Tips og råd

Undgå fugt i kælderen

Mødet med en kold og klam luft, der river lidt i næsen. De fleste kender den væmmelige fornemmelse, når de bevæger sig ned i en kælder. Men det er muligt at bekæmpe kælderens værste fjende. Læs med her.

4 tips til at undgå fugt i kælderen

  1. En uvelkommen gæst
  2. Spring ikke over, hvor gærdet er lavest
  3. Sådan bekæmper du fugt i kælderen
  4. Små justeringer batter også

Se uddybning af rådene herunder.

1. En uvelkommen gæst

Fugt er en hyppig men uvelkommen gæst i kælderen, hvor den ikke kun ødelægger de ting, du opbevarer, men også kan føre til skimmelsvamp og dårligt indeklima, der er skadelig for både dit eget og husets helbred. Men heldigvis er det muligt at komme af med fugten. Det gælder bare om at gøre det ordentligt fra starten.

2. Spring ikke over, hvor gærdet er lavest

Du har sikkert hørt, at fugt og kulde skal bekæmpes med en bedre isolering. Derfor kan det være fristende at banke isoleringsmåtter og gipsplader op på de fugtige og grimme kældervægge. Men indvendig isolering af en fugtig kælder, er en rigtig skidt idé. Du skaber nemlig de perfekte betingelser for vækst af skimmelsvamp, og når du samtidig har gemt det hele væk bag nydelige gipsplader, har svampen god mulighed for at vokse og brede sig i mange år uden at blive opdaget.

3. Sådan bekæmper du fugt i kælderen

Hvis du vil slippe helt af med fugten og samtidig gøre kælderen mere beboelig, er en udvendig efterisolering en effektiv løsning – også selvom det er dyrt og lidt besværligt. Det kræver nemlig, at man graver soklen fri og monterer en fugtspærrer og isoleringsmåtter direkte på kælderydervæggen. Er kælderen ekstra fugtig, vil det ligeledes være en god idé at lægge et såkaldt omfangsdræn langs soklen.

Et omfangsdræn er en slags tagrende nede i jorden, som leder vandet væk fra dit hus og ud i kloakken. Et sådant dræn er en effektiv og god løsning, der vil sikre dig en tør kælder. Du skal dog være forberedt på, at det let kan koste 100.000 kr.

4. Små justeringer batter også

Indvendigt skal du fjerne eventuelle gipsplader og træpaneler fra ydervæggene og i stedet male med en åndbar maling, der tillader fugten at slippe ud af dine vægge.

Herudover er det vigtigt, at kælderen er godt ventileret, dvs. at du både får fjernet den fugtige luft og får tilført ny og frisk luft. Den simpleste måde at ventilere kælderen på, er at åbne vinduerne og skabe gennemtræk. Om sommeren må du dog først lufte ud om aftenen og over natten, da der ellers vil skabes kondens – og dermed fugt - på grund af mødet mellem varmen udenfor og kulden i kælderen. Alternativt kan man montere en mekanisk udsugning med fugtstyring, der tænder automatisk, når rumfugten bliver for høj.  

Husk også at møbler og kasser bør placeres nogle centimeter fra væggene, så du undgår, at der samles fugt her. Tørring af vasketøj, kan øge fugtniveauet i din kælder, tør derfor tøj et andet sted.