Du undgår bøvl og byggeskader

Når du investerer mange penge i en om- eller tilbygning er det vigtigt at det færdige resultat lever op til dine forventninger om kvalitet og godt håndværk. Hvis du vil være sikker på at få det, du betaler for og at eventuel byggesjusk bliver opdaget i tide, kan du bede arkitekten om at føre tilsyn med byggeriet.

Det er de færreste boligejere, der har den byggesagkyndighed, det kræver at tjekke, om alt nu også bliver lavet efter bygningsreglementets forskrifter, og som arkitekten har beskrevet det i hovedprojektet. For det kræver nemlig ikke kun tid, men også at du ved præcis hvad, du skal kigge efter og på hvilket tidspunkt. Derfor bør du overveje at få en arkitekt til at føre tilsyn med håndværkerne og deres arbejde.

Arkitekten kvalitetstjekker byggeriet

Formålet med at føre tilsyn med byggeriet er først og fremmest at sikre, at håndværkerne leverer det arbejde, som projektmaterialet beskriver, i den kvalitet, som arbejdsbeskrivelsen lægger op til og som håndværkerne har beregnet deres pris ud fra. Det handler med andre ord om at få det for pengene, som du har bedt om, og som du også kommer til at betale for i sidste ende.

Læs mere om byggetilsyn her

Arkitekten ved, hvor byggesjusk opstår

Et andet godt argument for byggetilsyn er, at arkitekten får mulighed for at opdage graverende fejl og byggesjusk før de udvikler sig til egentlige katastrofer. Hvert år bliver der brugt millioner af kroner på at udbedre fejl, som kunne være taget i opløbet. Arkitekter har stor erfaring i byggetekniske løsninger og kender de fagmæssigt korrekte måder at bygge på. De kender husets knudepunkter og ved fx, at det især er i tagkonstruktionen og vådrum, at de alvorligste skader opstår.

Læs mere om at forebygge byggesjusk på bolius.dk  

Husk det sidste tjek

Som tilsynsførende opdager arkitekten fejl og mangler, så de kan blive udbedret med det samme, hvilket er billigere og nemmere. Og så er det vigtigt at afslutte byggeprocessen med en samlet gennemgang af hele byggeriet, hvor arkitekten en sidste gang tjekker, at alt lever op til det aftalte og til lovgivningen.

Læs mere om arkitektens sidste tjek af byggeriet her