUSET Lige flader, en rekanglet form og få rum. Sommerhuset her af arkitekt Martin Kallesø er helt simpelt opbygget, og har derfor ikke kostet mere end 1 - 1,25 millioner kroner. SE MERE fra huset ved at klikke på billedet

Her batter det, hvis du vil spare penge på dit byggeri

Vær selvbygger
Det er bestemt ikke et sparetip for alle! For det kræver stor indsigt og håndværkererfaring, samt ikke mindst masser af tid at bygge selv. Men da det især er håndværkerlønninger, der fylder i et byggebudget, kan du spare mange penge ved at gøre det selv.  

Brug tid på at lede efter den rigtige entreprenør
Igen: håndværkertimer koster. Har du mod på og tid til at lede efter en god entreprenør, der er både billig, hurtig og god, kan du spare mærkbare beløb. Men det kræver research og kontakter.

Byg i ét plan
Et etplanshus er typisk lettere at bygge end et hus i to plan. Med to plan skal der i endnu højere grad tænkes over konstruktionen, ligesom elektricitet og føringsveje også skal op på førstesal. Derfor er det især dyrt, hvis du vil have køkken og flere badeværelser på den øverste etage. Samtidig kræver to plan en trappe, der godt kan koste 100.000 kr., hvis den ikke købes i et byggemarked. Ligesom en førstesal også inviterer til en altan eller tagterrasse, hvilket igen koster 100.000 kr. eller mere oven i.

Byg simpelt
Kort sagt: hver gang du laver et hjørne på dit hus, stiger prisen. Formen og avanceringsgraden af dit hus har nemlig indflydelse på byggeprisen, idet håndværkerne kan bygge langt hurtigere og gøre brug af færre teknikker, hvis de ikke skal stoppe op, men bare kan fortsætte med samme materiale på samme måde. Et simpelt hus er kompakt og firkantet uden knæk, kanter og udhæng, ligesom husets facade er uden materialeskift og avancerede samlinger. Derfor vil en tilbygning i direkte forbindelse forlængelse af det eksisterende hus også være markant billigere end en tilbygning sat vinkelret på.

Spar på badeværelserne
Badeværelset er det dyreste rum i en bolig, fordi alle faggrupper, som fx elektriker, VVS'er og murer, skal ind over. Desuden koster det også materialer og håndværkertimer at sætte fliser op i hele rummet. Selv hvis der er tale om et lille Københavner-badeværelse på 1,5 m2 kan det stort set ikke laves for under 150.000 kr. Det er dog startomkostningerne, der er dyre, da der uanset størrelse altid skal tilføjes el, og rørføring til vand og afløb. Jo større dit badeværelse er, jo mindre vil kvadratmeterprisen dermed blive. Overvej derfor grundigt, hvor mange badeværelser du reelt har brug for.

Skær ned på kvadratmeterne
Med en kvadratmeterpris på omkring 15.000 - 25.000 kr. alt efter, hvor i landet du bygger, kan selv 10 - 20 kvadratmeter mindre betyde betydelige ændringer i dit byggebudget. Byg derfor kun det du har brug for og prioriter hellere kvalitet frem for kvantitet. Desuden koster et stort hus siden hen mere i energi og vedligeholdelse. En arkitekt kan hjælpe dig med at lave en optimeret planløsning med minimal gangplads og præcis de rum, du har brug for.

FACADEVALG Familien i dette hus ville gerne have haft helt smalle trælister på facaden. Men da budgettet var stramt og ønsket dyrt, blev det bredere lister i standardmål i stedet. Men dte se rnu også flot ud. SE MERE FRA HUSET ved at klikke på billedet.
Selvbygget hus efter arkitekttegninger
SELVBYGGET ER VELBYGGET Boligejeren i dette hus har bygget huset her fra facadebeklædning til listeloft. På den måde har han fået mere hus for pengene. SE MERE FRA HUSET ved at klikke på billedet

Her må du ikke spare

  • Rådgivning. Det er en omfattende sag at bygge et nyt hus. Brug en byggeteknisk rådgiver, fx en arkitekt, til at have snor i økonomi, tilladelser, håndværkerkontrakter m.v. Det kan i sidste ende spare dig penge og ærgrelse.
  • Tid. Gør dit forarbejde grundigt, så du er klar i mælet og kender dit budget, når du skal formidle dine ønsker til arkitekten. De ind­ledende faser, fx skitseprocessen, er uhyre vigtige, da det er her, ”grundstenen” bliver lagt og husets form og funktion bliver til.
  • Materialer. Gå ikke på kompromis med de ”faste” dele som vinduer, gulve, trapper osv. Du skal se på dem i mange år, så de må gerne blive smukke af slid. Prioriter derfor dette over et nyt køkken, der trods en høj pris, vil blive skiftet ud en del gange i husets levetid.

Disse typiske boligdrømme er store pengeslugere

Mærke-armaturer
Mange har en drøm om, at alle armaturer på deres badeværelse eller i køkkenet skal være af mærket Vola eller et andet populært mærke. Men mange får et chok, når de bagefter ser, at det betyder en regning på 100.000 kroner ekstra. Et brusearmatur fra Vola kan nemlig let koste 30.000 – 40.000 kr. Det er derfor værd at overveje, om det er dér, pengene skal lægges.

Gulvvarme
Mange drømmer om gulvvarme i hele huset. Men er huset fx 100 m², kan det let løbe op i 300.000 – 400.000 kr. Og det kan ikke nå at blive tjent ind igen ved energibesparelser gennem et helt menneskeliv.

Kælder
Mange spørger, om de også lige kan få en kælder under den planlagte tilbygning, nu de er i gang. Men det er altså ikke bare sådan lige at lave en kælder. En kælder koster (mindst) lige så meget at etablere pr. m² som tilbygningen over jord.

Kilder: Arkitekt Morten Dalsgaard og arkitekt Nanna Bering

3 ting, du skal huske i dit byggebudget

Udearealer
Bygger du nyt, vil maskiner og håndværkere trampe alt levende rundt om din bolig ned, når de arbejder og skal fragte materialer rundt. Udearealer med terrasse og beplantning i haven er en vigtig del af oplevelsen af et hus. Og det er ærgerligt at træde ud på en pløjemark fra havedøren i dit fine nye hus, fordi du har glemt at sætte ekstra penge af til terrasse og planter.

Akustikregulering
Akustikken i din bolig er afgørende for dit velbefindende. Husk derfor at tænke akustikken med fra start, når du bygger. Akustikregulering kan laves helt usynligt eller være dekoration i sig selv med lange smukke trælister langs loftfladen.

Carport og cykelskur
Mange glemmer de sidste praktiske detaljer som cykelskur, en afskærmende niche til den grimme skraldespand og en carport, når de bygger. Ofte står de ting derfor bare og roder ude foran eller er løst med en skrabet Silvan-model, fordi der ikke var flere penge tilbage. Det er ærgerligt, for det ødelægger oplevelsen af dit flotte hus udefra. Tænk derfor alle funktioner med fra start.