Byg nyt hus

Med et nyt, arkitekttegnet hus kan du få et hjem skræddersyet til dig. Men der er mange skridt fra boligdrømme til drømmebolig.

Se med på siden her, og få masser af inspiration og gode tips.

At bygge nyt hus er en spændende proces

Det er helt specielt at se sit hus bevæge sig fra drømmene inde i hovedet ned på arkitektens papirer og lige så stille rejse sig på byggepladsen til et rigtigt hjem.

Med hjælp fra en arkitekt kan du få et hus bygget specielt til dig og dit liv. Det betyder dog også, at ikke alle løsninger nødvendigvis er afprøvet af andre først, og at du ikke har mulighed for at gå ind i et hus magen til, før du beslutter dig. Du skal derfor skrue op for din forestillingsevne og sætte din lid til arkitektens faglighed og erfaring.

Det er en spændende proces at bygge et nyt hus med hjælp fra en arkitekt. Og sammen kan I finde på en masse ideer og kombinere dem til det rigtige hjem for dig.

Arkitekten vil vejlede dig, så stilen bliver gennemført - fra de store linjer og ned til de små detaljer. Og med arkitektens hjælp kan dit hjem få geniale løsninger, du aldrig selv var kommet på.

Arkitekter er dog ikke kun gode til at designe et hus. De kan også søge om byggetilladelser og styre selve byggeprojektet.

Hav styr på økonomien
Et nyt hus er for de fleste den største investering i livet. Det er derfor uundgåeligt at blive ramt af bekymringer undervejs.  Du kan dog mindske antallet af dem ved at have et klart overblik over din økonomi og lave et detaljeret budget. I budgettet er det en god idé, at have en buffer klar til uforudsete udgifter. En tommelfingerregel lyder, at bufferen skal være på omkring 10% af det samlede byggebudget, men det kan selvfølgelig afvige fra projekt til projekt. 

Ved at vælge et arkitekttegnet hus fremfor et typehus, skal du være klar på, at økonomien er lidt mere usikker og ikke kan fastlægges hundrede procent sikkert fra start.

Hvor meget vil du selv gøre?
Når du skal bygge et nyt hus, skal du beslutte, om du selv vil styre byggeprojektet med alt, hvad det indebærer af tilladelser, koordinering og opkald fra håndværkerne på byggepladsen? Eller om du hellere vil sætte arkitekten til delvist eller helt at styre projektet?

Nogle nybyggere kan sagtens klare det hele selv, andre kan klare det en del af vejen og nogle ved, at det er bedst, hvis de ikke rør en finger. Det er dog en god idé at tænke sig godt om. For det kræver meget tid og arbejde, og der er mange ting, man skal tage stilling til og holde øje med, hvorfor det for mange bliver for meget.

Sådan får du råd til arkitekten

  • Byg lidt men godt. Sæt fokus på kvaliteten og ikke kvantiteten af dine kvadratmeter. Et stort hus er ikke nødvendigvis bedre og mere velfungerende end et mindre – men det er dyrere at bygge.
  • Research. Dette gælder især materialer som fliser, gulvplanker, køkken og hvidevarer, hvor du kan spare mange penge, hvis du gør forarbejdet grundigt, indhenter tilbud og ikke er bange for at krejle lidt. Det tager tid, men betaler sig .
  • Prioriter! Eksklusive byggematerialer og komplicerede bygge­tekniske løsninger gør dit husprojekt dyrere. Vælg i stedet billige materialer, fx tagpap på taget, og en simpel konstruktion. Så får du også råd til smukke, funktionelle rum, lækkert dagslys og personlige detaljer.

Guide: Vælg den rigtige facade

Der er mange valg at tage, når man bygger nyt hus. Ét af de vigtigste er måske valget af facadematerialer. Se vores store materialeguide til facader, og bliv guidet til den helt rigtige beslutning.

KLIK PÅ BILLEDET for at læse mere om facadematerialer.

Sort lade

Guide: Vælg den rigtige byggegrund

Det kan være sin sag at se sit nye hus for sig på en kedelig pløjemark eller et goldt frimærke i en forstad. Ikke desto mindre kan netop det stykke jord blive det sted, du og din familie skal bo de næste mange år.

KLIK PÅ BILLEDET for at få gode råd til dit valg af byggegrund

Stor guide: find den rigtige grund til dit hus, når du bygger nyt

Guide: Sådan binder du ude og inde sammen

Kontakt til naturen og haven gør underværker for din trivsel i boligen. Tænk derfor kontakten til naturen ind, når du bygger nyt hus.

KLIK PÅ BILLEDET og få arkitekternes bedste råd.

Det er vigtigt at binde ude og inde sammen, når du bygger nyt hus. Få hjælp fra en arkitekt.

Guide: Sådan får du god lyd i boligen

Akustikken i en bolig bliver ofte overset eller nedprioriteret. Men god lyd er meget vigtigt for dit velbefindende i dit hjem. Tænk derfor akustikken ind med det samme, når du bygger nyt.

KLIK PÅ BILLEDET, og få gode råd til god lyd.

Guide til god lyd og akustik i boligen

Trin for trin: Sådan bygger du nyt hus

Idémødet, skitsefasen, godkendelse af byggeprojektet m.m. Der er mange ting at holde styr på, når man skal til at bygge nyt hus. Læs om de 6. faser for at bygge nyt hus.

KLIK PÅ BILLEDET og bliv guidet trin for trin.

Køkken

Arkitektens råd til nybyggeri

Arkitekt Jan Smidt Andreasen giver gode råd til dit nybyggeri
Arkitekt Jan Smidt Andreasen

Arkitekt Jan Smidt Andreasen fra A1 Tegnestue har tegnet mange huse i sin tid som arkitekt. Her får du hans bedste råd.

  • Mange glemmer de sidste praktiske detaljer som udhus, cykelskur og niche til skraldespanden, når de bygger nyt hus. Ofte står det derfor bare og roder ude foran huset, hvilket er ærgerligt, når man har brugt så mange penge og ressourcer på et flot hus. Husk derfor at integrere det fra starten i din byggeplan.
  • Det overrasker de fleste, hvor mange beslutninger, de faktisk skal tage, og de kan til sidst godt blive rigtig trætte af det. Med arkitekten er de store linjer besluttet, men undervejs skal boligejeren også tage beslutninger om en masse mindre ting som armatur, dørhåndtag og størrelse på fodlisten. Og det kan være hårdt hele tiden at være på og tage stilling. Sørg derfor for at planlægge alt fra start med arkitekten.
  • Tørretid er et ukendt begreb for de fleste. Men et hus kan være rigtig lang tid om at tørre. Det kan tage alt fra et par uger til et par måneder, før man kan komme videre. Især om vinteren, eller hvis det har regnet meget, er husets vægge lang tid om at tørre, fordi de har optaget meget fugt. Husk det i din tidsplan, og skru op for tålmodigheden.
  • Skal du bygge på en almindelig parcelhusgrund, så hav fokus på stoflighed og levende materialer. Det kan give dit hus den sjæl og personlighed, som din grund måske mangler.
  • Mange er alt for fokuserede på at være fri for vedligeholdelse, så de ender med ordinære materialer som alu-vinduer, beton og mursten. Jeg har selv valgt egetræsvinduer. Hvis man vedligeholder det ordentligt, kan de holde i mange, mange år. Men mange tænker, at hvis de ikke er rådne, så har de det nok fint. Det er altså ikke så slemt eller svært at vedligeholde og passe sit hus, hvis man blot bruger de rigtige produkter til at vedligeholde med.
  • Der er en tendens til, at boligejere vil bygge større og større. Jeg synes, at et hus på 200 m² er et meget stort hus. Men det er det efterhånden ikke mere. Der er ingen grund til at bo så stort. Brug hellere midlerne på en spændende arkitektur, end på flere kvadratmeter. Det er især værelserne, der vokser. Børneværelser på 17m² er ikke ualmindeligt. Men efter min mening er 12 m² rigeligt. Børn vil alligevel helst være, hvor forældrene er, indtil de bliver teenagere. Og her sidder de alligevel bare ved deres computer eller ipad, der ikke har behov for så meget plads.
  • Vend dit badeværelse mod øst. Det er fantastisk at træde ud i badet og få morgensolen ind. Så vågner man på en god måde. 

Se boligreportager med nybyggeri her

Her skal du ikke spare

  • Rådgivning. Det er en omfattende sag at bygge et nyt hus. Brug en byggeteknisk rådgiver, fx en arkitekt, til at have snor i økonomi, tilladelser, håndværkerkontrakter m.v. Det kan i sidste ende spare dig penge og ærgrelse.
  • Tid. Gør dit forarbejde grundigt, så du er klar i mælet, når du skal formidle dine ønsker til arkitekten. De ind­ledende faser, fx skitseprocessen, er uhyre vigtige, da det er her, ”grundstenen” bliver lagt og husets form og funktion bliver til.
  • Materialer. Gå ikke på kompromis med de ”faste” dele som vinduer, gulve, trapper osv. Du skal se på dem i mange år, så de må gerne blive smukke af slid.

Tjekliste til dit nybyggeri

•    Undersøg, hvad der er lovligt og teknisk muligt. Søg evt. hjælp hos en arkitekt.

•    Tag en snak med de nærmeste naboer.

•    Få tegnet et skitseforslag med økonomisk overslag.

•    Tal med din bank, og få afklaret økonomien.

•    Søg byggetilladelse (på grundlag af skitser og beregninger)

Bliv klogere på hvordan du styrer dit byggeprojekt. Læs vores BYGGEGUIDE.

Hvad vil et nybyggeri koste?

At regne med en "kvadratmeterpris" er en hurtig måde at få et skøn over, hvad ens byggeri vil komme til at koste. Læs her, hvad en kvadratmeterpris typisk omfatter.

  • Kvadratmeterpriser har sit udspring i skønnede erfaringstal fra rådgivere, entreprenører eller håndværkere, og de er derfor behæftet med en stor grad af usikkerhed. Der kan fx være usikkerhed om, hvilke ydelser, begrebet konkret dækker over, hvor i landet priserne stammer fra og hvem, der har oplyst dem.
  • Den typiske kvadratmeterpris indeholder oftest udgifterne til håndværkere (lønninger m.v.) samt materialer. Og her er der tale om gennemsnitsbetragtninger.
  • På materialesiden tages oftest udgangspunkt i en gennemsnitlig middelkvalitet, så holder du af design eller høj kvalitet, skal du beregne ekstra udgifter til dette.
  • Et vigtigt aspekt er også, hvor kompliceret opgaven er. Et badeværelse omfatter typisk mange forskellige installationer, hvilket betyder, at mange faggrupper er involveret.
  • Kvadratmeterprisen vil her typisk lande på mellem 25.000 og 30.000 kr. sammenlignet med et almindeligt rum, der normalt havner i intervallet mellem 15.000 og 20.000 kr. (2017 priser inkl. moms).
  • Man kan ikke umiddelbart sammenligne kvadratmeterprisen for et helt hus med en tilbygning. Tilbygninger er oftest noget dyrere pr. kvadratmeter, idet arbejdstiden er forholdsvis længere, ligesom kvadratmeterprisen for en lille tilbygning ofte vil være større end for en stor. Selve arbejdet med at ”sammensætte” en udbygning med en eksisterende bygning kræver ligeledes en del kostbar arbejdstid


Kilde: Bolius

Lær af andres erfaringer: Få boligejernes bedste byggeråd

De har været præcis dér, hvor du er nu: I drømmene, i samtalerne med arkitekten og i byggekaoset. Og de er alle kommet ud på den anden side med deres drømmehus. Undervejs har de gjort sig en masse erfaringer.

KLIK PÅ BILLEDET for at få fem boligejeres bedste byggeråd.

Gode byggeråd fra boligejere, der selv har bygget nyt hus med en arkitekt.

Arkitekterne fortæller: Det kan du få for 2 millioner kroner

Det kan være svært at vide, hvor langt pengene rækker, når man vil i gang med et byggeprojekt. Læs med her og hør, hvad der trækker prisen op og ned, når tre arkitekter gennemgår tre byggeprojekter til max 2 millioner kroner.

KLIK PÅ BILLEDET, og bliver klogere på, hvad et byggeprojekt koster.

Det kan du få for 2 millioner kroner. Guide til at bygge nyt hus.

Se flere temasider her