Byg bæredygtigt

Uanset om du skal bygge nyt eller renovere en ældre bolig, er der masser af sund fornuft i at bygge efter principperne for bæredygtighed. De miljøvenlige og gennemtænkte løsninger gavner nemlig ikke kun det globale CO2-regnskab. De øger også livskvaliteten i din bolig med et sundere og bedre indeklima og lavere udgifter til drift og vedligeholdelse. Læs med her, hvor vi guider dig igennem de fem vigtigste principper for bæredygtigt byggeri.        

1. Byg smart

Med store vinduer og et tagudhæng udnytter du solens varme, så du får køligere somre og varmere vintre. Her arkitekttegnet hus af Lars Bo Poulsen
De store vinduer og udhæng giver familien køligere somre og varmere vintre, mens husets to etager mindsker varmetabet. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Design dit hus i miljøvenlige former

Formen på dit hus bestemmer ikke blot husets udseende, den har også betydning for, hvordan dit indeklima og energiforbrug bliver. 

Byg efter solen, så de stor opholdsrum som stue og køkkenalrum vender mod syd eller sydvest og dermed får det maksimale ud af solens varme. Imens skal soveværelserne skal ligge mod nord, så de kan holde sig kølige. På den måde sparer du på opvarmning i stuen og ventilation i soveværelset.

Indsæt store vinduespartier i facaden, der kan trække varme ind i boligen og dermed spare på varmeregningen. Varmen kan dog blive for meget af det gode og resultere i overophedning af dit hjem. Husk derfor et godt udhæng, så solen ikke står lige ind om sommeren, men stadig kan kigge ind, når den står lavt om vinteren, hvor lyset og varmen er mere en velkommen. På den måde får du køligere somre og lunere vintre. 

Hold på varmen med dit gulv ved at vælge et af beton eller klinker. Beton, keramiske klinker og stengulv suger let solens varme til sig og holder på den. På den måde får du glæde af solens varme længe efter solnedgang, hvor gulvet vil fungerer som et varmeafgivende element.

Byg i to etager, da det samme antal kvadratmeter fordelt på flere etager frem for en etage holder bedre på varmen. Det er nemlig simpel termokande-fysik, hvor det gælder om at minimere overfladearealet og derved varmetabet. Det optimale vil derfor være et rundt hus, men et kvadratisk kan nok også gøre det. Vil din lokalplan ikke tillade to etager, kan du måske få lov til halvanden plan. Det vil give samme næsten samme varmebesparelse. 

Indsæt ovenlys og spar på elregningen. Med ovenlys kan du bruge solen som lyskilde hele dagen og behøver ikke tænde det elektriske, før solen går ned. Placer fx et ovenlysvindue over køkkenbordet, hvor du har brug for et behageligt og jævnt arbejdslys. 

Undgå loft til kip og mange meter til loftet. Det er smukt med dobbelthøje rum, men det er dyrt at varme op. 

Vælg et grønt tag. Lad dit tag spire med planten Sedum, der er både smuk og klimavenlig. Op mod 50% af det regnvand, der falder på planten, optager den. På den måde aflaster planten kloakken og mindsker risikoen for en oversvømmet kælder. Samtidig er taget CO²-neutralt, skal ikke vedligeholdes og har en høj brændmodstand, idet planten er en sukkulent og derfor indeholder masser af vand. Og som en dejlig bonus blomstrer planten i smukke farver. 

Et sedumtag kan suge vand og dermed lette trykket på kloakkerne. En smart måde at bygge bæredygtigt.
Et tag beklædt med planten sedum kan suge regnvand, så vandet ikke belaster kloakkerne. Samtidig ser det langt pænere ud, end hvis man skulle kigge ud på et tag af tagpap. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET
Et betongulv kan suge varmen fra solen, og afgive det igen, når solen er gået ned. På den måde spare du penge på elregningen. her arkitekttegnet tilbygning til statslånshus.
Støbt betongulv lige bag de store vinduer suger varmen til sig og afgiver den igen, når solen er gået ned. Derved sparer familien på varmeregningen. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Tænk grønt, når du...

Laver køkken
Vælg et kvalitetskøkken i et tidløst design. Så er der en chance for at det holder. Også til de skiftende modeluner. Kig efter Svanemærket eller Dansk Indeklima Mærke, når du køber elementer. Det sikre dig et køkken uden sundhedsskadelig afgasning fra låger og lak. Vælg vandbesparende vandhaner og et køleskab i energiklasse A++.

Lægger gulv
Kig efter Svanemærket eller Dansk Indeklima Mærke. Trægulve skal være FSC-mærkede. Det betyder nemlig, at de kommer fra et bæredygtigt skovbrug med genplantningspligt. FSC-mærket udelukker heldigvis ikke de spændende og eksotiske træsorter i boligen. Læg kun gulvvarme, hvis du har mulighed for at isolere godt mod jordkulden. 

Renoverer badeværelset
Overvej valget af klinker og fliser nøje. Granit fra Kina er fx ikke et bæredygtigt valg fordi, der skal bruges meget energi på transporten. Luksusobjekter som boblebade, dampkabiner, og brusepaneler med massagedysser har et højt vand- og energiforbrug, hvilket gør dem problematiske i en bæredygtig bolig.

Maler
Køb så vidt muligt kun indeklima- og svanemærket maling. Vær opmærksom på indholdsstofferne i lim, fuge- og spartelmasse, og vælg altid de produkter, der har den laveste MAL-kode. 0 er lavest og 5 er højest. Invester i kvalitet. Den gode maling holder længere, og er mere drøj i brug. 

Skifter vinduer
Vælg en løsning, der tager hensyn til husets arkitektur. I ældre huse er vinduerne ofte af så god kvalitet, at det kan betale sig at bevare dem. Suppler de smukke vinduer med tætte forsatsvinduer med lavenergiglas. I typehuse fra 1960’erne og 70’erne kan det som regel betale sig at skifte hele vinduet. Sammenlign forskellige fabrikanter og vælg det vindue, der har det laveste varmetab, dvs. den lavest U-værdi. Vælg vinduer af kernetræ, eller vedligeholdelsesfri aluminium.       

Bygger terrasse                         
Undgå trykimprægneret træ. Vælg i stedet træsorter med et højt indhold af harpiks og naturlige olier. Brug kun FSC-mærket træ. 

Energisparende ovenlys som arbejdslys i køkkenet.
Med et stort ovenlys over køkkenet behøver familien ikke tænde lyset før sent om aftenen.KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

2. Byg i bæredygtige materialer

arkitekttegnet hus i langtidsholdbare og vedligeholdelsesfri materialer
Huset her er bygget i materialer, så det er vedligeholdelsesfrit de første 50 år og har en levetid på 150 år. Det er tegnet af arkitekt Uffe Leth og er en del af udviklingsprojektet Mini CO2-husene opført med støtte fra Realdania. KLIK PÅ HUSET FOR AT SE MERE DERFRA

Stil krav til materialerne

Uanset om du skal renovere en ældre bolig eller bygge nyt, er det vigtigt allerede i planlægningsprocessen at tænke de sunde og miljøvenlige materialer ind i projektet. Men det er ikke altid lige nemt at gennemskue materialernes miljøpåvirkning på den lange bane. Et godt udgangspunkt er at vælge materialer, der:

…kan fremstilles uden brug af skadelige stoffer og uden giftigt restaffald

…har en meget lang levetid – ikke kun teknisk men også æstetisk.

…kræver minimal vedligeholdelse med mindst mulig brug af kemi.

…kan genanvendes den dag, materialet skal bortskaffes.

Brug materialer, der patinerer med ynde, når du bygger. Det vil sige materialer, der ikke bliver grimme med alderen og ved brug. Det gælder typisk gedigne naturmaterialer i god kvalitet som fx træ og tegl, der med den rette vedligeholdelse, vil forblive smukke i mere end en menneskealder.

Undgå forbigående trends. Det kan være fristende at lade sig forføre af tidens populære farver og materialer. Men du risikerer at blive træt af dem længe før de teknisk set er slidt op og skal udskiftes. Vælg, hvad du selv synes er pænt og tænk i enkle men konservative løsninger i god kvalitet. På den måde får du en bolig med smukke detaljer og holdbare materialer, der kan overleve skiftende modeluner. 

Ombygget hus med facade af kobber og tag af skifer
Kobber, skifer og egetræ er alle naturlige materialer, der kan holde i mange år og patinerer med ynde. Skifer og kobber, behøver ingen vedligeholdelse. De naturlige materialer passer flot ind i skoven i Hammer Bakker- hvor huset står. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE
Arkitekttegnet træhus med hyggelig terrasse. Træ er et bæredygtigt materiale at bygge i
Træ er et glimrende materiale at bygge i. Det lagrer CO2 og er endda ofte billigere end andre facadematerialer, da det er hurtigt at sætte op. Huset her er af dansk rødgran, der er overflade behandlet med gyldent pigment. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Se mere om materialer på Danskeboligarkitekter.dk

Guide til facadematerialer - Se mere her

5 bæredygtige materialer til din bolig - Se mere her

Gør din bolig levende med træ - Se mere her

Arkitekttegnede træhuse - Se dem her

Gulv af bambus i arkitekttegnet hus. Bambus er et bæredygtigt og stærkt materiale
Bambus er et godt og stærkt materiale, der som her i huset fint kan bruges til gulv i stedet for de gængse træsorter egetræ og fyrtræ. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Vælg langtidsholdebare og miljøvenlige materialer

Vælg gode materialer, der holder længe, ældes med ynde, kan findes lokalt, er naturlige og gode for din sundhed

Bambus
Bambus er hurtigvoksende og ekstra effektiv til at optage CO² og producere ilt. Faktisk 35% bedre end almindeligt træ. Desuden er bambus både hårdere og mere slidstærkt end almindeligt træ. På minussiden vokser bambus ikke i Danmark og skal derfor fragtes langvejsfra.

Beton
Beton er holdbart, patinerer flot og består af lettilgængelige materialer. Det kan let genbruges ved at blive knust til grus til veje eller nyt beton. Cement, som er en af ingredienserne i beton, er dog ret energikrævende at producere.

Træ
Træ er et naturligt og fornybart materiale, der kan udvindes uden det store ressourceforbrug og vokser i Danmark. Samtidig lagrer træer CO² via fotosyntesen og kan let genbruges. Træ er godt for indeklimaet og ældes med ynde, hvis man husker at vedligeholde det. Træ skal nemlig vedligeholdes jævnligt.

Mursten
Mursten holder i mange år uden vedligeholdelse og kan let genbruges, hvis mørtlen fjernes. Samtidig er mursten godt for indeklimaet. Mursten bliver dog brændt ved meget høje temperaturer, hvilket kræver meget energi.

Skifer
Skifer er en stærkt materiale, der ældes med ynde og kan holde i 100 år uden vedligeholdelse, hvilket sparer miljøet for et stort ressourceforbrug. Modsat mursten skal det ikke brændes, men derimod hentes op af stenbrud. Skifer er derfor en begrænset ressource og laver huller i landskabet.

Vær på mærkerne!

Ligesom madvarer kan være stemplet med vejledende mærkater, kan maling og byggematerialer det også. Vil du bygge med tanke på miljøet, fair arbejdsforhold og din egen sundhed, skal du kigge efter disse mærker:

FSC er et globalt mærke, der kan sidde på byggematerialer af træ og andre trævarer. Mærket sikrer, at træet kommer fra skovbrug, hvor der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere, og uden dyre og planteliv tager skade. Samtidig er skovarbejderne sikret ordentlig løn og gode arbejdsforhold.

Svanemærket og EU-blomsten er det henholdsvis nordiske og europæiske miljømærke. Mærkerne sidder på godt 17000 produkter, blandt andet byggematerialer, og gives ud fra den samlede miljøbelastning (fra råvarer og produktion til forbrug, bortskaffelse og recirkulering) til varekategoriens bedste ud fra nogle dertil opstillede krav.

Indeklimamærket er et dansk mærke og kan frivilligt bruges af producenter, der kan dokumentere deres produkters afgasning. Mærket stiller krav til, hvilket stoffer produktet må afgive og hvor stor afgasningen må være. Fx må der ikke afgasses kræftfremkaldende stoffer fra produktet.

3. Byg energirigtigt

Energioptimeret villa af arkitekt Hanne Lind. På taget er der solceller
Huset her er energioptimeret af arkitekt Hanne Lind med solceller på taget, ter-moruder, efterisolering og varmepumpe. Det har givet en årlig besparelse på 8000 kWh, på trods af, at boligarealet er vokset fra 121 - 209 m2. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET
Energirenoveret murermestervilla med hjælp fra arkitekt. Med en arkitekt bliver renoveringen pænere
Ældre hustyper som fx murermestervillaen er sværere at efterisolere udefra uden at ændre radikalt på husets udseende. Det gælder i særlig grad ved efterisolering af taget, der meget hurtigt kommer til at ligne en klodset hat oven på huset. I denne murermestervilla er det lykkedes arkitekten at efterisolere taget udefra, så det næ-sten ikke kan ses. Langs gavlen er der muret en dekorativ kant op af tre rækker mur-sten, som giver plads til den ekstra isolering. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Byg tæt. Byg lunt. Byg klogt.

Isolér ordentligt fra starten
En af de faktorer, der har størst betydning for boligens varmeøkonomi og bæredygtighed, er isoleringsstandarden. Men selv om de nye skrappe energibestemmelser begrænser energiforbruget i nybyggeri, er der stadig en væsentlig forskel på om man lige akkurat følger reglerne for isoleringstykkelser eller om man lægger et ekstra lag på. Hvis du skal bygge nyt gælder det derfor om at få så meget isolering ind som overhovedet muligt. Gerne 40 cm i alle ydervægge og 40-50 cm i gulvet. Så er din bolig fremtidssikret, og du behøver ikke bekymre dig om stigende energipriser eller besværlige efterisoleringsprojekter.

Energirenover dit gamle hus – det betaler sig
Jo dårligere dit hus er isoleret, desto større vil gevinsten ved en energirenovering være. Men inden du går i gang med mineralulden, er det en god idé at få en energikonsulent til at lave et såkaldt energimærke på huset. Energimærket giver dig ikke kun et overblik over husets energimæssige tilstand, men kommer også med konkrete forslag til forbedringer og hvor meget du kan forvente at spare. Et af de tiltag, der batter allermest er efterisolering af tag, ydervægge og gulv. Udskiftning af gamle vinduer med nye lavenergiruder har også stor effekt – særligt i parcelhuse fra 60’erne og 70’erne, hvor halvdelen af varmetabet ofte stammer fra de dårlige vinduer. 

Efterisolér med hjælp fra en arkitekt. 
Ombygning af ældre huse indebærer ofte en efterisolering, da energikravene i dag er højere end da huset blev bygget. Det er bedst at efterisolerer udefra, da man på den måde undgår de problemer, der er forbundet med en indvendig isolering bl.a. skimmelsvamp. En udvendig efterisolering har dog den ulempe, at den ofte ændrer dramatisk på husets arkitektur og proportioner. Det er derfor en god idé, at få hjælp fra en arkitekt, der kan sikre en æstetisk og smuk løsning på din energirenovering. 

Hold huset tæt og genbrug varmen
Mange tror, at tætte huse er mere usunde. Men sandheden er, at tætte huse holder bedre på varmen og er lettere at ventilere. Du kan minimere dit varmeforbrug ved at tætne dit hus og installere et såkaldt varmegenvindingsanlæg. Anlægget genbruger ca. 80-90 procent af varmen og sørger samtidig for frisk luft og lav luftfugtighed. Et varmegenvindingsanlæg kan installeres i både nybyggeri og i eksisterende huse. Men da det kræver en del rørføring i loftet, er det lettest og billigst at installere anlæggene i huse med flade lofter eller med et uudnyttet loftsrum. 

Vælg vedvarende energi
Med solfangere på taget slipper du for at bruge energi på opvarmningen af det varme vand i sommerhalvåret. Jordvarme kan klare både rumopvarmningen og det varme brugsvand.        

Parcelhuset fra 70'erne er er blevet efterisoleret på ny og fået lavenergivinduer og døre i hele huset. mange ældre huse trænger til en energirenovering. En renovering man passende kan slå sammen med en ombygning af hele huset som her. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Hver en dråbe tæller

Genbrug regnvandet
Klimaforandringerne medfører mere ekstremt vejr med store regnskyl til følge og belastning af kloakkerne. Samtidig skal vi spare på vores drikkevand. Det er derfor oplagt at genbruge regnvandet til alle de mange vandforbrugende funktioner, vi har i hjemmet. Installer derfor en regnvandstank og genbrug regnvandet til bilvask, havevanding, toiletskyld, tøjvask og opvask. Brug af opsamlet regnvand til toiletskyld og tøjvask alene vil ifølge Miljøstyrelsen nedsætte en gennemsnitlig husstands forbrug af drikkevand med 20 - 30%. Samtidig har regnvand den store fordel, at det ikke indeholder lige så meget kalk som drikkevand, hvorfor dit toilet og vaskemaskine ikke vil kalke til. Vær dog opmærksom på, at det ikke er alle typer tage, der er velegnet til vandopsamling.

Har du tag af følgende materialer, kan du ikke opsamle vandet.

- Nyt tagpap
- Kobber (gælder også kobbertagrender)
- Zink
- Græs, mos eller strå
- Asbestholdige materialer

Spar på vandet
Installer vandbesparende toiletter, vandhaner og brusehoveder. Det kan gøres med et toilet med to slags skyld og vandhaner og brusehoveder, der uden at ændre på din oplevelse af strålerne og trykket kan halvere dit forbrug. Og glem så alt om spa-trenden. De moderne wellness-rum med jacuzzi bruger enorme mængder vand og er ikke bæredygtige løsninger.  

Vidste du...

- at man i et eksisterende, og dårligt isoleret hus med et ældre oliefyr har et gennemsnitligt olieforbrug på cirka 16 liter pr. m2. I et hus på 170 m2 svarer det til en årlig varmeudgift på op til 30.000,- kr.

- at man i et nybygget hus i samme størrelse, der er bygget efter de skrappe 2015 isoleringskrav og med en miljøvenlig og mere energieffektiv varmekilde kan forvente en årlig varmeudgift på 5-8.000 kr.

- at man i et såkaldt passivhus på 170 m2 alene ved hjælp af passiv solvarme, kraftig isolering og recirkulation af varmen kan opnå så stor en energibesparelse, at den årlige varmeudgift bliver på 2.000-3.000 kr.     

Kilde: Danske BoligArkitekter

5 veje til et bedre indeklima

1. Hold temperaturen stabil
Lune vægge og gulve begrænser risikoen for skimmelsvamp. Samtidig er det vigtigt at opretholde en stabil rumtemperatur, da det sænker luftfugtigheden. Den mest effektive måde at skabe et lunt og stabilt indeklima på er at sørge for at huset er tæt og velisoleret. Ældre huse har ofte problemer med træk fra utætte og dårligt isolerende forsatsruder. Skift ruderne ud med lavenergiglas og tjek at forsatsrammerne slutter helt tæt til karmen. Gør huset lunt med en efterisolering af ydervægge, gulve og tag.

2. Skaf frisk luft
Fugt er noget af det, der påvirker indeklimaet allermest. Og vi er selv med til at skabe den. Når vi laver mad, bader, vasker tøj og trækker vejret, afgiver vi fugt til indeklimaet. I en gennemsnitsfamilie bliver det til 10 liter vand i døgnet. Er udluftningen utilstrækkelig, bliver fugten hængende i huset, hvor den kan udvikle sig til sundhedsskadelige skimmelsvampe. I mange nye huse er den friske luft ”indbygget” i form af et såkaldt varmegenvindingsanlæg. Har man sådan et, behøver man ikke tænke på selv at lufte ud. I ældre huse er det nødvendigt at lufte kraftigt ud ved hjælp af gennemtræk 2x5 minutter dagligt.

3. Vælg indeklimamærkede produkter
Mange af de ting vi omgiver os med i hverdagen indeholder farlige stoffer, som afgives til indeklimaet, og som kan fremkalde allergi. Stofferne findes ikke kun i visse møbler og tæpper, men også i byggematerialer som lim, fugemasse og maling. Hvis du vil sikre dig et ugiftigt og sundt indeklima, skal du kigge efter Dansk Indeklima Mærke eller Svanemærket – både når du køber byggematerialer og møbler.

4. Sluk det elektroniske udstyr
Det er ikke kun for at spare på strømmen, at du skal slukke helt for PC’en eller fjernsynet. Når elektronikken bliver varm, frigives der nemlig en række skadelige kemikalier til indeklimaet.

 5. Gør rent                                                                                   
Det siger næsten sig selv. Et godt indeklima kræver, at du gør rent og fjerne støv mindst en gang om ugen. Indret dig rengøringsvenligt med lette møbler, og uden for mange syntetiske tæpper og polstrede møbler, hvor støvet kan gemme sig.

Med et arkitekttegnet passivhus kan du spare mange penge på varmeregningen hver eneste måned, og i stedet bruge din penge på god arkitektur.
Et sundt og ugiftigt indeklima er en selvfølge i en bæredygtig bolig. Arkitekt Ka-rina Søgaard har specialiseret sig i lavenergihuse med fornuftig anlægsøkonomi og små driftsudgifter. Huset her er på 160 m2 og koster kun 500 kr. om måne-den i el, vand og varme. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Se mere om energi

Hvorfor energirenovere med en arkitekt? - Se mere her

Hvornår skal du energirenovere? - Se mere her

Hvilke energiforbedringer passer til dit hus? - Se mere her

Arkitekttegnede passivhuse - Se mere her

Bolius' nye site om energiforbedringer: Er komforten i hus? - Se mere her 

4. Byg med genbrug

Hus fra 50'erne moderniseret med genbrugsmaterialer, så det passer bedre til huset.
Huset fra 1955 er moderniseret med genbrug og brugte byggematerialer. De matcher husets stil bedre end nye, og ofte kan de endda være i bedre kvalitet. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Byg dit hus af genbrugsmaterialer

10-15 % af verdens CO²-udledning kommer fra produktion af traditionelle byggematerialer ifølge Tænketanken Concito. Samtidig er der et kæmpe spild af byggematerialer i branchen, selvom det er blevet langt bedre de seneste år.

I Danmark står byggebranchen således for 1/3 af landets affald, og det er på trods af, at cirka 80% af byggeaffaldet i dag bliver genbrugt.

Selvom du som privat boligejer er en lille brik i det store billede, har du også et ansvar, når du bygger nyt, til eller om. Heldigvis er det muligt at finde mange byggematerialer brugt og derved mindske verdens ressourceforbrug.

Det gælder blandt andet mursten. Men du kan også finde husdele som vinduer, døre eller sågar hele køkkener brugt. Og ofte kan du finde sten og fliser til terrassen eller indkørslen gratis på Den Blå Avis. Det er bare om at kigge sig omkring og bruge sin fantasi.

Mursten kan nemt genbruges
Mursten skal brændes i lang tid og ved meget høje temperaturer. Der er derfor mange ressourcer at spare ved at genbruge mursten. Ifølge firmaet Gamle Mursten kan man spare miljøet for et ton CO² blot ved at genbruge 2000 mursten samtidig med, at man får en gave i den patina, stenene allerede har opnået gennem vind, vejr og afrensning

Det kan være svært at finde nok ens mursten til et helt hus. En løsning kan være at vælge at vandskurre eller pudse sit hus, så man alligevel ikke kan se det.

Du kan også gøre et nummer ud af flisernes forskellighed og bruge deres særpræg i facaden ved at lægge dem i et mønster eller bevidst være ligeglad.

De mursten man genbruger til nye huse i dag er alle fra før 1960, mens nyere mursten knuses til vejfyld eller lignende. Det skyldes, at mørtlen før i tiden var blandet med kalk, hvor den i dag er blandet med cement. Og mens kalkmørtel godt kan fjernes fra det brændte ler, er den nyere cementmørtel stort set umulig.

Cementmørtlen hærder dog hurtigere end kalkmørtlen, hvorfor den er praktisk på moderne byggepladser, hvor det helst skal gå så hurtigt som muligt.

Arkitekterne hos Lendager Group har dog fundet på en måde at genbruge de genstridige mursten. I stedet for at insistere på at rense hver enkelt sten, har de fundet på at skære murstenene ud i blokke. Det har de gjort med nogle af de huse fra Carlsbergbyen, der er revet ned, og murstensblokkene bliver nu brugt til nye boliger i Ørestaden ved navn Ressourcerækkerne.

Se de flotte genbrugboliger her

Vær opmærksom på andre standarder i dag
Der er andre krav til materialer i dag. Materialer, der er 50 eller blot 20 år gamle kan derfor indeholde stoffer, som vi i dag ved er giftige eller dårlige for indeklimaet. Er du i tvivl, om du kan bruge et bestemt materiale, kan du kontakte Videncenter for Håndtering af Genanvendelse (vhgb.dk).

Fliser i 60'er-villa genbrugt på badeværelset
Genbrug elementer fra dit hus nye steder, når du ombygger. Fliserne her lå oprindeligt i 60'er-husets spisestue. I stedet for at smide dem ud under ombygningen, fandt familien på at genbruge dem på badeværelset. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Fordele ved brugte byggematerialer

Dit hus får historie
Tænk hvis din kommende villa kunne være beklædt med mursten fra en gammel herregård, have et gulv fra en landsbykirke, døre fra en nordjysk skole og køkkenlåger fra en gammel 70’er-villa. Historier og patina gør dit hus levende og mere personligt.

Du kommer på skattejagt
Det tager tid at finde de helt rigtige brugte byggematerialer, men det kan også være sjovt og som en spændende skattejagt, hvor du endda kan blive overrasket af ny skat i din søgen.

Miljøet vil takke dig
Ved at vælge brugte byggematerialer bruger du markant færre ressourcer, hvilket er godt for miljøet, der ikke kan holde til vores nuværende forbrug. 

Du sparer mange penge
Brugte materialer er i de fleste tilfælde langt billigere end nye. 

Du får bedre bedre kvalitet
Ældre døre, håndtag, vinduer eller andre husdele er ofte i en langt bedre kvalitet end de masseproducerede varer, man kan få i dag. 

Benspænd giver gode ideer
Udfordringer skaber ofte nye ideer. Et dogme om at bruge så mange brugte materialer som muligt og minimere dit ressourceforbrug kan derfor presse dig nye og bedre steder hen. Du kender det sikkert selv, hvis du skal skrive noget eller være kreativ. Det er svært, hvis man har alle muligheder, men med en ramme flyder kreativiteten pludselig.

Træhus bygget af arkitekt i genbrugstræ
Træhuset af arkitekt Karina Søgaard er bygget af genbrugstræ og inspireret af de kendte svenske træhuse. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Her kan du finde brugte byggematerialer

Genbyg.dk
Stor onlineshop med brugte byggematerialer. Her kan du finde alt fra gamle døre, håndtag, køkkenmoduler, gulvbrædder og teglsten.

Danskgenbyg.dk
Ny portal for køb og salg af brugte byggematerialer- Som den blå avis – bare kun med fokus på byggematerialer. De er derfor afhængige af, at folk uploader materialer, de vil af med.

Den Blå Avis
Her kan du finde alverdens byggematerialer og ting, folk vil sælge eller sågar give gratis væk.

Gamlemursten.dk  
Her kan du få renset dine gamle mursten for mørtel eller købe andres gamle mursten, så de kan bruges på ny.

Den Grønne Genbrugshal
Stor, gammel hal på Christinania i København fyldt med gamle byggematerialer som døre, skruer, træ, lister og håndtag. De har også andre gamle ting og planter.

Se endnu flere forhandlere med genbrugsmaterialer hos Bolius her

Byg langsigtet

Vellykket ombygning af bondegård af arkitektpar
Arkitektparret Kira Snowman og Uffe Topsøe Jensen har ombygget en gammel bondegård med lokale og billige materialer fra byggemarkedet. Altså ingen eksotiske træsorter eller dyre sten - alligevel er det blevet meget vellykket. Desuden har ombygningen vist, hvordan gamle, forfaldne bondegårde stadig har værdig og kan transformeres til moderne boliger, der stadig fastholder historien om en dansk bondegård. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Gør boligen økonomisk bæredygtig

Investér i god arkitektur
Det handler ikke kun om stil og udseende men om helheden i din bolig. Gedigne og funktionelle huse med skønne detaljer og smukke rum, får typisk lov til at stå længere end middelmådige huse i dårlige materialer. Når du investerer i langtidsholdbare løsninger, gør det ikke kun boligen nem at bruge og vedligeholde. Det gør også huset mere værd ved at salg.     

Byg til fremtiden
Mange byggeprojekter tager kun højde for prisen på selve byggeriet, og glemmer at medtage de følgende års udgifter til drift, vedligeholdelse og reparationer. Dermed kommer man nemt til at vælge den løsning, der er billigst lige nu, og som måske viser sig at være den dyreste på lang sigt. Derfor bør du få hjælp til at beregne boligens samlede økonomi over de næste 50 år, så du forstår de fulde konsekvenser af de løsninger og materialevalg du træffer.

Ved totaløkonomiske beregninger tages der hensyn til:

·         Anlægsudgift

·         Vedligeholdelse

·         Varmetab

·         Driftsomkostninger

·         Skrotning

Byg ikke kun til dig selv
Anderledes løsninger kan gøre et hus mere spændende og attraktivt. Men hold lidt igen med alt for mærkværdige ideer, når du bygger nyt, så det også kan passe til andre menneskers liv, uden de skal rive alt ned og bygge forfra. Det vil gøre boligen lettere at sælge og mindske ressourceforbruget, så dit hus forbliver et elsket hjem for mange efter dig.

Mindre forbrug = flere penge at bygge for

Med teknologi og gennemtænkte løsninger kan boligens samlede forbrug af el, varme og varmt vand reduceres betragteligt. I et såkaldt passivhus kan de faste forbrugsudgifter komme helt ned på 5000 kr. om året mod cirka 25.000, som en familie i et almindeligt hus typisk bruger. Det betyder, at man kan låne 1 million mere til at bygge for. Når man genbruger vand og varme og har isoleret optimalt, så kommer man med andre ord til at bo for sine penge frem for at hælde dem i kloakken eller ud ad vinduet.

Arkitekttegnet hus i træ på budget.
Hellere god arkitektur end et fedt køkken eller dyre møbler. Sådan tænkte familien i dette hus, da de skulle bygge nyt. At prioritere god arkitektur og blivende dele som et flot gulv, gør huset mere værd og langtidsholdbart. TRYK PÅ BILLEDET FOR AT SE MERE FRA HUSET

Se også disse historier