Lars Bo Poulsen

Bliv ringet op gratis af Lars Bo Poulsen

Skriv en besked herunder eller ring

Ny etage med panoramaudsigt

Huset på bakketoppen ligger helt perfekt, men de nye ejere ville udnytte beliggenheden endnu bedre. En arkitekt fandt løsningen, og fra husets nye 1. sal er der nu panoramaudsigt over Aalborg og Limfjorden.

Af: Gitte Nielsen
Foto: Andreas Mikkel Hansen

Nytårsaften stod Lotte og Henrik i stuen på den nye førstesal i deres hus og nød panoramaud­sigten til fyrværkeriet over Aalborg og omegn. Den aften mindede de hinanden om, at det lige netop var det, de drømte om, da de for over to år siden købte huset og tog hul på deres livs største byggeprojekt. De faldt især for huset på grund af beliggenheden på bakketoppen i bydelen Hasse­ris. Fra husets stue var der kig over hustage og et lille glimt af Limfjorden. Men parret ville have mere udsigt. De ville bygge ovenpå. Men opgaven var ikke nem. Huset ligger på en grund på kun 400 m2, og overbygningen kunne højst være 30 m2, el­lers ville projektet overskride den tilladte bebyggelsesprocent. Ud over en ny overbygning skulle hele huset inklusive kælder igennem en omfattende renovering. To forslag fra andre arkitekter blev kasseret, før arkitekt Lars Bo Poulsen fra firmaet Nørkær + Poulsen, der er tilknyttet Dan­ske BoligArkitekter, leverede et forslag, som var lige efter par­rets hoved.

Arkitekten løste den svære opgave med at få overbygningen til at hænge sammen med det oprindelige hus.

Indgangen til huset er samme sted som før ombygningen, men ellers er næsten alt ændret inde i huset. Trappen til kælderen er ny, her var tidligere en vindeltrappe.

FAKTA OM OMBYGNINGEN

Familien fik: En overbygning på 30 m2 med udgang til to terrasser på 15 og 20 m2. Stueetage og kælder er totalombygget med nyt køkken, to nye badeværelser, gulvvarme overalt, nye vinduer og døre samt nyt tag med ovenlysvinduer.

Proces: Arkitekten har leveret tegnin­gerne samt stået for byggetilladelse og godkendelser hos myndigheder. Familien valgte en såkaldt råhusentre­prise, hvor entreprenøren afleverer hu­set som en færdig skal. Derefter stod de selv for den indvendige færdiggø­relser, dvs. at styre håndværkerne.

Materialevalg udvendigt: Facade­puds fra Sto Danmark, sortmalede lameller fra Superwood, lavenergi­vinduer fra PRO TEC og glasværn omkring terrasserne.

Materialevalg indvendigt: Egetræs­gulve fra Woodstone og flisegulve fra Royal Mosa. Alle lofter er beklædt med akustikplader. Køkken fra Schmidt og badeværelser fra Copenhagen Bath.

Energioptimering: Lavenergivindu­er, der har resulteret i en meget lille varmeregning.

Byggepris: ca. 1,5 mio. kr. inkl. arkitekthonorar.

Det er i køkkenalrummet, at familien opholder sig langt det meste af tiden. Her var tidligere spisestue til højre og stue til venstre. Spisebordet og Y-stolene fulgte med fra parrets tidligere bolig, mens Poul Cadovius’ reolsystem i teak er nyindkøbt. Reolerne er ligesom huset fra slutningen af 50erne og sat i produktion igen.

– Arkitekten løste den svære opgave med at få overbygningen til at hænge sammen med det oprindelige hus. Vi havde stillet som betingelse, at facaden med de gule mursten skulle beva­res. Derudover ville vi gerne have nogle partier med trælister i facaden, fordi vi godt kan lide det bløde og naturlige udtryk, træ giver, fortæller parret.

Og heldigvis var det oprindelige hus et godt udgangspunkt at arbejde videre med for en arkitekt.
- Det havde nogle flotte markante linjer og proportioner, og dem tog vi udgangspunkt i, forklarer Lars Bo Poulsen.

Om aftenen, når børnene er puttet, nyder vi at sætte os op i den nye stue og have luft omkring os, og udsigten bliver vi aldrig trætte af

Det var dog en sej proces at få godkendt projektet hos myn­dighederne. Kommunens byggeregler for området er nogle af de skrappeste i landet. Desuden skulle byggeprojektet sendes til nabohøring. Flere husejere i kvarteret klagede over projek­tet, fordi det tog noget af deres udsigt.

En bygningskonstruktør byggede huset til sig selv og sin familie i 1959 og boede her, indtil de nuværende ejere overtog huset i 2010.
Huset i dag i en totalforvandlet udgave - og dog. Arkitekt Lars Bo Poulsen var begejstret for oprindelige linjer og proportioner og har bevaret dem, selv om der nu er kommet en overbygning på.

– I den proces var det rigtig godt at have arkitekten med, og i dag har vi heldigvis et godt forhold til naboerne, fortæller de.

Hele processen, fra de overtog huset til de kunne flytte ind, blev mere anstrengende end forudset. Men i dag er de ikke i tvivl om, at det var sliddet værd, for de nyder dagligt deres nye hjem.

– Pladsen er godt udnyttet. Faktisk går der ikke en dag, uden at vi tænker på, at huset passer perfekt til vores liv nu.

Og parrets indledende bekymringer over at skulle bo med børn i et hus i tre etager er væk.

– Børnene klarer trapperne fint. Om aftenen, når børnene er puttet, nyder vi at sætte os op i den nye stue og have luft omkring os, og udsigten bliver vi aldrig trætte af.

I overbygningen er indrettet en stue, hvorfra man kan nyde udsigten ud over by og fjord. Når vejret er til det kan man sætte sig ud på den store terrasse og nyde vuet endnu mere.
Køkkenet fra Schmidt er helt enkelt. Ejerne overvejede egentlig et køkken i træ, men da de så det hvide her blev de hurtigt enige om, at det var det rigtige.
Under trappen til 1. sal har familien indrettet en læsekrog, som hurtigt er blevet husets mest populære opholdssted. Pladsen er oplagt til højtlæsning eller til at ligge og slappe af med en laptop o.lign.

VORES BEDSTE BYGGERÅD

Overlad byggestyringen til arkitekten - Vi har lavet byggeprojekter før og er derfor godt inde i det tekniske. Men vi vil alligevel fraråde andre selv at stå for byggestyringen. Kompleksiteten i så­dan et projekt er stor, og skulle vi gøre det om i dag, ville vi helt sikkert lade vores arkitekt stå for det. I sidste ende er det måske endda billigere, fordi man så får en mere smidig og effektiv byggeproces.

Gå aldrig på kompromis med kvaliteten - Vi stod utallige gange over for valget mellem en okay, billig løsning og den dyrere løsning. Hver gang valgte vi at hæve budgetoverliggeren lidt, og det fortryder vi ikke i dag.

Vær tro mod husets stil - At bevare facaden med de gule mursten var vigtigt for os, selvom mange synes, at vi burde pudse det hele hvidt. Indvendigt har vi ændret meget, og det gjorde da ondt at kassere fx det gamle bøgeparket­gulv, men det var et nødvendigt valg, når vi ville have gulvvarme overalt. Men vi mener alligevel, at meget af husets ånd og sjæl er bevaret.

Trappetrinene i eg mod den hvide væg giver en effekt a la musetrappe. Familien har indtil videre valgt at prioritere det æstetiske fremfor børnesikkerheden. Husets to poder på to og fire år får i stedet klare instrukser om, hvordan man færdes på trappen.
I stuetagen er der indrettet badeværelse i det rum, som oprindeligt var husets køkken. Badeværelse i kælderen er indrettet i nøjagtig samme stil.
Soveværelset er indrettet i et af de oprindelige værelser. Herfra er der indgang til et walk-in-closet, som oprindelig var husets badeværelse.
Grunden er på kun på 400 kvadratmeter, overbygningen måtte derfor ikke blive på mere end 30 kvadratmeter, ellers ville den tilladte bebyggelsesprocent blive overskrevet. Ud over stuen på 1. sal er der bygget to store terrasser på hver side af huset på henholdsvis 20 og 15 kvadratmeter. Terrasserne tæller ikke med i bebyggelsesprocenten. Billedet til højre er taget fra naboens have.

Se også disse historier