7 idéer fra arkitekterne til din have og terrasse

Få endnu mere glæde af foråret og sommeren ved at gøre noget ekstra ud af dine uderum. Se med herunder og få masser af inspiration fra vores arkitekter til aktiviteter, detaljer og afslappende elementer.

Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Christina Kayser Onsgaard m.fl.

1. Trampolinen er gemt i baghaven

I denne have er børnenes gigantiske trampolin gemt af vejen i baghavens grønne hjørne. Trædestenene sikrer, at de små let kan tilgå trampolinterrassen. På dage med godt vejr behøver de end ikke at hoppe i et par sko for at nå trampolinen. Hus og terrasse er tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen.   


2. Forlæng sommeraftenerne

Den danske sommer er en lunefuld størrelse. Hyggelige sommermiddage må derfor ofte rykke indendørs hen på de sene aftentimer. Forlæng aftnerne med en pejs på terrassen eller i haven. Bag snobrød og grill skumfiduser eller lun blot hænderne og nyd de hyggelige knitrende lyde. Ilden vil også holde myg og andre småkryb på afstand. Familien i dette hus, fik tegnet en tilbygning af arkitekt Tom Mose Petersen, som foreslog en muret skorsten med pejs både ude og inde. Med den løsning får du dobbelt glæde af din skorsten.


3. Size up

Skift de klassiske betonfliser ud med nogle i kæmpestørrelse støbt specielt til netop dit hus. Flisernes store overflade giver ro – både visuelt og hos dig. I dette gårdrum tegnet af arkitekt Niels Christoffersen brydes de store fliser af småsten og de rustne plantekasser i cortenstål. Hus og gårdrum er tænkt i et enkelt, æstetisk og klassisk design med præcise liner og et ønske om brug af så få materialer som muligt. 


Arkitektens 3 råd til terrassen

  1. Skærmvægge og træer/planter er med til at afgrænse og skabe rum. Placerer dem tæt på boligen og skab derved et intimt og privat uderum. 

  2. Brug udvendig belysning fx på træer og planter. Det skaber dramatik og stemning på sommeraftener og giver dybde og liv bag det mørke glas om vinteren. Brug enkelte spots på udvalgte steder. Vælg LED-kilder og lad skumringsrelæ med ur tænde og slukke på ønskede tidspunkter.

  3. Hvis udearealer overdækkes så sørg for, at dagslyset stadig kan finde vej ind i boligen fx ved at bruge glasoverdækninger i stedet for mælkehvide plastikplader.

Kilde: Arkitekt Allan Lorenzen, Danske BoligArkitekter

4. Terrassen samler huset

Et gammelt sommerhus fra 1967 blev i en større ombygning forvandlet til et familiesommerhus til tre generationer. Træterrassen i lærketræ er bindeled mellem alle husets rum. Over alt er der udgang til terrassen, og samtidigt skaber terrassen en tydelig sammenhæng mellem gæsteanneks og hovedhus. En anden spændende detalje er terrassens niveauer og de forskellige fremspring, der giver et mere varieret udtryk. Såvel terrasse som ombygning er tegnet af arkitekt Hanne Lind-Bonderup.


5. Original 30’er stil

I denne smukke 30’er-villa, som er gennemrenoveret af arkitekt Allan Lorenzen, er en gammel og ubrugelig swimmingpool erstattet med et stort, sort drivhus med ornamenter langs tagryggen og en sokkel muret op af de samme mursten, som huset er bygget af. De stilsikre detaljer får drivhuset til at spille flot og naturligt sammen med det originale hus. Og i selskab med belægningsstenene, pergolaen og urtehavens højbede kan man næsten ikke undgå at tænke på de fine, engelske haver.


6. Panorama-udsyn

Et gelænder af glas giver et ekstra flot udsyn til naturen– også når man sidder ned. Samtidig er det en effektiv lægiver, som sikre at terrassen også kan bruges på blæsende dage. Løsningen her er en del af et større terrasseprojekt til et nybygget træhus tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen


7. Svungne linjer

På en flad parcelhusgrund har arkitekt Iben Dombernowsky tegnet et spændende træhus til et ældre ægtepar med meget grønne fingre. Med hjælp fra en havearkitekt er det lykkedes at skabe en fantastisk grøn oase omkring det nye hus. En have med bevægelse og dejlige rum med blomsterbede, drivhus, terrasser og trædesten.


SE OGSÅ