Kontakt Arkitekten
Lotte Elkiær

Bliv ringet op gratis af Lotte Elkiær

Ombygning ajourførte parcelhuset

Med store skydedøre i glas, en tilbygning og en ændret planløsning fik familien Gudmand et helt nyt hus, der alligevel har bevaret arkitekturen og de oprindelige detaljer fra 1959.

Tekst: Julie Vöge
Foto: Andreas Mikkel Hansen

Der skulle gå fem år før Helle og Martin Gudmand var klar til at bygge til. De flyttede ind i deres knap 60 år gamle parcelhus i Holte tilbage i 2009 og vidste fra starten, at huset trængte til en opdatering og flere kvadratmeter. Men familien havde tidligere renoveret et hus – et projekt, som de tog hul på uden at have boet i huset først, og de måtte senere erkende, at ikke alle ændringerne endte som fuldtræffere.
─ Belært af erfaring ville vi denne gang først bo og leve i huset for at være sikre på, hvad der fungerede fortæller Helle Ringer Gudmand og tilføjer, at det også gjaldt haven:  
─ Det var først efter et stykke tid, at det fx gik op for os, at det var utroligt ærgerligt, at der ikke var anlagt en vestvendt terrasse, hvor vi kunne spise aftensmad i aftensolen, og navnlig at vi ikke kunne gå direkte derud fra køkkenalrummet.

Vi overvejede kort at pudse de gule mursten på facaden og male huset hvidt, for så ville det hurtigt komme til at se mere moderne ud, men vi kunne samtidig mærke, at det ikke føltes rigtigt.

Huset ligger på en kuperet grund, der betyder, at tilbygningen ligger et niveau nede i forhold til den oprindelige bygning. Takket være ens materialevalg og arkitektonisk udformning er det svært at skelne, hvad der er boligens nye og gamle del.
FØR: Huset udefra før ombygningen.

Helle og Martin var også enige om, at de ikke ville fjerne parcelhusets tidstypiske træk under en tilbygning og ombygning, for det var netop en del af de karakteristika, som parret faldt for ved huset.
─ Vi overvejede kort at pudse de gule mursten på facaden og male huset hvidt, for så ville det hurtigt komme til at se mere moderne ud, men vi kunne samtidig mærke, at det ikke føltes rigtigt. Det var jo ikke det udtryk, som arkitekten i sin tid havde i tankerne, da han tegnende boligen, siger Helle. Faktisk blev de gule tegl ført videre i tilbygningen endda med så stor akkuratesse, at selv fugen på den nyopførte del er i helt samme farve og størrelse som i det oprindelige murværk. Men det er ikke kun de gule sten, der binder hus og tilbygning visuelt sammen. De store glaspartier, det sorte træværk og tagets fine kobberinddækning fremstår som ét hele, der giver boligen et stramt og moderne udtryk. Det oprindelige hus havde brystværn i træ op til mindre vinduer, men de blev fjernet, for som i tilbygningen at lukke mere lys og natur ind med glaspartier helt ned i gulvhøjde.

Fakta om huset

Her bor Helle Ringer Gudmand, strategisk rådgiver, Martin Gudmand, ph.d. og forsker og børnene Ellen, 10 år og Aksel, 8 år. Huset er opført i 1959 i et ældre villakvarter i Søllerød-Holte og var oprindeligt på 120 m2. I 2015 blev der bygget 100 m2 til huset, der i dag er på 220 m2.

Familien fik: En totalombygning af deres 120 m2 parcelhus fra 1959 med ny tilbygning på 100 m2 indeholdende to børneværelser, forældresoveværelse med walk-in closet, stort badeværelse, gang samt ny, stor hovedindgang og entré. Ny og mere funktionel planløsning med køkkenalrum, indbygget gaspejs, mere dagslys, bedre sammenhæng mellem hus og have, og en ny vestvendt terrasse med glasoverdækning.

Proces: Familien tog kontakt til E+E Arkitekter, som efter flere møder lavede en række skitseforslag. Familien valgte i samråd med arkitekterne det bedste forslag, hvorefter arkitekterne sørgede for myndighedsgodkendelser og stod for projektering, indhentning af tilbud fra entreprenører samt tilsyn under byggeriet.

Materialer indvendigt:  Polerede betongulve, massive egeplanker behandlet med hvid lud, køkken- og højskabselementer i røget eg, skærmvæg i sortmalet lærketræ med indbygget gaspejs, vinduer og skydedøre med sortmalede trærammer indvendigt og sort alu udvendigt. Energimæssigt har det eksisterende hus fået et løft i form af energirigtige vinduer og efterisoleret tag efter opdaterede standarder.

Materialer udvendigt:
Gule tegl, kobberinddækninger, sortmalet træværk, vinduer- og terrassedøre i aluminium/træ, tagpaptag, betonfliser samt glastag over vestvendt terrasse.

Ombygningspris: Den samlede projektpris i 2014 var på mellem 1,5 – 1,75 mill. kr. eks. moms og inkl. anlæg af have. Heraf arkitekthonorar på ca. 12%.

Familien valgte at føre de gule sten fra det oprindelige hus videre i den nye tilbygning. Det har de ikke fortrudt. Facaden er nærmest vedligeholdelsesfri, og designmæssigt smelter nyt og gammelt elegant sammen. Det sorte træværk giver huset et moderne og stramt udtryk. Vinduer og døre i facaden er fra Velfac. Friskluftventiler er malet sorte inden montering.
Fra entréen træder man direkte ind i husets hjerte; det store køkkenalrum, der har udgang til to terrasser
Vinduer og døre i facaden er fra Velfac, 200-serien. Friskluftventiler er malet sorte inden montering.

Tilbygning og ombygning er skitseret af Elkiær+Ebbeskov Arkitekter, der udover at skabe flere kvadratmeter, arbejdede på at åbne huset op mod vest og binde hus, have og landskab bedre sammen.

Belært af erfaring ville vi denne gang først bo og leve i huset for at være sikre på, hvad der fungerede

Resultatet er blandt andet opnået ved at lave en ny og smuk ankomst med kig igennem huset samt en opblødning af overgangen mellem ude og inde ved at anvende ens materialer. Det betyder fx at betonfliserne ude fortsætter inde med et poleret betongulv i entreen og ud igen på den sydvendte terrasses betonfliser. De sortmalede trælister fra facaden folder ind i entreen, hvor de bliver til en garderobe- og skillevæg med pejs mod spisestuen. Den nye spisestue har også fået direkte kontakt til en ny aftenterrasse mod vest. I tilbygningen er der værelser, badeværelser og ny hovedindgang og entre, mens fællesrum som køkken, spiseafdeling og stue ligger i husets gamle del.
─ Vi valgte kun at få glastag over en del af espalieret over den vestvendte terrasse, men vi er derude hele sommeren, så mon ikke vi snart skal have glastag over resten af espalieret, slutter Helle Ringer Gudmand.

Den store, åbne entre med gaspejs er en venlig indgang til hjemmet. Hoveddøren var også tænkt med glasparti, men for at bibeholde lidt privatliv blev den valgt i en massiv udgave.
Den lille sofakrog i køkken-alrummet er møbleret med en lædersofa fra Space Copenhagen, et bord fra Via Cph og et tæppe fra Woodnotes. Maleriet er lavet af Henrik Elnegaard og købt i Galleri Puls Art.
Stram, åben og helt grafisk er første indtryk af husets ankomst, der er opdateret med espalier, sortmalede træplanker og kobberinddækninger og kobberlamper. Fra hoveddøren er der kig gennem entreen og ud i haven. Læg mærke til, hvordan de sortmalede træplanker forsætter indenfor, hvordan betonfliserne ude synes at glide over i det polerede betongulv i entreen. Gentagelsen i materialevalg skaber sammenhæng mellem inde og ude.

Arkitektens bedste ombygningsråd

  • Hvis det eksisterende hus er sundt, så overvej altid om det ikke er værd at bygge videre på. Men undlad at bygge til flere steder og udskifte alle materialer, for så løber det prismæssigt af sporet.

  • Prioritér en orientering mod solen, en flot udsigt, direkte adgang til terrasser og haverum i husets nye planløsning.

  • Udnyt og inddrag de elementer i det eksisterende hus, som alligevel skal skiftes ud. Gælder det fx taget, så udnyt det ved at tænke nyt sammenhængende tag i den nye og gamle del af huset, så boligen opleves som ét samlet hele.

  • Skab nye uderum, der binder inde og ude sammen fx ved at forlænge taget med et espalier, der overdækker terrassen eller indgangspartiet. Selvom espalieret ikke har et lukket tag eller vægge, opleves det alligevel som et defineret rum. En glasplade ovenpå espalieret holder terrassen fri for regn og dug.

    Kilde: E+E Arkitekter, se mere på ee-arkitekter.dk
Den sorte trævæg er et rumskabende element, der går fra ankomsten og med ind i entreen, for på denne måde at sammenbinde inde og uderum. Det store spisebord er stykket sammen af en antik egetræsbordplade og ben fra HAY, hvorfra spisebordsstolene JW01 også stammer. Papirlampen er fra Anne Black.
Det sortmalede lærketræ rundt om gaspejsen og garderoben tilfører rummet en varm stoflighed og giver karakter.
Stuen har fået store vinduer ned til gulvhøjde, der lukker masser af dagslys og naturen ind. Fotokunsten på væggen er fra et galleri i Berlin.

FØR: Stuen før ombygningen.
FØR: Plantegning af huset før ombygningen
EFTER: Plantegning af huset efter ombygningen
I den ene ende af stuen er der indrettet et mindre hjemmekontor, hvor der kan arbejdes og samtidig holdes kontakt til familiens sociale liv.
Bordlampen er fra Flos, skrivebordet designet af brødrene Bouroullec er fra HAY, hvorfra kontorstolen JW01 også kommer.
Køkkenet fra Koch Køkken blev lavet tilbage i 2009, da familien flyttede ind.
Elementet med barfunktion og plads til to taburetter er kommet til senere. Det er også i røget eg og er lavet af Lillerød Møbelsnedkeri.
Langs den ene væg ved siden af spisebordet er det lavet en højskabsvæg med så meget opbevaringsplads, at familien ikke savner en kælder eller et loft. Skabene er lavet af Lillerød Møbelsnedkeri.
Før ombygningen lå husets to børneværelser i den nuværende spiseafdeling. I dag sørger et helt nyt glasparti med skydedøre for, at aftensolen kommer ind i spisestuen, ligesom der nu er direkte udgang til den vestvendte terrasse.
Husets nye entré har støbte betongulve og udgang til gårdhaven mod øst. Den nye tilbygning med værelser ligger et par trin nede. Den store krukke er fra Homevoguette, mens maleriet er af Yunioer Hurtado fra Galleri Puls Art.
For enden af fløjen er der indsat et vinduesparti, der indrammer et lille stykke natur, så ejerne kan følge årstidernes skiften.
De to børn har fået hver deres store værelse med direkte udgang til haven.
Martin går meget op i akustik, og væggene i børneværelserne er ekstra tykke, ligesom dørene er massive for at dæmpe lyde.
Det nye store badeværelse ligger i tilbygningen. Vasken er fra Duravit, armaturet er fra KWC
Armatur i bruseniche er fra KWC, mens fliserne er fra Royal Mosa.
Huset har både en vestvendt og sydvendt terrasse, så det er muligt at rykke efter solen hele dagen. Før ombygningen spiste familien sjældent udenfor. Men den nye terrasse mod vest har aftensol og takket være glasloftet i espalieret kan der grilles i regnvejr. Det solide terrassebord er fra Rosmosegaard.