Betongulve har været meget populære de seneste år. De passet til tidens minimalistiske stil og kan give boligen et strejf af de ikoniske New Yorker-lejligheders råhed. Samtidig bidrager de med en rolig flade, der giver mulighed for at give den mere gas i resten af køkkenet.
Betongulve har den fordel, at selvom det er hårdt, føles det stadig blødere end klinker, hvis du pudser og overfladebehandler det. Du vil dog efter mange timer i køkkenet godt kunne mærke i benene, at det er et hårdt gulv at stå på.
Et betongulv kan tåle vand, er let at gøre rent og er meget slidstærkt. Du skal dog passe på med at spilde for meget på det, da det let optager farve. En overfladebehandling kan dog redde dig fra de fleste pletter.
Bliver der slået et stykke af gulvet eller får det en revne, er det umuligt at reparere et betongulv, uden at man kan se det. Der er det nemmere med klinker, hvor man blot kan udskifte den ødelagte flise.
Inden du forelsker dig for meget i et betongulv, skal du undersøge, om dit undergulv overhovedet kan bære vægten af et betongulv eller om det skal forstærkes. Er det tilfældet, kan din betondrøm gå hen og blive ganske kostbar.