Guide

Kan din lejlighed blive større?

Ønsker du at gøre din lejlighed større? Måske du har mulighed for at lægge din lejlighed sammen med nabolejligheden eller et loftrum? Eller hvad med at koble den sammen med over- eller underboens lejlighed og skabe et lille byhus? Vi gør dig klogere på hvad der er muligt og hvad du skal være opmærksom på her.

Inddragelse af uudnyttet tørreloft

En efterhånden meget populær løsning. Men husk at det kan være en kompliceret affære, når du roder med en af bygningens store klimaskærme såsom taget. Sørg for at få den rette rådgivning, så du ikke roder dig ud i et projekt, der vokser dig over hovedet. Du kan læse mere i vores artikel om at etablere taglejligheder her. 

Sammenlægning af to nabolejligheder

Dette er nok den mest normale metode til at udvide boligens areal, når du bor i lejlighed. Men husk at en sammenlægning ikke bare er at slå vægge ned og nedlægge et køkken. For at få en optimal udnyttelse af de nye kvadratmeter bør du gennemtænke og inddrage alle boligens kvadratmeter, når du indretter dig.

Sammenlægning af to lejligheder, der ligger oven på hinanden

En fantastisk mulighed til at få en bolig med flere dimensioner, da der kan leges med indretningen af to plan. Er du rigtig heldig, så har du erhvervet dig en stuelejlighed med direkte udgang til gården og får på den måde et lille hus ud af dine to lejligheder. 

Tjekliste til sammenlægning af lejlighed

√ Godkendelse fra ejer- eller andelsforening
Din ejer- eller andelsforening skal godkende, at du lægger to lejligheder sammen. Du kan risikere, at det ikke er tilladt, eller at der er en deadline for, hvornår lejlighederne skal være bygget sammen. Læs derfor reglerne i din egen forening, inden du går i gang. Hvis du ønsker at ændre reglerne i din forening, så kan du opstille et forslag til generalforsamlingen eller få taget emnet op på en ekstraordinær generalforsamling.

√ Godkendelse fra kommunen
Kommunen skal både godkende sammenlægningen og give dig byggetilladelse. I København er der fx en regel om, at sammenlagte lejligheder ikke må være på mere end 150 m². I særtilfælde kan de dog give tilladelse på op til 180 m². Læs derfor op på din kommunes regler. Din byggetilladelse kan også omhandle brandsikkerhed, ejendommens eksisterende tagkonstruktion eller vægten af din nye lejlighed, som ejendommen skal kunne bære. Støder du på overraskelser som bindingsværk i murer, du vil fjerne, skal du have en ny byggetilladelse hos kommunen. Holder du dig inden for det tilladte, må de dog ikke nægte dig tilladelsen.

√ Undersøg tekniske føringsveje
Tekniske føringsveje er vand, varme, ventilation, kloak og gas. De er svære - og dyre - at flytte rundt på, hvorfor man tidlig i sammenlægningen skal forholde sig til dem og deres placering. Ventilation og kloak er det sværeste. Det er derimod nemmere at flytte køkken, da rørene her er smallere. Bor du i stueetagen, og har du kælder under dig, er det nemmere at flytte rundt, end hvis du bor midt i. Alt det kan en arkitekt hjælpe dig med.

√ Særlige hensyn
Du skal også være opmærksom på, at et byggeprojekt ikke kun vil påvirke dig og din familie men også de resterende af opgangens beboere. Sørg for at være på god fod med dine naboer og informer så meget som muligt om processen og respekter som minimum din ejendoms husorden. 

Kilde: Danske BoligArkitekter

Brug arkitekten til

… at se muligheder, du ikke selv tænker over. Du kan derfor få nogle mere spændende rum og brugbare løsninger.

… at udnytte pladsen optimalt, så du få så meget som muligt ud af de ekstra kvadratmeter fra den sammenlagte lejlighed.

… at skabe harmoni i lejligheden, så dit hjem ikke føles eller ser ud som to sammenlagte lejligheder, men bliver til én lejlighed.

… at udnytte lyset optimalt efter sammenlægningen. En arkitekt ved, hvordan du kan få mere lys i lejligheden, så den bliver rarere og mere spændende at være i.

… at udnytte eller nedlægge det ekstra køkken og badeværelse, du pludselig står med efter en sammenlægning.

… at placere trappen det rigtige sted, hvis det er to lejligheder oven på hinanden.

... at lave myndighedsprojekt. Der skal nemlig indhentes en del tilladelser i forbindelse med en lejlighedssammenlægning. Det kræver en del dokumentation og papirarbejde, som det kan være svært som almindelig boligejer at få overblik over.