3 fantastiske huse i pagt med omgivelserne

Det rigtige samspil med omgivelserne er ofte det, der gør en bolig ekstra lækker og imponerende. Og netop det kan en arkitekt hjælpe dig med. Danske BoligArkitekter viser dig her tre fantastiske huse, der er formet perfekt til grunden.

Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Jesper Ray, Anette Roien og N+P Arkitektur


Genialt tvist i tre plan giver udsigt fra alle rum

I ET MED FJORDEN
Med en facade af glas ud mod fjorden og så få vægge som muligt har arkitekt Lars Christensen udvisket grænsen mellem ude og inde og sørget for udsigt fra stort se alle rum. Mens boligen folder sig ud ned ad skråningen, ses kun den øverste etage fra ankomstsiden, der derfor virker mere diskret. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Med et fald på 16 meter var der ingen, der havde troet, at skråningen kunne bruges som en byggegrund. Men med arkitekt Lars Christensens idé om at lade grundens udfordringer skabe selve huset, ligger der i dag en enestående bolig, der allerede er belønnet med flere anerkendende arkitekturpriser.

Som en serpentin til nytårsaften folder huset sig genialt ud i tre plateauer ned ad skråningen. Med den tvistede form har boligens terrasser og rum udsigt til flere sider. Familien kan altid finde et spot med læ og sol, ligesom de fra alle rum, ja, selv fra badekarret har mulighed for at nyde den fantastiske placering lige ud til Vejle Fjord.

Det har dog krævet både præcision og særligt udstyr at placere huset på en skråning bl.a. fordi det skulle bygges oppefra og adskillige byggedele hejses ned ad skråningen og monteres direkte fra kranen. Derudover skulle huset fastgøres med et stort anker, der blev boret ind i skråningen.

Fakta om huset

Arkitekt: Lars Christensen fra Prisme Arkitekter A/S og medlem af Danske BoligArkitekter

Størrelse: 180 m2

Materialer: Farvede aluminiumsplader og egetræ på facaden, gulvet og terrassen samt solceller og tagpap på taget.

Prisvinder: Vinder af Vejle-Prisen 2017 samt Borgernes Arkitekturpris 2017

BADEKAR MED UDSIGT Direkte fra kanten af det skulpturelle badekar kan familien nyde den fantastiske udsigt til Vejle Fjord. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.
KONTOR MED GENTAGELSER. Fra husets kontor er der udsigt udover de repeterede tage til vandet. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Træhus flyder i den vilde natur

VELKOMSTPORT Med en unik adresse for enden af en skovsti kommer der ofte fodgængere og cyklister forbi. For at bevare lidt privatliv fandt arkitekt Lars Bo Poulsen derfor på at lave en carport, der samtidig fungerer som afskærmende indgangsport. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Bevæger man sig ned ad en lille skovsti i et skønt naturområde i det midtjyske, kan man støde på dette fantastiske træhus tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen. Græs og andre planter er bevaret uberørt helt op til facadekanten, så huset nærmest flyder i det grønne landskab. Kun fra carporten til hoveddøren er der banet vej med en smal betonbelagt sti, der fortsætter ind som gulv på hele stueetagen og ud igen som et par enkle terrasser.

Materialerne er nøje afstemt omgivelsernes farveskala, ligesom boligen er formet i to etager frem for en, så aftrykket på naturen holder sig på et minimum trods et ønske om masser af plads.

Også indenfor er arkitekturen lavet med de grønne omgivelser for øje. Intet mindre end syv meter er der til loftet i køkkenalrummet, hvorfra der er åben kontakt til førstesalen og sågar terrassen samt smukke kig ud på søen, træerne og himlen. De ekstraordinære kig på kryds og tværs skaber spændende rum og en fantastisk kontakt til naturen.

Fakta om huset

Arkitekt: Lars Bo Poulsen fra N+P Arkitektur og medlem af Danske BoligArkitekter

Størrelse: 200 m2 + 100 m2 carport med depotrum.

Materialer: Grantræ behandlet med jernvitriol, træalu, zinkkarnapper, tagpap og betonbelægning.

OMRINGET AF NATUR Vinduer ud mod naturen både oppe og nede giver nogle smukke lysindfald og fantastiske kig, lige meget hvor hen beboerne drejer hovedet. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.
SMUKT LISTELOFT På førstesalen ligger stuen. Her er loftet beklædt med smukke, lange lister, mens gulvet - modsat stuens rå beton - er beklædt med træ for en hyggeligere og mere intim stemning. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.
MARKANT KARNAP
Husets facade bliver brudt af to karnapper, der med markante zinkkanter bidrager med et moderne udtryk, mens de indvendigt er indrettet med hyggelige siddenicher. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Sommerhus med bølgebrus og plads til hele familien

HUS MED TRADITIONER
I familiesommerhuset, der lå på grunden før, var familien vant til at stå op med udsigt til den lokale lodsbåd, der sejlede afsted på samme tidspunkt hver morgen. Et traditionsrigt kig, der var et krav fra boligejerne at få skabt på ny. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.

Sommerhus med bølgebrus og plads til hele familien

På en skråning lige ud til Storebælt har arkitekt Niels Christoffersen tegnet et luksuriøst sommerhus med fokus på rå og naturlige materialer, enkle linjer og kontakt til lyset og de blå bølger lige udenfor.

Huset er med en base støbt på stedet af rå beton formet i forskudte dele, så det passer ind på den skrå grund og ikke virker så voldsomt mellem de mere traditionelle og små sommerhuse i området, trods dets mange kvadratmeter.

Med familie og venner spredt rundt i hele verden er huset bygget med ideen om et fast samlingspunkt, der kan danne ramme om hyggelige weekender og sommerferier sammen i Danmark. Det vigtigste rum har derfor været det store fællesrum på første sal, der åbner sig ud mod havet, ligesom huset rummer masser af værelser med indbyggede møbler og alkover i smukt træ samt wellness-rum med badekar og sauna, man kan varme sig i efter en dukkert i Storebælt.

Fakta om huset

Arkitekt: Niels Christoffersen fra Christoffersen & Weiling Architects og medlem af Danske BoligArkitekter

Størrelse: Ca. 200 m2

Materialer: Beton ude og inde, sortmalet Superwood på facaden og douglasgran på gulve og lofter.

HAVBAD
Med panoramaudsigt fra badekarret og ovenlys over bruseren har arkitekt Niels Christoffersen hevet naturen helt ind på badeværelset. Det rå beton og de mørke fliser giver en kølig hulestemning og et flot modspil til lyset udenfor. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.
LEVERUM
Fællesrummet er boligens hjerte med spiseplads, køkken og en fantastisk udsigt. Vinduet mødes af en brystning i stedet for at gå helt i bund, så familien er mindre eksponeret for nysgerrige sjæle, der går tur langs stranden. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.
VANDSENG
Med udgang til stranden og vindue helt ned til sengekanten, må dette være vandsengen, der aldrig går af mode. Sengen er i douglasgran og gulvet poleret beton med indstøbte sten. KLIK på billedet for at se mere fra projektet.