Start med at stille dig selv spørgsmålene: Hvad er min drøm med sommerhuset? Hvilket liv, vil jeg gerne leve der?
Ønsker du, at dit liv i sommerhuset skal adskille sig fra dit normale liv derhjemme? Ønsker du en mere simpel tilværelse i ferierne? Hvis ja, så skal dit sommerhus måske bygges i en primitiv og mere enkel stil med færre kvadratmeter og uden alle hverdagens hjælpemidler og luksusindretning.
Overvej eventuelt, om det kunne være en smart løsning for dig, at få møblerne bygget ind i husets arkitektur fra start. Det kan være en alkove eller en reol indbygget i væggen, skræddersyede indbyggede bænke samt karnapper, man kan sidde i. På den måde er det let at gøre rent, og der er meget lidt indretning at tage stilling til, når huset først er bygget. Bare det at bruge andre materialer end dem, der er i din helårsbolig, eller det at indrette sommerhuset, så man springer entréen over og går direkte ind i stuen, vil give en kontrast til dit normale liv.
Et sommerhus behøver nemlig ikke nødvendigvis at indeholde de samme funktioner som din helårsbolig, hvor hverdagens praktik stiller krav til funktionalitet og vedligeholdelse.
Flere og flere sommerhusejere går dog i dag i den modsatte retning. De vil stadig have nutidens komfort, lækre materialer og masser af plads, og vælger derfor et moderne sommerhus, der på mange måder minder om et almindeligt hus. Det har fladskærme, musikanlæg, stort køkkenalrum, flere badeværelser, gulvvarme, vand hele året rundt og mange kvadratmeter at boltre sig på, selvom det regner.
Det liv, du ønsker, skal arkitekturen til dit nye sommerhus understøtte.