Tips og råd

Arkitektens råd til kælderen

Arkitekt Niels Søndergaard Jensen har lavet mange kældere i sin tid som arkitekt. Her giver han dig fire gode råd til dit kælderprojekt.

Arkitektens 4 råd til kælderen

  1. Få mere dagslys i din kælder
  2. Hvis din kælder er fugtig
  3. Kælder er ikke kun opbevaring
  4. Tænk på dine behov

Se uddybning af rådene herunder.

1. Få mere dagslys i din kælder

Få mere dagslys i din kælder, når du alligevel er i gang med at renovere kælderen udefra. Øg vinduesarealerne ved at sænke jordniveauet ude foran, så vinduerne kan begynde længere nede. Det giver et bedre og rarere dagslys i rummene end de traditionelle lyskasser, mange kældere er udstyret med.

2. Hvis din kælder er fugtig

Hvis din kælder er fugtig, kan hele dit hus vinde på, at du ombygger og renoverer den. Fugt er nemlig rigtig dårligt for dit hus’ og i særdeleshed dit og din families helbred, da det kan sætte sig i hele huset og give sundhedsskadelig skimmelsvamp gode vækstforhold. Desuden er fugtig luft dyrere at opvarme end tør luft. Du vil derfor få en bedre komfort i hele huset samt en mindre varmeregning efter en kælderrenovering. Ved en kælderrenovering er der også gode muligheder for at løse et eventuelt problem med radon i boligen.

3. Kælder er ikke kun opbevaring

Der er ingen grund til kun at lave din kælder brugbar til opbevaring, vaskerum eller lignende. Vil du ombygge din kælder, kan du lige så godt gå hele vejen og lave det ordentligt, så du kan lide at være der og har mulighed for at bruge det til et hobbyrum eller et gæsteværelse. Da de fleste kældre er lavloftede, indebærer en typisk kælderrenovering, at gulvniveauet skal sænkes og alle fundamenter skal understøbes. Da det er de første 10 cm., gulvet sænkes, der er dyrest, kan du ligeså godt sænke gulvet 20 eller 30 cm, så der kommer en rar loftshøjde.

4. Tænk på dine behov

Tænk over dine boligbehov og planløsninger i huset, så den renoverede kælder sammen med den øvrige bolig udgør en hensigtsmæssig helhed. Både her og nu men også på sigt i takt med at børnene bliver ældre. Det kan være problematisk at få kælderen godkendt til beboelse hos kommunen, men en renoveret kælder kan alligevel bidrage til at give familien ”luft”, hvis pladsen i boligen begynder at blive trang.