Guide

Tænk grønt når du bygger

Det er ikke svært at vælge klimavenlige løsninger, når du renoverer og bygger om i boligen. Du skal blot tænke mere i genbrug og bevaring og mindre i trends og modeluner. Her viser vi 5 områder i boligen, hvor du nemt kan træffe bedre og mere bæredygtige valg.

Klimavenlig køkkenrenovering

Når du skal renovere køkkenet med fokus på klimavenlighed, bør du først og fremmest have fokus på materialevalget – både de materialer der bruges til skabselementer og inventar og alle de øvrige byggematerialer som fx gulve, vægge og lofter.

Overvej at genbruge materialer fra det gamle køkken fx trægulve, gulvklinker, vægfliser og skabselementer. Tænk også over, hvilken træsort du bruger, når du køber nyt. Undgå de eksotiske træsorter, som vokser langsomt og skal transporteres langvejsfra. Vælg i stedet en nordisk træsort eller en hurtigtvoksende plante som bambus. Hold øje med, at træet er mærket FSC eller PEFC, hvilket er din sikkerhed for, at træet er fældet i et bæredygtigt skovbrug.

Vælg hvidevarer der er mærket med energiklasse A, da disse bruger betydeligt mindre energi end ældre eller mindre effektive modeller. Dette inkluderer alt fra køleskabe og opvaskemaskiner til ovne og kogeplader. Selvom disse apparater kan være dyrere i anskaffelse, vil de spare dig for energiomkostninger i det lange løb, og reducere dit samlede CO2-aftryk.

Nye gulve

Udskiftning af gulve er et ressourcekrævende projekt, da der ofte er tale om et større areal med et typisk stort materialeforbrug. Derfor bør du indledningsvis overveje, om udskiftningen er nødvendig, eller om det er noget du gør, fordi du bedre kan lide en anden gulvtype. Det sidste er selvfølgelig ikke den mest klimavenlige vej at gå. Er gulvet derimod nedslidt, kan udskiftning være den eneste rigtige løsning.

Vælg så vidt muligt et trægulv, da det har det laveste klimaaftryk. Investér i god kvalitet og prioritér massive planker eller stave, da de er langtidsholdbare. Tykkelsen på plankerne giver gulvet god stabilitet og giver mulighed for gentagende afslibninger.

Vælg en overfladebehandling, der forlænger levetiden og kan vedligeholdes pletvist og uden afslibning. Eksempelvis er det nemmere at vedligeholde et olieret eller ludbehandlet gulv pletvis fremfor lakerede gulve, som kræver en total slibning, når lakken er slidt.

Husk også at kigge efter miljømærker og deklarationer. Det er nemlig ikke alle bæredygtige byggematerialer og -produkter, der har et miljømærke eller en deklaration, men det er stadig en god tommelfingerregel at se efter, når du vælger byggematerialer.
Kig efter Svanemærket eller Dansk Indeklima Mærke. Trægulve skal være FSC-mærkede. Det betyder nemlig, at de kommer fra et bæredygtigt skovbrug med genplantningspligt. FSC-mærket udelukker heldigvis ikke de spændende og eksotiske træsorter i boligen. 

Thomas Hjort

Thomas Hjort

Genbrug på badeværelset

Overvej, om du kan nøjes med en delvis renovering. Ældre badeværelser er ofte af god kvalitet, og det kan derfor måske betale sig blot at udskifte sanitet og armaturer til mere vandbesparende modeller. 

Er badeværelset en del af en større renovering, kan du undersøge om der er ting fra det gamle bad, der kan genbruges eller om der kan høstes brugbare materialer andre steder i huset fx inventar fra det gamle køkken. 

Vær kritisk i dit valg af klinker og fliser nøje. Granit fra Kina og marmor fra Italien er ikke et klimavenligt valg med mindre du køber det brugt. Wellness-anordninger som boblebade, dampkabiner, og brusepaneler med massagedysser har et højt vand- og energiforbrug, hvilket gør dem problematiske i det klimavenlige badeværelse.

Udskiftning af vinduer

Ældre vinduer og varmeudslip hænger desværre sammen. Især hvis der er tale om enkeltlagsvinduer eller traditionelle termovinduer. Ingen af disse to typer lever isoleringsmæssigt op til kravene til nye bygninger i det gældende bygningsreglement. Der vil derfor være både en klima- og en komfortmæssig gevinst ved at energioptimere vinduerne med nye lavenergiruder. Men inden du igangsætter en større vinduesudskiftning, bør du undersøge, om træværket i de eksisterende vinduer er i så god en stand, at de kan bevares. I mange tilfælde kan det nemlig betale sig kun at skifte ruderne og i stedet renovere karme og rammer med maling og nye tætningslister.

Tag arkitekten med på råd, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine vinduer er værd at bevare og renovere. Hvis det er nødvendigt at udskifte vinduerne med nye, er det vigtigt, at du gør det med respekt for husets arkitektur og byggestil. Det kan arkitekten også hjælpe dig med.

Ny terrasse

Terrasser kan bygges af enten træ eller med fliser. Det kommer næppe som den store overraskelse at den hårde fliseterrasse har et højere klimaaftryk end den af træ. Men du kan reducere klimaaftrykket fra fliseterrassen betragteligt ved at bruge genbrugssten. Kigger du på klimaaftryk for forskellige træmaterialer, vil trykimprægneret træ score lavt i forhold til CO2. Til gengæld indeholder træet kemiske stoffer, som er problematiske for miljøet. Derfor er det værd at overveje, om brug af trykimprægneret træ er nødvendigt. Nordiske træsorter som fx eg eller lærk holder mindst lige så godt eller længere.

Terrassebrædder af eksotiske træsorter som fx ipé og jatoba har et lidt højere klimaaftryk end de nordiske træsort, fordi de skal transporteres over store afstande. Til gengæld har eksotiske træsorter typisk en længere levetid, og
dermed ender det samlede klimaaftryk for nordiske og eksotiske
træsorter med at være næsten det samme.