Boligreportage

Som et skib i landskabet

Den klarer vi da selv! Sådan tænkte Pia og Jakob Kjellberg i første omgang, da de skulle bygge et hus på deres grund ved vandet i Hvidovre. Men trods ihærdige forsøg på selv at tegne drømmehuset, eller finde et typehus, der passede, blev det arkitekterne Nørkær + Poulsen, der ramte plet i de allerførste skitser til Villa Kjellberg.

”Hov, vi har købt en grund!” Nogenlunde sådan udbrød Pia og Jakob Kjellberg, da der blev sagt ja tak til det bud, de havde lagt på et lille, nedrivningsmodent gasbetonhus med tilhørende grund i Hvidovre.

Familien boede i et hyggeligt rækkehus i nærheden, men grundene her i forreste række ud til strandparken havde længe rumsteret i tankerne. NU stod familien pludselig med deres egen matrikel – og absolut ingen idé om, hvad de skulle bygge på den!

– Jeg kan huske, at jeg surfede rundt på nettet, hvor jeg læste, at man skulle regne med, at det ville tage to år, fra man havde købt en grund til man stod med et færdigt hus – og det gav mig lidt ro, fortæller Pia Kjellberg, der på dette tidspunkt var på barsel med parrets tredje barn.

Vi lavede virkelig meget research på nettet. Kiggede på huse, vi godt kunne li´ på boligsiderne, og så på, hvem der var arkitekterne bag.

Hvordan skulle huset så se ud – når nu mulighederne lå vidt åbne? Både Pia og Jakob Kjellberg er erfarne projektledere, og de gik til opgaven med krum hals. Søgte på nettet, kiggede i bøger og blade, kontaktede typehusfirmaer og begyndte endda selv at tegne lidt løse skitser.

– Inderst inde gik jeg nok og tænkte for mig selv, at vi kunne springe arkitekten over og klare det selv med en entreprenør. Hvor svært kan det være? Vi var egentlig også ret lune på ideen om et typehus, for der findes så mange pæne på markedet, fortæller Pia Kjellberg.

Men lige meget hvordan familien vendte og drejede typehusene på grunden, var der ingen af dem, der kunne få det optimale ud af udsigten over strandparken, havet og Hvidovres hyggelige bådehavn. Heller ikke deres egne forsøg på tegnebordet bar frugt. Processen var alligevel lærerig, for jo flere løsninger, der blev sorteret fra, jo mere nærmede familien sig dét, de gerne ville nå frem til. Og behovet for en arkitekt pressede sig på.

– Vi lavede virkelig meget research på nettet. Kiggede på huse, vi godt kunne li´ på boligsiderne, og så på, hvem der var arkitekterne bag. På et tidspunkt faldt jeg over Nørkær + Poulsen, der havde tegnet nogle rigtig flotte og meget moderne huse. Så vi skrev til dem, om de var interesserede i et projekt på Sjælland, selv om de holder til i Aalborg, siger Pia Kjellberg.

FAKTA OM BOLIGEN

Arkitekt: Lars Bo Poulsen fra Nørkær+Poulsen

Husets størrelse: Huset er på i alt 198 m2 i to plan, der er inddelt med 25 m2 tagterrasse, køkkenalrum, opholdsstue og forældreafdeling på førstesalen og en børneafdeling i stueetagen. Hertil en carport på 40 m2.

Proces: Arkitekten lavede skitseforslag på baggrund af familiens grundige research og sørgede efterfølgende for byggetilladelsen samt et fyldestgørende projektmateriale med tegninger og beskrivelser, som entreprenøren kunne bygge efter. Processen tog knap 2 år fra grunden var købt, til familien kunne flytte.

Energioptimering: Familien har været strikse i deres krav til husets energiforbrug og fik allerede ved første møde med arkitekten gjort klart, at de ønskede et miljø- og energivenligt hus med jordvarmeanlæg. Anlægget krævede, at hele baghaven blev gravet op. Men til gengæld har familien fået en løsning, der holder det samlede varmebudget på under 6000 kr. om året. Selve jordvarmeløsningen kostede omkring 100.000 kr. og er medregnet i familiens samlede budget for huset.

Byggepris: Ca. 6 mio. inklusiv grund, småbygninger i haven, landskabsarkitekt, jordvarmeanlæg og arkitektrådgivning. (Heraf arkitekthjælp til ca. 110.000 kr.  Processen tog knap 2 år fra grunden var købt, til familien kunne flytte ind i efteråret 2011.

Familiens første møde med arkitekterne Lars Bo Poulsen og Thomas Nørkær foregik på taget af det gamle gasbetonhus på grunden. Her skridtede de rundt og talte og kiggede. På alt det smukke, som familien gerne ville kunne se på fra deres nye hus. Men også alle de uskønne vinkler og kig til naboerne, de helst ville undgå. Senere gik de hjem i rækkehuset og talte videre. Om alle ønskerne, drømmene og behovene for familien med tre børn.

– Vi var meget klar på, hvad huset skulle kunne, men meget lidt klar på, hvordan det skulle løses. Så alt det lagde vi på bordet. Hvordan vi gerne ville kunne være sammen, men alligevel have en særskilt børneafdeling. Masser af opbevaring og et køkken, der var åbent, men hvor vi alligevel kunne gemme rodet af vejen. At vi var vilde med udsigten og de rene, moderne linjer, men ville undgå at huset kom til at ligne en kedelig hvid legoklods i landskabet. Hvordan vi godt kan lide vinduer, der går om hjørner. Alt simpelthen. Også budgettet, der skulle dække alt lige fra grunden til arkitekter, entreprenør, værksted i haven og gode energiløsninger. Og så ville vi ikke lave noget selv, fortæller parret.

En måned efter det første møde fik parret den første skitse fra arkitekterne. En kubevilla i to plan, der vender sig mod den bedste bid af udsigten. Med alle opholdsarealer løftet op på førstesalen, hvorfra man kan man træde ud på den store terrasse, der ligger som øverste dæk på et skib. Komplet med maritimt gelænder og skibslejder ned til baghaven – et moderne hus, som sender tanker til havnen og havet lige uden for døren.

– De ramte plet i første skud, og det færdige hus ser stort set ud som på de første skitser. Vi kunne med det samme fornemme de lange linjer, og hvordan at huset havde den her kompakthed, hvor vi alle sammen kan være tæt på hinanden, men alligevel på forskellige etager, fortæller parret.

Og lige præcis den del har været et af de afgørende punkter for arkitekterne Nørkær + Poulsen.

– Noget der er vigtigt, når man laver et hus, hvor alle opholdsarealer er ovenpå, er den oplevelse man får, når man kommer ind i huset. Det skal være intuitivt, hvor man skal hen, og derfor leder trappen i hallen direkte op i stuen. Derudover er det dobbelthøje rum omkring trappen med til at trække lys ind og skabe den her lodrette rummelighed, der forbinder huset på tværs, fortæller arkitekt Lars Bo Poulsen.

Jeg er selv vokset op i et arkitekttegnet hus og har altid syntes, at det var mere interessant. Der er flere spændende detaljer, der gør det sjovere at bo i det.

De sorte profiler i stål indrammer den hvide kasse, så den ikke – med parrets ord – ligner en legoklods, men har flere fine detaljer og træk, der giver liv og karakter til huset. Fx det markante husnummer, som var en af de ting, især Pia Kjellberg var faldet for hos arkitekterne, selv om Jakob Kjellberg skulle overtales en smule til den orange farve. Til gengæld er han helt solgt til den maritime dækterrasse og alle de arkitektoniske detaljer.

– Jeg er selv vokset op i et arkitekttegnet hus og har altid syntes, at det var mere interessant. Der er flere spændende detaljer, der gør det sjovere at bo i det. Og så minder de her maritime rækværk og nedgangen til haven med skibslejderen mig om mine yngre dage, hvor jeg havde studiejob på Storebæltsfærgen, fortæller Jakob Kjellberg.

Idé: Gigantisk husnummer

Et nyt hus med rene, stramme linjer kan nemt komme til at se fersk ud – især i et ældre villakvarter, hvor både huse og haver har opnået et markant og personligt udtryk gennem årene.

Det har arkitekterne været opmærksomme på og fra første skitse tænkt detaljer ind i arkitekturen, der giver huset karakter – heriblandt det store husnummer på facaden.

– Vi har tænkt tallet ind som et element i arkitekturen. Et hvidt og sort hus beder om kontraster – enten i form af et materiale eller en farve. Udover at vise husnummeret er tallet et fikspunkt, der signalerer, at her er indgangen til huset.Som et modspil til husets stringente linjer har vi givet nummeret en skæv og lidt flosset typografi. Det er næsten som et lille stykke kunst. Den orange facade fortsætter desuden ind i entreen – men kun med et lille felt, der lige antyder sammenhængen mellem inde og ude, forklare arkitekt Lars Bo Poulsen.

3 gode råd til samarbejdet med en arkitekt

  1. Vær åben for, at alt ikke kan lade sig gøre. Respekter det, som arkitekten kan, og giv ham/hende kunstnerisk frihed. Det er arkitekten, der skal udleve dine tanker og idéer.

  2. Hold møder med arkitekten både på grunden og dér, hvor du bor nu. Så han/hun kan se, hvem du er, hvordan du bor, din stil og i det hele taget lære dig bedre at kende.

  3. Sortér dine ideer og ønsker i ”need to have” og ”nice to have”. Det giver arkitekten en bedre mulighed for at balancere dine ønsker, så både konkrete behov og flyvske drømme tilgodeses i det nye hus.

– Husk, at der er en grund til, at du valgte den arkitekt. Vær åben for nye idéer og forlag, og det er altid tilladt at gå i dialog.

Kilde: Familien Kjellberg

Lars Bo Poulsen

Lars Bo Poulsen

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.