Hvordan ser økonomien ud?

En energirenovering handler om kroner og øre - både dem, der er spenderet, og dem, som kan spares. Bliv klogere på de økonomiske aspekter her.

Det kan være dyrt at energirenovere, men de økonomiske fordele er mange. Netop derfor kan mange banker og finansieringsinstitutter se en fidus i at låne boligejere pengene.

Følg disse 5 trin, når du vil skabe økonomisk overblik over en energirenovering.

1. Beregn den forventede besparelse

Det kan du bl.a. ved at få lavet en energimærkning af din bolig. Energimærket giver svar på, hvilke forbedringer der er rentable, hvad de koster, og hvor meget du sparer. Der findes også forskellige beregnere på nettet.

Prøv fx Teknologisk Instituts Standardværdikataloget for energibesparelser eller spareberegneren fra Videncenter for energibesparelser i bygninger.

2. Spørg arkitekten til råds

Arkitektrådgivning betaler sig, når du skal lægge budget for projektet og indhente tilbud. En dygtig arkitekt med mange års erfaring kan hurtigt gennemskue timeforbrug og materialepriser. Det kan slanke dit budget markant.

Læs mere om arkitektens hjælp til budgettet her på siden 

3. Udregn rentabiliteten

Regn ud, om projektet er rentabel med denne formel:

(Levetid x besparelsen) / investering ≥ 1,33

Med et resultat på 1,33 eller derover kan din investering betale dig. Energistyrelsen har fastsat levetider på forskellige former for energirenoveringer.

Se dem her 

4. Find den rigtige finansieringsform

Har du ikke en opsparing, der kan betale energirenoveringen, bliver du nødt til at låne pengene. Du får mest ud af at vælge et lån med en månedlig ydelse, som er lavere end det, du efterfølgende sparer på varmeudgifterne.

Har du friværdi i din bolig, kan du bruge den som finansiering. Det er nemlig muligt at optage tillægsbelåning til dit realkreditlån. Ifølge Danske Bank kan det dog først betale sig, hvis du skal låne for minimum 200.000 kr., da der er omkostninger ved at optage et realkreditlån, som ikke findes på andre låntyper.

Alternativt kan du optage et almindeligt banklån til en højere rente end et realkreditlån. Mange banker har desuden særlige miljøboliglån målrettet energiforbedringer.

Få bank, realkreditinstitut eller en uvildig rådgiver til at regne på, hvilken finansieringsform, der passer bedst. Du kan også sammenligne priserne på forskellige lån på fx mybanker.dk. Husk at kigge på ÅOP (årlige omkostninger i procent), når du vurderer, hvad der er billigst.

5. Glem ikke sidegevinsterne og de langsigtede effekter

Energirenoveringer forbedrer dit indeklima og giver øget komfort og velvære. Den værdi er svær at gøre op i penge. Husk også, at du gør din bolig mere værd og lettere at sælge ved at forbedre energimærket.

I forbindelse med projektet ProjectZero har en ejendomsmægler bedømt 12 forskellige arkitektforslag til energirenoveringer af 3 huse. Sammenlignet med vurderingen af de oprindelige huse har forbedringerne en markant indflydelse på boligernes værdi.

Se eksemplerne her