Find den rigtige grund til dit nye hus

Det kan være sin sag at se sit nye hus for sig på en kedelig pløjemark eller et goldt frimærke i en forstad. Ikke desto mindre kan netop det stykke jord blive det sted, du og din familie skal bo de næste mange år. Her får du gode råd om, hvor og hvordan du finder den helt rigtige grund til dit drømmehus.

Af: Christina B. Kjeldsen
Foto: Andreas Mikkel Hansen m.fl.

Find den rigtige byggegrund, når du skal bygge nyt hus. Her en flot byggegrund ved havet

1. Hvor vil du bo?

Hav dine og familiens mål og værdier for øje – både nu og de næste 10 år. Skal den gode skole være i cykelafstand? Skal der være skov til hunden og mountainbiken tæt på? Skal I nemt kunne komme til byen? Undgå for mange kompromiser, for de her ting bliver afgørende for, om I kommer til at trives i området mange år frem.

Måske du kunne tænke dig at bo i en skov? Familien her havde forelsket sig i en unik naturgrund med egen skov og drømte om et træhus, inspireret af de simple lader, man kender fra USA. KLIK PÅ BILLEDET og kom på besøg i den sorte lade.

2. Ny udstykning eller gammelt kvarter?

I nye udstykninger skal du forberede dig på at fortove og gadebelysning først kommer på plads til allersidst. Har du kig på en grund i en ny udstykning, bør du tjekke, hvordan de omkringliggende huse kommer til at se ud. Kan du leve med dem? Tegningerne finder du hos kommunen. Vender grunden ud mod et stykke skov eller en anden smuk udsigt, du gerne vil beholde i fremtiden, så husk at tjekke lokalplanen. Køber du en grund i et ældre kvarter, ved du, hvad du har omkring dig, men der er merudgifter til nedrivning af det gamle hus. På gamle udstykninger er der ofte ikke helt styr på skellene. Få en landmåler ud, så stregerne kan trækkes rigtigt fra starten. Det gavner også naboskabet.

Det nye hus er skudt op i et ældre villakvarter med smukke tilvoksede haver. Også de gamle træer og buske på Maiken og Thomas’ grund overlevede gravearbejdet – det havde de givet entreprenøren strenge ordrer på. Familien ønskede ikke at det nye hus skulle larme for meget i kvarteret. KLIK PÅ BILLEDET og se det vellykkede arkitektegnede typehus.

3. Er jorden god?

Få undersøgt jordbundsforholdene på grunden med en geoteknisk undersøgelse, eller rekvirer en fra kommunen, hvis den allerede er foretaget – og helst før du køber grunden. Dårlige jordbundsforhold kan fordyre dit byggeprojekt, og det bør der tages højde for, når du forhandler prisen på plads med ejendomsmægleren.


4. Stor eller lille grund?

Jo mindre grund, desto mere skal du tænke husets planløsning igennem, og så meget desto større er behovet for at tage en arkitekt med på råd. For når udnyttelsesgraden på huset skal være stor, skal der snedige løsninger i spil. Også grundens form og hældning kan give udfordringer og have betydning for, hvordan huset kan udformes.

Arkitektens udfordring var i første omgang den meget specielle byggegrund, som set fra oven ligner et V. Desuden ligger byggegrundene i udstykningen meget tæt. Udfordringen blev løst ved at gøre en dyd ud af nødvendigheden og lade huset forme sig efter V’et. KLIK PÅ BILLEDET og se, hvordan grunden formede huset.

Sådan finder du en grund

  • Flyt uden for storbyerne. I forstæderne er mulighederne flere, og prisniveauet lavere. Prisforskellen kan være på mere end en million, som du så til gengæld kan bruge på arkitektur og gode materialer.
  • Køb en billig ruin, og riv den ned. Kan du genbruge stikledningerne, sparer du udgifterne til en byggemodning. Haven og lokalområdet er allerede etableret, men regn med, at nedrivningen kan koste op mod 100.000 kr.
  • Køb et hus på en stor grund, og udstyk halvdelen. På store parceller er det ofte tilladt at udstykke en del af grunden til nybyggeri.
  • Stem dørklokker. Find ud af, hvem der bor på de store grundstykker i det kvarter, du gerne vil boi , og giv dem et tilbud, de ikke kan afslå. Måske er ejerne blevet trætte af den store have og dermed åbne for en udstykning.
  • Tjek kommunen. Kommunerne har jævnligt grunde til salg. Det er typisk tidligere landbrugsjord uden for byzonen, der udstykkes.

Arkitektens tip: Giv den skæve grund en chance!

De skæve og lidt underlige grunde er oftest også de mest interessante at bygge på. Det er tit dem, der bliver tilovers ude i yderkanterne af udstykningen, når typehusfirmaerne ikke kan få placeret deres huse her. De er ofte lidt billigere, og de tvinger samtidig arkitekten til at tænke ekstra kreativt i forhold til arkitekturen. En god byggegrund må gerne være besværlig og byde på noget terræn, nogle gamle træer, skæve vinkler eller andre benspænd, der kan gøre et hus interessant.

Kilde: Rasmus Bak/Baks Arkitekter. 

5. Hvad må jeg bygge?

Tjek lokalplaner, servitutter og fredningsloven for anmærkninger, så du er sikker på, at du rent faktisk kan bygge det hus, du har i tankerne.

Susanne og Søren købte en grund med skrånende terræn, som ifølge lokalplanen skulle bevares. Arkitekt Nanna Bering havde tegnet flere huse i området og kendte godt til de skrånende grunde og de udfordringer og muligheder, de giver. KLIK PÅ BILLEDET OG SE DET FÆRDIGE PROJEKT.

6. Er du havemenneske?

Køber du en tom grund i en ny udstykning, skal du afsætte penge til anlæggelse af en have, der kan give læ, privatliv og noget kønt at kigge på. Køber du en gammel grund med en god have til, så sørg for, at entreprenøren ved, hvilke træer og buske der skal bevares, når nedrivning og byggeri går i gang.

På grunden er både hus og haveanlæg disponeret så familien får maksimal udbytte af den smukke udsigt til søen. KLIK PÅ BILLEDET og besøg passivhuset med den smukke have.

7. Har grunden kvaliteter?

Som ikke-fagmand kan det være svært at se det arkitektoniske potentiale i en stump jord – endsige de udfordringer, der kan være. Vær realistisk, og tag gerne arkitekten med på inspektion, inden du skriver under på købet.

Hvordan bygger man et lyst og spændende sommerhus på en ujævn og lidt ordinær grund, der er omgivet af høje træer? Arkitekt Charles Bessard tog udfordringen op og tegnede en løsning, der er lige så flot og nyskabende, som den er praktisk og anvendelig. KLIK PÅ BILLEDET og se huset.

"Besværlige grunde giver de bedste huse"

Arkitekt Lars Bo Poulsen

For arkitekt Lars Bo Poulsen er det ofte de mærkelige og kringlede byggegrunde, der sparker de bed­ste idéer i gang.

Hvordan kan en kringlet byggegrund blive interessant for arkitekturen?
– Det, man i første omgang føler som snærende begrænsninger el­ler en hæmsko, kan i sidste ende vise sig at blive et positivt bidrag til arkitekturen. Med en besværlig grund får du nogle udfordringer, der gør, at du er nødt til at tænke dig ekstra grundigt om – og det kommer der ofte nogle ekstra gode og overraskende løsninger ud af.

Bliver det dyrere at bygge på sådan en grund?
– Ikke nødvendigvis, men det kan det godt, da du måske skal ud i nogle lidt mere specielle løsninger. En entrepre­nør vil altid se på, om de 200 m2 hus, han skal bygge, er helt enkelt konstrueret eller skruet komplekst sammen, så bearbejdningen bliver sværere, og det koster ofte lidt mere. Arkitekten bruger også lidt mere tid på en speciel og varie­ret grund frem for en firkantet, flad grund.

Kan det blive for kringlet – hvad skal man passe på?
– Det kan det sikkert godt – det har jeg bare ikke oplevet endnu. Man er nødt til i en eller anden udstrækning at se på, om der kan blive en ordentlig bolig på det reelle bygge­felt, der er på grunden. Men det vil nok være sjældent, at en byggegrund slet ikke kan bruges – der findes næsten altid en spændende løsning derude. Det er i virkeligheden der, det bliver rigtig sjovt for os arkitekter. At vi sidder og klør os i nakken, inden idéen opstår – og så ender huset med at blive super logisk til grunden i sidste ende. Det er ofte det, der kommer de allermest vellykkede projekter ud af.


Se også disse historier