Artikel

Sådan har coronakrisen påvirket dit byggeprojekt

Står du overfor et byggeprojekt, og er du i tvivl om, hvordan branchen er påvirket af coronakrisen? Tab ikke modet, det er langt fra umuligt at komme i mål med dine boligdrømme, men du kan risikere at løbe ind i udfordringer såsom stigende materialepriser, mangel på rådgivere og forlængede sagsbehandlinger. Vi klæder dig på til at bygge i 2021 her.

Vores hverdag er på mange måder vendt på hovedet efter coronavirussen brød ud, og den smitsomme virus har også haft indflydelse på dine byggeprojekter.

Byggebranchen er ikke gået i stå, og det er langt fra umuligt at realisere sine byggedrømme, men coronakrisen har efterladt nogle bump på vejen, som det er rarest at styre uden om. 

Det er et varmt marked

- De første 14 dage lige efter nedlukningen i marts 2020 var telefonen helt stille. Men så gik det amok derefter, siger arkitekt Morten Dalsgaard fra tegnestuen M4 Arkitekter. Han har ikke oplevet, at boligejerne har været nervøse for at kaste sig ud i et byggeprojekt under coronakrisen.

- Generelt har vi oplevet en stigning i opgaver i det private, måske fordi mange har siddet meget derhjemme. Når man bruger meget tid derhjemme, finder man måske ud af, at det er tid til at få gjort noget ved det der, som man har levet med i årevis, siger Morten Dalsgaard. 

Også hos arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri, DI, har man oplevet en overraskende positiv udvikling og fremgang i byggebranchen under corona.

- Finanskrisen ramte byggebranchen rigtig hårdt, så nerverne sad ude på tøjet da coronakrisen ramte Danmark. Vi frygtede at byggeriet ville gå i stå, men det var heldigvis ikke tilfældet, siger Peter Stenholm, vicedirektør i DI.  

Det er samtidig vigtigt at huske, at det også gik godt i byggebranchen før corona.

- Vi har oplevet en relativ ubrudt fremgang tilbage fra 2013, da vi kom ud af finanskrisen, og den er fortsat. Det er meget positivt, at byggebranchen har været i stand til at fortsætte den udvikling på trods af coronakrisen, tilføjer Peter Stenholm. 

En af årsagerne til, at byggebranchen har trodset coronaen, er, at der aldrig er blevet handlet så mange ejendomme som nu. Og når et hus eller sommerhus skifter hænder, følger der ofte et større eller mindre byggeprojekt med.

Det tager længere tid at få byggetilladelse

Overordnet set kan man sige, at det er hele den indledende og administrative del af byggeprojektet, der er blevet længere. I takt med at der er kommet flere byggesager, har kommunen fået meget travlt, samtidig med at corona har påvirket deres arbejdsgang.

Kommunerne har et servicemål om at behandle en byggesag indenfor 40 arbejdsdage, men med den ændrede arbejdssituation og travlhed, er der flere kommuner, der skriver på deres hjemmeside, at man skal forvente en ventetid på fem måneder frem for tre. 

- Hvis du fx skal lave en tilbygning, skal du igennem kommunen, og når en byggesag lander der, ligger den der meget længe. Du skal nok regne med, at den proces tager længere tid end normalt, derfor er det en god ide at sætte gang i processen hurtigst muligt, hvis du påtænker at bygge, siger Morten Dalsgaard. 

Certificerede rådgivere er en mangelvare

Reglerne for at godkende byggeprojekter er blevet strammere. Fra den 1. januar 2020 blev den kommunale tekniske byggesagsbehandling erstattet af en ny certificeringsordning. Det betyder, at du skal have en certificerede statiker (også kaldet en certificeret rådgiver) til at dokumentere og kontrollere, at dit projekt overholder kravene til bærende konstruktioner. 

Dine projekter inddeles i konstruktionsklasse 1-4 alt efter, hvor kompleks konstruktionen er, hvor almindelig den er, eller hvilke konsekvenser svigt i konstruktionen ville medføre. Hvis dit projekt er en konstruktionsklasse 2 eller derover, skal du bruge en certificeret statiker, og statikeren skal være certificeret til netop din konstruktionsklasse.  

Den nye certificeringsordning blev indført kort før coronakrisen, hvilket har resulteret i, at certificerede statikere er en mangelvare.

- Hvis dit projekt er konstruktionsklasse 2-4, er det i dag et krav, at en certificeret statiker skal tjekke ingeniørens beregninger. Det betyder, at du skal bruge to rådgivere – og betale for to rådgivere. Desværre er der ikke så mange til at betjene hele landet, så nogle projekter går i stå i den proces, siger Morten Dalsgaard.  

Alle etageejendomme med øverste etagedæk 12 meter over terræn er konstruktionsklasse 3 og kræver en certificeret statiker, der koster mellem 45-60.000 kr. Der er som regel ikke behov for en certificeret statiker, hvis du søger byggetilladelse til et projekt i et enfamiliehus, men undersøg, hvilken konstruktionsklasse dit projekt falder ind i. 

Du kan læse mere om certificeringsordningen og konstruktionsklasserne på Byg og Miljøs hjemmeside og finde certificerede brandrådgivere og statikere på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Materialepriserne er steget

I starten af året hejste DI et forsigtigt rødt flag, for det så ud som om, at nogle af de kritiske materialer ville stige i pris. Og det gjorde de. 

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der har været en større stigning i omkostningerne til materialer på 1,4 pct i første kvartal af 2021 sammenlignet med kvartalet før. 

- Det er svært at sige præcis, hvad det er for nogle materialer, der er steget, men det vi hører er, at det er træ, jern og stål. Det er vigtige komponenter i et byggeri, så det er udfordrende, siger Peter Stenholm. 

På tegnestuen har Morten Dalsgaard også oplevet stigende materialepriser på for eksempel træ.

- Vi hørte fra en håndværker, at hvis der er tilbud på træ ved trælasten, varer tilbuddet kun en uge, da prisen evt. stiger ugen efter, siger Morten Dalsgaard. 

Prisstigningen skyldes udbud og efterspørgsel. Når der er gang i byggeriet, er der også rift om materialerne, hvilket fører til en knaphed på materialerne, der får priserne til at stige. 

- Det ser ikke ud til at priserne stabiliserer sig. Der er fortsat virkelig travlt og meget stor efterspørgsel, uddyber Morten Dalsgaard.

Håndværkerne har travlt

Materialer er ikke den eneste knappe ressource i byggebranchen. Arbejdspladserne har i følge DI svært ved at tiltrække nok kvalificeret arbejdskraft til den voksende arbejdsbyrde. Derfor er de nogle gange nødt til at takke nej til en opgave, de ellers gerne ville have haft. 

- Håndværkerne har rygende travlt, siger Morten Dalsgaard. Det betyder også at de kan vælge og vrage mellem opgaverne. 

- Hvis du ikke har planlagt dit projekt nøje og ikke har tegninger, kan du risikere, at håndværkerne ikke vil påtage opgaven. Hvis de kan vælge, og det kan de for tiden, vil de helst have et velplanlagt projekt, hvor alt det, der skal laves, er ordentligt beskrevet, og hvor boligejeren er oplyst og afklaret med økonomien.   

I følge Danmarks Statistik kan du også forvente en højere regning fra dine håndværkere, da arbejdsomkostningerne er steget med hele 2,5 pct. det seneste år. 

Tre tips til at bygge udenom udfordringerne

  1. Start i god tid
    Det er en god ide at væbne sig med lidt ekstra tålmodighed og starte i god tid, når du skal bygge under coronakrisen. Den administrative del af processen er blevet længere, og det betyder, at din tidsplan kan skride.

    Når byggetilladelsen endelig er på plads, kan du sagtens holde tidsplanen, men det kræver, at du har et velplanlagt projekt, en aftale med håndværkerne og de materialer, du skal bruge.
     
  2. Lav en skriftlig aftale
    Det er altid en god ide at have et klart, skrifteligt aftalegrundlag med de involverede, når man skal igang med et byggeprojekt - men det er særlig godt i disse coronatider.

    I en skriftelig aftale kan du skrive dig ud af de ovennævnte udfordringer, og lave en fast aftale om, hvem der bærer risikoen hvis materialepriserne fx stiger. 
     
  3. Søg hjælp hos en arkitekt
    Her kommer arkitekten ind i billedet. De fleste arkitekter har også travlt som følge af den store efterspørgsel, men det er en god ide at være vedholdende og hyre en arkitekt, der kan planlægge dit projekt ned til mindste detalje og styre processen.

    En arkitekt har også kontakt til håndværkere og materialeleverandører, som de har arbejdet med tidligere, så de løber ikke ind i de samme udfordringer.