En ny førstesal kan give dig mere plads, lys og en bedre udsigt. Men før du bygger i højden, er der flere ting, som du skal være opmærksom på. Læs med her, hvor arkitekter og bygningsrådgivere giver dig gode råd om ny førstesal.
Af Kirsten Marie Juel Jensen
Overvejer du, om en tilbygning eller en førstesal vil være den bedste løsning til at sikre familien mere plads? Det spørgsmål er der intet enkelt svar på, mener Lars Bo Poulsen, arkitekt ved Nørkær+Poulsen arkitekter og medlem af Danske BoligArkitekter. For du skal overveje flere faktorer, inden beslutningen kan træffes.
– Men hovedreglen er, at man skal opnå noget ekstra ved at udvide opad fremfor på jorden. Det skal give en udsigt over et smukt landskab eller muligheden for at få mere lys ind i boligen. En anden god grund kan være, at der ikke er plads til at udvide på grunden, eller at man ønsker at bevare en stor have og derfor hellere vil bygge i højden, siger han.
Inden du begynder at drømme om førstesal på dit hus, skal du tjekke, om lokalplanen og eventuelle servitutter på ejendommen spænder ben for dit projekt. Du kan selv kontakte kommunen, men det kan være rart at have en arkitekt med på sidelinjen allerede i den indledende dialog med kommunen.
Det havde Familien Bach fra Åbyhøj, da de skulle udbygge deres bungalow fra ét til to plan – et projekt, der udfordrede lokalplanen, og som krævede en ekstraordinær indsats fra familiens arkitekt Rasmus Bak fra Baks Arkitekter. Rasmus Bak gik allerede i skitsefasen i dialog med kommunen om projektet og fik ved hjælp af grundige skyggediagrammer og et nabovenligt design på førstesalen dispensation til opførslen. Siden er huset nomineret til Danske BoligArkitekters IdéPris 2015.
– Hvis vi kan se, at et byggeprojekt er lige på vippen i forhold til at blive godkendt, tager vi et møde med kommunen på vegne af familien. Vi tager skitserne med og får afstemt forventningerne. Hvad kan lade sig gøre? Hvor går grænsen? Når vi så får en bedre idé om, hvad kommunen er med på, prøver vi at udfordre dem lidt. Og så kører vi et parløb med familien, hvor vi tegner videre og når frem til det endelige resultat med kommunen på sidelinjen, forklarer Rasmus Bak.
Mens han som arkitekt oftest står for dialogen med kommunen, råder han altid husejerne til selv at sørge for at få talt byggeprojektet igennem med naboerne.
– Det er vigtigt, man får taget en god snak over hækken. Uanset om byggetilladelsen kræver dispensation eller ej. Så man får forklaret naboerne, hvad ombygningen går ud på, og hvordan den tager hensyn til dem. At man for eksempel sørger for, at der ikke er direkte indkig i deres have, siger Rasmus Bak.