Bungalowen

Et lille, kvadratisk og praktisk hus, der blev født ud af 1920'erne og 1930'ernes nøjsomhed.
En slags en
dansk fortolkning af de funktionalistiske enfamiliehuse fra første del af sidste århundrede.

 

Bungalowens historie

Bungalowen blev bygget fra sidst i 1920’erne til ca. 1940 og er et lille, spartansk hus.

Den kompakte bungalow er et hus uden for mange dikkedarer, praktisk indrettet til en enkelt familie og uden de store arkitektoniske krumspring. Men bag det sparsomme udtryk ligger store tanker, udsprunget af funktionalismens ønsker om lys og luft til beboerne.

Bungalowen var noget af en pille at sluge for de danske husejere, da de første blev bygget – for hvor var alle udsmykningerne og svungne detaljer, man kendte fra de eftertragtede herskabsvillaer? Men bungalowen kom dog hurtigt til at appellere bredt ud fra et økonomisk perspektiv, ligesom selve indretningen bød på lyse rum med store vinduer, en god udnyttelse af pladsen og finurlige arkitektoniske detaljer som ét rundt vindue her og et legesygt spil i murværket dér. Det lave pyramidetag er et andet kendetegn. Det levner ikke plads til opbevaring på loftet, men det opvejer den høje kælder til gengæld for.

En klassisk bungalow.

Karaktertræk ved bungalowen

  • Et plan med høj kælder. Bungalowen findes dog også med to etager.
  • En høj trappe op til hoveddøren er som regel første tegn på, at du er på vej indenfor i en bungalow.
  • Kvadratisk grundplan.
  • Lav taghældning.
  • Pyramideformet tag med tagpap eller skifereternit og et markant udhæng.
  • Hjørnevinduer.
  • Mur af røde eller gule tegl eller en pudset facade, som er malet hvid eller pastelfarvet.
  • Arkitektoniske detaljer som ét rundt vindue her og et legesygt spil i murværket dér.

Fordele ved bungalowen

  • Det enkle arkitektoniske udtryk appellerer til mange danske familier.
  • Nem at udvide opad eller med en tilbygning på grund at sin enkle kvadratiske form.
  • Er du heldig, finder du fine detaljer som et velbevaret terrazzogulv, bakelithåndtag og enkel stuk.

Ulemper ved bungalowen

  • Pladsen er trang med kun én etage til reel beboelse.
  • Der er oftest kun forbindelse til haven via en høj trappe.
  • Kan være svært at energirenovere uden at ændre husets udtryk. Du bør have øje for både tag, facade og terrændæk.

Arkitektens råd om bungalowen

Arkitekt Tom Mose fra tegnestuen Stock35

Arkitekt Tom Mose Petersen holder meget af bungalowens grundtanker, der, også udfra et moderne perspektiv, fungerer rigtig godt.

– Bungalowen er et på mange måder meget dansk, ydmygt hus – en slags folkefunkis, bygget til middelklassen. Her kunne man få 80 kvm og egen have ikke langt fra byen, og der er rigtig mange børn, der igennem 60'erne og 70'erne er vokset op i den høje kælder. De senere års kraftige regnskyl har dog en gang for alle slået fast, at en kælder er en kælder.

Skal man udvide bungalowen, og ikke vil af med en bid af den (ofte) lille have, så kan man bygge opad, og de fleste bungalows kan holde til at få en førstesal på, uden at kræve forstærkning. Jeg advokerer som regel for, at man beholder det pyramideformede tag, der er et karakteristika ved huset, og som udnytter den simple kvadratiske form. Forbindelsen til haven er et andet problem, da bungalowen i højere grad orienterer sig mod vejen, men det kan også relativt nemt rådes bod på, da den enkle kubeform kan roteres og du ret simpelt kan flytte væggene indenfor.

Bungalowen er et rigtig fint lille hus, som mange familier har fået øjnene op for igen med sine velproportionerede rum, store vinduer med godt lysindfald og enkel stuk. Mit bedste råd er at investere pengene i forbedringer og udbygninger, der kan komme på BBR'en – og at lade være med at hælde pengene i kælderen. Det er et hus, man godt kan digte videre på og som ikke er så bundet af sin arkitektur.

Se alle boligreportager med bungalower her